Socialistisk Arbejderavis
Nr. 15 – December 1985 – side 5
Håbet fra påsken
Jason Meyler + Ågot Berger
Den vigtigste politiske konklusion på påskestrejkernes udfald og nederlaget i de strejker, som fulgte, er begrænsningerne i isoleret faglig militans og manglen på en stærk revolutionær organisation.
Der var kim til et alternativt lederskab under påskestrejkerne, med udgangspunkt i blokadeorganiseringer i en række små byer, tillidsfolk indenfor Lager og Handel og bryggerierne i København og organiseringer på tværs af nogle københavnske arbejdspladser.
Men de var ikke klare på nødvendigheden af at bryde med DKPs lederskab og fagtoppen og de var ikke samlet i et revolutionært parti, som hang sammen på landsplan. Organiseringer som OK 85 i Århus var politisk uerfarne og for svagt forankret til at kunne vinde og fastholde en ledelse af bevægelsen.
Efter strejken
De folk, som blev radikaliseret understrejkerne, er blevet overladt til sig selv eller til grupper, som siden er faldet sammen. OK 85 blev videreført under navnet Arbejderringen med det angivelige formål at »opfylde et behov blandt mange aktive fra påskestrejkerne«. I dag er der kun en studiekredsaktivitet igen, og medlemmerne er ikke blevet involveret eller organiseret i støttearbejde til de strejker, som har kørt.
Disse organiseringer er faldet sammen, fordi det er umuligt at fastholde dem i dag, når den bevægelse de er bygget på er uddød. Internationale Socialister blev beskyldt for at lade mange af dem, som blev aktiviseret, i stikken, da vi argumenterede for at nedlægge et forum som OK 85.
Reelt var det modsat at stikke blår i øjnene på folk at undlade at rekruttere dem til revolutionært arbejde. Den rent faglige aktivitet har sine klare begrænsninger i forhold til at fastholde folk i en aktivitet overhovedet.
Skal man bygge videre på påskestrejkens højdepunkter, solidariteten og nogle få dages fornemmelse af, at arbejderklassen har potentialet til at tage magten i samfundet – så sker det ikke ved at vende blikket mod den virkelighed, som hurtigt indtraf efter påske.
Bevidstheden fandt igen sine vante former og solidaritetsaktioner udeblev til de strejker, som kørte. Kampen blev igen opsplittet og ikke generaliseret. Hvis vi stirrer isoleret på nederlagene, vil virkeligheden forme os, og slet ikke os der kommer til at forme virkeligheden. Vi vil også blive en del af SFs og den øvrige venstrefløjs højredrejning, snak om arbejderflertal og venden blikket væk fra arbejderklassens selvstændige aktiviteter.
Politisk profil
At fastholde gløden fra påskestrejkerne kan kun ske gennem at orientere sig mod erfaringerne fra tidligere massestrejker, arbejderrevolutioner og den revolutionære tradition.
Historiens erfaringer er entydige: ændring af bevidstheden i de brede arbejdermasser sker kun gennem klassekamp og massestrejker. For det andet at lige så sikkert som brud med den herskende ideologi sker under en strejke, lige så sikkert falder den generelt tilbage efter strejken.
Den ujævne udvikling og niveau i arbejdernes bevidsthed tilsiger behovet for et revolutionært parti, som kan give kampen om magten sammenhæng og retning.
Der kræves en revolutionær bevidsthed for at være konsekvent i klassekampen. Hvis udgangspunktet for militante er, at økonomien skal balancere, at statsunderskuddet er vores problem og at kapitalen og vi har fælles interesser i at få lortet til at køre – så bliver svaret indkomstpolitik, løntilbageholdenhed og at flygtningene skal standses ved grænsen.
En realistisk økonomisk politik, styret af et arbejderflertal med Socialdemokratiet i spidsen, vil også betyde nedskæringer, fyringer, lønnedgang og begrænsninger af antallet af flygtninge.
Det er afgørende med en revolutionær organisation i ryggen for at have en konsekvent orientering mod arbejderklassens selvstændige aktiviteter og fastholde, at arbejdermagt og socialisme ikke kan erstattes af arbejderflertal eller et »rødt« bureaukrati.
Stærkere på posterne
Meget af grundplansaktiviteten og mange af de oppositionsgrupper, vi kendte fra 70-erne, er faldet sammen. Samtidig sidder den faglige venstrefløj indenfor nogle SiD-fagforeninger, på bryggerierne og blandt pædagogerne stærkere i apparatet som tillidsfolk, klubformænd og bestyrelsesmedlemmer.
Denne kombination af svækket aktivitet på gulvet, stærkere greb om posterne, kombineret med fraværet af en revolutionær organisation, som kan holde fast i disse folk, har vist sig at være katastrofal. De revolutionære har generelt svigtet både under bryggeriarbejderstrejken, stilladsstrejken og generelt i støttearbejdet.
Internationale Socialister er den eneste organisation på landsplan, som systematisk har organiseret og interveneret omkring de tre vigtige strejker, som har været efter påske; på Oliefabrikken, bryggerierne og stilladsområdet.
Når vi organiserer omkring strejker, så er det, fordi folk ofte bryder med legaliteten, kommer op imod bureaukratiet og hele det fagretslige system og viser arbejdermagten i kimform.
Modsat under strejkesituationer er fagforeningerne, som den italienske revolutionære Gramsci formulerede det, »en speciel proletarisk organisering i en periode, hvor kapitalen har været dominerende«. »De er en integreret del af det kapitalistiske samfund«.
Fagforenings-bevidsthed
Eller som Marx udtrykte det, er fagforeningerne »arbejderklassens kollektive modstandscentre mod kapitalens overgreb indenfor rammerne af de kapitalistiske produktionsforhold«. Han understregede, at målet for den faglige kamp er at bedre betingelserne for udbytning af arbejdskraften, ikke at afskaffe udbytningen:
Under de revolutionære opstande i Italien, Ungarn og Tyskland i 1919 var det faglige bureaukrati en direkte kontrarevolutionær kraft.
Men fagforeningerne er, med de nævnte begrænsninger, klasseorganisationer. Det er en selvfølge, at de revolutionære deltager i dem og de små og store kampe, som er på enhver arbejdsplads.
Vores orientering er grundlæggende rettet mod aktiviteten på gulvet og at arbejde for, at folk er involveret. Generelt vil det i dag være en forkert taktik at satse på en permanent organisering af de oppositionelle på en arbejdsplads eller fagforening. Formen vil snarere være at samle de aktive omkring enkeltsager, når det kan bære det.
Store dele af vores arbejdsplads-arbejde vil koncentreres om at rejse støtte til arbejdergrupper i kamp og politiske diskussioner lige fra AIDS, bøsser og flygtninge til agitation for en socialistisk løsning.
Tillidsposter
Vi ser ikke noget problem i at tage tillidsposter, under forudsætning af at ens linje og medlemskab af IS er kendt blandt arbejdskammeraterne, og at posten ikke er knyttet til privilegier, som stiller vedkommende i en bedre position end ens arbejdskammerater. Samtidig med at tillidshvervet må bestrides under partiets disciplin.
Problemet er ikke at tage tillidsposter, men at trække sig fra posten, hvis den ikke kan bruges til at styrke aktiviteten på gulvet. Vor linje er at arbejde for, at arbejdskammeraterne selv aktivt løser konflikterne kollektivt, og at man ikke agerer på vegne af nogle andre.
For revolutionære er det afgørende for at styrke forankringen af vores ideer og organisation i arbejderklassen, at vi lærer at lede ved at være involveret i kampen.
Billedtekst:
Strejken på Århus Oliefabrik var den første styrkeprøve efter påske.
Bevidstheden udvikles hurtigt under en strejke, men falder generelt tilbage igen bagefter.
Se også:
SAA 15: Grænser for faglig militans
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed