Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 152 – 13. februar 1997 – side 4

Rapport om privatisering (PLS-Consult)

Udlicitering er borgerlig klassepolitik

En ny undersøgelse modbeviser sort på hvidt alle påstande om, at privatisering betyder bedre service for færre penge. Den beviser også, at udlicitering i næsten alle tilfælde betyder lavere løn, højere arbejdstempo og fyringer.

Undersøgelsen er udarbejdet af det private konsulentfirma PLS-Consult, som har undersøgt 20 udliciteringsprojekter i perioden fra 1994 til 1996. Konklusionerne på undersøgelsen blev fremlagt i januar og er på flere punkter opsigtsvækkende.

Samlet er der stor utilfredshed blandt medarbejderne over arbejds- og lønvilkårene efter udliciteringen. Kun en meget lille gruppe medarbejdere kan finde områder, hvor deres arbejds- og lønvilkår er blevet forbedret.

Det er eksempelvis i Græsted-Gilleleje Kommune inden for ældreforsorgen, hvor 101 medarbejdere i kommunens ældrepleje har fået større indflydelse på tilrettelæggelsen af deres arbejde.

Mere kritisk

Kun meget få af samtlige medvirkende i undersøgelsen er i dag mere tilfredse med deres arbejds- og lønvilkår end før udliciteringen. Derimod er hver tredje blevet mere kritisk over for udliciteringer. Det skal sammenholdes med, at i forvejen var 51 pct. af medarbejderne imod, inden udliciteringen foregik.

Langt flere er derfor blevet mere utilfredse med deres arbejds- og lønvilkår.

13 pct. er gået ned i løn, og den største gruppe har fået deres løn fastlåst samtidig med, at de skal arbejde mere.

Undersøgelsen tegner oven i købet et mere rosenrødt billede end berettiget. Eksempelvis indgår udliciteringen af Ri-Bus i Esbjerg ikke i undersøgelsen. Den sag ville have trukket resultatet af undersøgelsen endnu mere klart op i form af kritik af udliciteringerne.

Utilfredsheden gælder også den service, der bliver ydet. Både blandt medarbejdere og brugere er der voksende utilfredshed med serviceniveauet efter udliciteringen.

Eksempelvis mener 47 pct. af medarbejderne, at kvaliteten af deres ydelser er faldet. Kun 12 pct. siger, den er forbedret. Kritikken fra brugernes side er især rettet mod rengøringsområdet, hvor der har været et generelt fald i kvaliteten.

Om medarbejdernes egne arbejdsforhold mener to ud af tre, at deres arbejdsforhold er blevet dårligere. Kun hver tiende mener, at de er blevet forbedret.

72 pct. af medarbejderne klager over stigende arbejdstempo – kun 1 pct. at det er faldet. Og trods myterne om det modsatte siger 37 pct. af medarbejderne, at sygefraværet er steget.

Et argument for privatisering er, at det skal ruske op i stive arbejdsgange. Men det sker tilsyneladende ikke, for 29 pct. siger, at arbejdsopgaverne er blevet mindre afvekslende, og kun 12 pct. at de er blevet mere.

Alt i alt tegnes der et ret entydigt billede af forringede arbejds- og lønvilkår.

Besparelser

Med til det generelle billede hører også, at kommunerne har gennemført besparelser ved udliciteringerne. Her ligger forklaringen på de dårligere arbejds- og lønvilkår begravet: For at kunne gøre det billigere end det offentlige og samtidig score en tilstrækkelig stor profit på opgaverne, er de private virksomheder nødt til at trykke de ansattes arbejds- og lønvilkår samt forringe servicen.

Det fremgår derfor også af undersøgelsen, at de private virksomheder gennemfører rationaliseringer, effektiviseringer, fyrer en række ansatte, sænker serviceniveauet og reducerer lønudgifterne for at tjene penge på opgaverne.

Det er ikke noget positivt at sige om udliciteringer set ud fra arbejdernes synspunkt. Det er da heller ikke en tilfældighed, at 74 pct. af alle udliciteringer er foretaget af kommunalbestyrelser eller amtsråd med borgerligt flertal.

Udliciteringer er borgerlig klassepolitik vendt mod arbejdere og brugere. Derfor skal de bekæmpes.

Flere artikler fra nr. 152

Flere numre fra 1997

Siden er vist 1569 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside