Socialistisk Arbejderavis
Nr. 151 – 30. januar 1997 – side 2
Alan Parker: “Evita”
Skabelsen af en myte
Filmen ‘Evita’ er en krævende film.
Krævende fordi den i sit forsøg på at være historisk korrekt er nødt til komprimere en række vigtige begivenheder i meget korte sekvenser af film og sang. Instruktøren Alan Parker, har her skabt et billed- og lydmæssigt mesterværk.
![[ Filmen Evita ]](../saa/151/02evita.jpg "[ Filmen Evita ]")
Præsident Peron brugte arbejderklassens opbakning i spillet om magten. Men sociale kræfter af den kaliber er svære at kontrollere.
Selv om filmen især fokuserer på personen og myten Evita – den argentinske præsidentfrue Eva Peron – så er den også en beretning om de politiske og sociale omstændigheder, der skabte Evita og det regime, hun repræsenterede. Og med filmens fortæller Ché, indeholder filmen også en kritisk kommentar til hele forløbet.
Evitas mand, Juan Peron, kom til magten i midten af 1940’erne med en målsætning om at løsrive den argentinske økonomi fra udenlandsk dominans ved at opbygge en stærk statslig sektor i økonomien. Da den politik bragte ham i opposition til dele af den gamle overklasse, valgte han at stå frem som beskytter af arbejdernes interesser og gennemførte faktisk en række sociale forbedringer.
Men Peron var ikke arbejderklassens mand. Han ønskede mindst af alt selvstændig organisering og handling fra arbejdernes side. For Peron var socialismen “den værste sygdom i arbejderklassen”. Juan Peron ønskede at samle alle samfundsklasser bag målet om et stærkt Argentina. Det førte til en stærk nationalisme samtidig med, at intern opposition blev nedkæmpet brutalt.
Derved kom peronismen til at indeholde elementer, som mindede om den europæiske fascisme. Peron lagde da heller ikke skjul på sin beundring for Mussolini, ligesom Eva Peron besøgte den spanske diktator Franco på sin Europarejse i 1947.
Perons politik var dobbelt. Gaver til arbejderklassen og fastholdelse af et autoritært styre. Eva Perons rolle blev at retfærdiggøre dobbeltheden. Hun gjorde ganske enkelt sig selv til arbejdernes gode fe. Hun organiserede en fond – som arbejderne selv blev tvunget til at bidrage til – som bogstavelig talt kastede penge ud til fattige, oprettede skoler og børnehjem osv.
Rollen som fe i overdådige dragter og juveler fastholdt samtidig distancen mellem regimet og arbejderklassen. En distance, der skulle understrege regimets almægtighed og arbejderklassens afhængighed af regimet. Eva Perons guddommelige rolle antog hysteriske højder i takt med, at den økonomiske vækst tabte fart efter 1950 og gav mindre plads for reformer.
Ligesom den økonomiske afmatning punkterede håbene om forbedringer, så brast også Eva Perons indflydelse som en boble, da hun blev angrebet af kræft og døde i 1952. Tilbage blev kun myten.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed