Socialistisk Arbejderavis
Nr. 152 – 13. februar 1997 – side 2
Kommentar
Nyrup kan roligt være bange
Charlie Lywood
Regeringen skal løse en næsten umulig opgave. 1997-98 bliver et stort valgår med afstemning om resultatet af regeringskonferencen i EU, kommunalvalg i efteråret og folketingsvalg senest i oktober 1998.
Det betyder, at regeringen skal øge sin popularitet mest muligt. Men samtidig kræver den kapitalistiske økonomi, at regeringen angriber velfærden – og det er upopulært.
Derfor varsler regeringen gang på gang omfattende angreb på velfærdsstaten i form af nedskæringer, forklædt som “reformer” for så bagefter at trække forslagene tilbage eller fremsætte dem i stærkt barberet tilstand.
Regeringen så helst en reform af førtidspensionerne, som sænker satserne og begrænser adgangen til førtidspension til at gælde folk over 50 år. Disse planer er nu skrinlagt. Først og fremmest på grund af modstand fra LO. Forslaget strandede simpelthen på, at afløsningen for førtidspensionen – 20.000 skånejobs – ikke kunne fremskaffes i kommunerne.
Asociale indgreb
Boligreformen, som skulle begrænse adgang til boligstøtten har lidt samme skæbne. Nedskæringer i boligstøtten ville ramme en masse folk, som kun kan få økonomien til at løbe rundt med støtten. For dybe og for asociale indgreb i den sociale lovgivning er heller ikke særligt populære.
Desuden turde regeringen ikke gå med til Venstres og Konservatives krav om skattelettelse og dermed yderligere udhuling af velfærden.
Karen Jespersens revision af bistandsloven er også blevet mødt med modstand. SF, Enhedslisten og en række fagforeninger på det sociale område har protesteret højlydt over de manglende ankemuligheder for tvangsaktiverede.
Regeringen vil dog i hvert fald gennemføre et modbydeligt angreb på både kvinder og indvandrere, ved skære bistandsydelsen for ægtepar drastisk ned. Det vil typisk ramme meget svagt stillede familier. Men et frontalt angreb mod alle bistandsklienter og bistandens størrelse bliver der ikke tale om. Det tør regeringen ikke.
Udover kravet om at forblive populær, er regeringens hovedproblem angsten for at fremprovokere massive reaktioner fra arbejderklassen ved at skære for hårdt. Lastbilchaufførernes blokade før jul var en klar advarsel til regeringen om at der i store dele af arbejderklassen er en rugende utilfredshed.
De spontane massestrejker i Tele Danmark og i Den Danske Bank over massefyringerne er en anden advarsel om, at der ikke skal trædes for hårdt på folk. I dag har den herskende klasse i Danmark ikke en samlet arbejderklase på nakken, ligesom vi har kunnet se det i december i Øst-europa, Grækenland, Spanien, Belgien og Frankrig. Men spøgelset ligger og lurer.
SR-regeringen kunne nemt blive populær, hvis den for eksempel afskaffede ventelisterne til hospitalerne, sørgede for gratis børnepasning, og hævede folkepensionen. Pengene kunne de hente ved at genindføre formue- og marginalskatterne, og lade virksomhederne selv betale for deres forurening.
At regeringen lurepasser i lovgivningen, betyder ikke, at den undgår sammenstød. Arbejdsgiverne kan nemt komme til at kræve for meget til overenskomstforhandlingerne. Nyrup kan presses til indrømmelser på de fire forbehold i EU eller en ny skandale á la PET's aflytning kan dukke op.
SR-regeringens tøven er et svaghedstegn. Det betyder, at hvis arbejderklasen begynder at bevæge sig, kan der ske ting og sager. Regeringens “reformpause” betyder ikke pause i klassekampen. Viljen til kamp er en levende trussel mod regeringen.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed