Socialistisk Arbejderavis
Nr. 15 – December 1985 – side 6
Portugal 1974-75
Nellikerne der ikke sprang ud
Jørgen Lund
For 10 år siden blev de forhåbninger og forventninger, som den såkaldte »nellike-revolution« i Portugal rejste, knust.
Den 25. november 1975 blev et vendepunkt for en af de mest intense perioder for arbejderklassens kamp siden 30’erne.
Den 25. april 1974 blev det fascistiske diktatur i Portugal styrtet gennem et militærkup, udført af en bevægelse af utilfredse mellem-officerer. De ønskede de umulige kolonikrige i Angola og Mozambique stoppet og regimet væltet.
Med baggrund fra universiteterne var officererne politisk inspireret af de nationale befrielsesbevægelsers teoretikere. »De væbnede styrkers bevægelse« eller MFA, som kupofficererne kaldte sig, havde det tilfælles med befrielsesbevægelsernes ideer, at de så sig selv som folkets frelsere. De havde meget uklare ideer og forestillinger om socialisme. Deres mål var en demokratisk statsmagt, der kunne stå over for det øvrige samfund som retfærdighedens vogter.
Kuppet i april og de efterfølgende 19 måneder gav de revolutionære venstregrupper muligheder for ikke blot at arbejde legalt, men også med perspektivet om massemobilisering. Spørgsmålet om magten i samfundet blev sat på dagsordenen.
Igennem de efterfølgende 19 måneder var det venstrefløjen og arbejderklassen, som gennem organisering og handling havde muligheden for afgørende at ændre begivenhedernes gang.
Fra kup til parlamentarisme
I det første halve år efter aprilrevolutionen forsøgte regeringen, ledet af den moderate general Spinola, at forme udviklingen frem imod et borgerligt demokrati. Regeringen og statens ledelse blev lagt i hænderne på borgerlige politikere og officerer.
Den traditionelle borgerlige politik blev imidlertid umuliggjort af en stadig stigende modstand, blandt andet mod regeringens strejkelovgivning.
Arbejderklassens forsøg på at bruge den nye frihed til at manifestere sine egne interesser resulterede i styrkeprøver, som arbejderklassen og de radikale dele af MFA vandt. Dette førte til en øget radikalisering fra slutningen af september 1974, hvorefter den politiske ledelse overgik til de officerer, som havde gennemført aprilkuppet.
Igennem vinteren 74-75 blev massekampene udviklet. Fabriksbesættelser, husbesættelser hørte til dagens orden, og de første godser og banker blev overtaget.
Især efter et mislykket højrefløjskup 11. marts 1975 udviklede klassekampen sig stærkt. Fabriks- og beboerkomiteer og kooperativbevægelsen, som besatte godser på landet. udgjorde det, som tilsammen blev kaldt »folkemagten«.
Folkemagten og dens mange organisationsformer blev aldrig udviklet til, at arbejderklassens problemer og diskussioner blev ledetråden for de andre organiseringer. Der blev heller aldrig udviklet organisationer, der kunne være fælles ramme for arbejderklassens egen radikalisering og blive en demokratisk organisering for arbejderklassens interesser over for borgerskab og statsmagt.
Der var i kimform arbejdermagtsorganiseringer i Portugal. Men der manglede en revolutionær organisation, der havde et perspektiv for, hvordan arbejderklassen kunne tage lederskabet i den revolutionære proces og udvikle arbejdermagtsorganerne frem mod et magtopgør.
Mulighederne var der
I foråret og sommeren 1975 var kommunistpartiet PCP’s indflydelse i regeringen på sit højeste. PCP var traditionelt oppositionspartiet i forhold til det fascistiske styre.
PCP’s politik for arbejderklassens mobilisering blev realiseret under parolen: »Slaget om produktionen«. Parolen betød konkret, at arbejderne skulle understøtte PCP’s politik om at lave alliancer med dele af statsapparatet, progressive officerer og portugisiske kapitalister imod udenlandske monopoler.
Den demokratiske kamp mod fascismen kom først, og i den fjerne fremtid kom kampen for socialismen. PCP anlagde den traditionelle folkefronts- og to-fasepolitik, som har været grundpillen i stalinistisk politik siden den spanske borgerkrig i 30’erne.
Socialistpartiet, PS, der tidligere knapt havde vist sig på arenaen og som kun havde en meget lille opbakning i arbejderklassen, indledte sommeren 75 en offensiv med støtte fra de vesteuropæiske socialdemokratier. Denne blev godt hjulpet på vej af en øget splittelse i MFA, der især gik på PCP’s indflydelse i regeringen og over medierne.
PS spillede en særlig rolle i at forhindre arbejdermobiliseringen. PS ønskede som alle socialdemokratiske partier at forsvare kapitalismen og den borgerlige stat overfor alle typer af angreb.
Derfor gik de i offensiven både mod kommunisterne og militærets venstrefløj, der ønskede at spille en politisk rolle på tværs af parlamentarismen. Men hovedangrebet fra PS var rettet mod det yderste venstre, mobiliseringen i arbejderklassen og folkemagtens forskellige organiseringer. Tilsammen udgjorde de en permanent trussel mod den private ejendomsret og det borgerlige demokrati.
Den 6. regering efter april-kuppet kom til i september 1975. Den kom til som et resultat af PS’s og højrefløjens offensiv inden for statsapparatet. Regeringens opgave og mål var at stabilisere regerings- og statsmagten så meget, at det var muligt at regere.
Regeringen blev mødt med den hidtil største mobilisering og modstand, dels fra arbejderne på grund af dens økonomiske politik, og dels fra soldaterne på baggrund af en stigende radikalisering blandt dem.
Heller ikke denne regering var i stand til at holde styr på situationen. Der var en dobbeltmagtsituation. Men fordi der fra arbejdernes organiseringer og MFA ikke var et klart perspektiv om at opbygge et alternativ til statsmagten, var det i sidste ende umuligt at bære revolutionen videre.
Anledningen kom 25. november. Højrekræfterne i militæret gik i aktion mod radiale officerer og venstreorienterede militærenheder med anledning i militante faldskærmstroppers besættelse af deres egen base og et militært hovedkvarter i Lissabon-området.
Regerings-loyale tropper erobrede også forlægninger, der var kendt som røde kaserner, de opløste enhederne og arresterede officererne. Ingen grupper af progressive officerer tog kampen op over for angrebene.
Også den politiske ledelse svigtede. Kommunistpartiets iver efter at forblive i regeringen fik dem til at tage afstand fra mobilisering i arbejderklassen. De opfordrede arbejderne til at forholde sig afventende.
Totalt nederlag
Kuppet den 25. november viste, at statsmagten og parlamentarismen var et pålideligt instrument for den herskende klasse. Det betød en afgørende svækkelse af arbejderklassens positioner.
Efterhånden som den borgerlige statsmagt genvandt sin selvtillid og autoritet, forsøgte den gradvist at rulle alle styrkepositioner tilbage. Fabrikker og godser blev i stort tal givet tilbage til de gamle ejere og arbejderne blev udsat for hele registeret af kapitalistisk krisepolitik.
Også den revolutionære venstrefløj dumpede til prøven den 25. november. På baggrund af forskellige bypartisan-aktiviteter var det ikke blot teoretiske ligheder og politisk venskab med de radikale officerer, der gjorde, at venstrefløjen så sig selv som folkets befriere.
Den havde også en politisk forkærlighed for den væbnede kamps betydning. Uden at opbygge alternativer støttede venstrefløjen ukritisk MFA, idet den så kampen som skridt på vejen mod socialistisk mobilisering og politik.
Det betød samtidigt, at venstregrupperne forsøgte at finde smutveje på den nationale politiske scene. I stedet for at opbygge et alternativt lederskab, der kunne vinde opbakning på en klart formuleret linje, satsede man på en løs enhed: »Forenet revolutionær Front«, FUR.
Men FUR spillede sin væsentligste rolle i forhold til stridigheder inden for officersgrupper og imellem PCP og PS. Folkemagten blev brugt som et vedhæng til deres forsøg på at gøre sig gældende i magtspillet i statsapparatet.
Det revolutionære venstre manglede masseopbakning, da styrkeprøven kom. Det afgørende var, at de grupper, som kunne være blevet revolutionære partier, ikke anså et masseparti for nødvendigt.
Bruddet med fascismen i Portugal blev også støttet af dele af kapitalkræfterne, som ønskede en modernisering af industrien og en nærmere tilknytning til EF. Men det var arbejderklassen og soldaterne, som gennemførte revolutionen og knuste den fascistiske stat.
I dag
10 år efter den portugisiske revolution har borgerskabet og Soares’ socialistregering rettet fundamentale angreb mod de forbedringer, revolutionen skabte.
Den portugisiske økonomi er i en dybere krise end i noget andet vesteuropæisk land. Arbejderklassen betaler gildet med lønnedgang.
Demokratiseringen og håbet om den kapitalistiske krisepolitiks succes udtrykkes klart af, at der i 1985 var over 200.000 arbejdere i Portugal, som gik på arbejde, selv om arbejdsgiverne skyldte dem op imod et års løn.
Flere af revolutionslederne, som Otelo de Carvalho, sidder fængslet, anklaget for »terrorisme«. Der er lavet en ny lov om »den interne sikkerhed« og sikkerhedspoliti, som skal bruges mod »venstrefløjsterrorisme«.
Loven giver også regeringen mulighed for at dømme strejker og demonstrationer ulovlige, hvis de truer den »interne sikkerhed«.
Erfaringer
Den portugisiske revolutions nederlag giver nye dyrekøbte erfaringer om reformisterne i PS og stalinisterne i PCP. Den viser også begrænsningerne i den radikalisering, som fandt sted blandt soldaterne og MFA.
En seriøs revolutionær organisation så aldrig dagens lys i Portugal. De revolutionære undlod at bygge et parti, som kunne slå igennem som masseparti i takt med radikaliseringen og agitere for et magtopgør.
I stedet dannede de FUR i et forsøg på at samle forskellige tendenser på venstrefløjen og lave en smutvej til masseindflydelse.
Fraværet af et revolutionært masseparti betød, at også nellikerevolutionen endte med en sejr til borgerskabet og reformisterne.
Billedtekster: Militæret spillede en stor rolle i den portugisiske revolution. Bankfunktionærer pressede regeringen til at nationalisere bankerne i foråret 1975.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed