Socialistisk Arbejderavis
Nr. 15 – December 1985 – side 3
IS mener
Hanekamp for fredsduer
Kan nogen tro, at to mænd i mørke jakkesæt kan få verden til at blive et sikrere sted, fordi deres kemi passer sammen?
Selvom vi ikke ved noget, der er blevet sagt mellem de to? Selvom vi ikke hører om praktiske resultater? Selvom ingen af parterne har rykket sig? Selvom de brugte kr. 125 millioner på oprustning i hver eneste time, de snakkede?
Bølgen af begejstring blandt politikerne og verdenspressen er oppe på det samme højdepunkt som efter topmøderne i 1955, 59, 61, 72 og 79. Man snakkede hver gang om mindre spænding og gensidig forståelse. Men efter hvert topmøde var der flere våben end nogensinde.
Andre lader sig måske ikke rive med af halleluja-stemningen, men har alligevel store forventninger, fordi forhandlinger er kommet i gang igen.
Forhandlingerne i 70’erne
Historien fra 70’erne viser, at hver eneste fredsforhandlingsrunde er blevet efterfulgt af en endnu mere massiv oprustning. Våbenaftalen SALT 1 tillod en stigning i antal sprænghoveder. Den aftalte begrænsning på antal raketter blev omgået ved at placere flere bomber i hvert missil.
SALT 2 aftalen, som ikke engang nåede til afstemning i den amerikanske kongres, accepterede en fordobling i antallet af missiler og bombefly.
Antallet af amerikanske bomber steg i den samme periode fra 1970 til 1980, fra 4.000 til 9.200. Sovjets steg fra 1.800 til 6.000.
Det amerikanske forsvarsministerium regner med, at blot 400 atomsprænghoveder kan ødelægge 75% af Sovjets industri og øjeblikkeligt dræbe en tredjedel af befolkningen. Snakken i Geneve om en gensidig halvering af arsenalerne er et stort bluff-nummer. De resterende bomber er stadig nok til at udslette verden flere gange.
Kynisk propaganda
Ronald Reagan, den præsident, som har brugt flere penge på oprustning end nogen anden, udtaler nu, at »vi ved, at fred ikke blot er fraværet af krig. Vi ønsker ikke en falsk fred.« Hans holdning er udtryk for mere end kynisk propaganda.
Reagan er ikke blot under pres fra fredsbevægelsen. Regeringer i Vesteuropa og flere borgerlige politikere i USA er meget bekymret over det eksisterende forsvarsbudget. Den amerikanske økonomi er truet af et enormt underskud på statsfinanserne på over 200 mia. dollars og problemer med betalingsbalancen.
Reagan søger at sikre politisk støtte til forskning i stjernekrigs-projektet ved hjælp af den samme taktik, som fik flere vestlige regeringer til at sluge cruise-missilerne. Der forhandles, samtidig med at der oprustes. Hvis forhandlingerne bryder sammen, som det skete med START-forhandlingerne i 1981, oprustes der alligevel.
Gorbatjov vil gerne bruge forhandlingerne til at få stjerne-krigsplanerne stoppet. Sådanne højteknologiinvesteringer er meget dyrere for den russiske økonomi end for den amerikanske. Der er kun et sted, han kan hente ressourcerne, og det er ved at presse arbejdernes forbrug endnu mere. Han vil helst undgå de problemer, det kan medføre. Men han har gjort det klart, at »Vi i Sovjet er ikke simple folk. Vi vil finde på et svar«. Han er parat til at svare igen missil for missil, laser for laser.
Siden det første topmøde i Jalta i 1943, hvor Stalin, Churchill og Roosevelt delte verden mellem sig, har hver efterfølgende konfrontation og topmøde handlet om, hvordan de bedst kan beskytte deres indflydelsesområder over for hinanden.
Topmødets realisme betyder, at Reagan fortsætter sin støtte til dødspatruljer i Mellemamerika, og at Gorbatjov bliver ved med at besætte Afghanistan.
De vil have fred til fortsat at kunne bestemme, hvad verdens arbejdere producerer, fred til at styre det system, som dømmer millioner til sult i Afrika og andre millioner til arbejdsløshed. Blot en del af deres våbenbudgetter kunne løse disse problemer.
Først når arbejdere i alle lande laver revolution mod Reagan, Gorbatjov og deres klasse, kan de fattige skaffes mad, de arbejdsløse jobs og verden kan blive et sikrere sted at være.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed