Kynisk jagt på profit

Kapitalismen sætter varernes pris og overskud over varernes kvalitet og indhold. Dette misforhold så Karl Marx allerede for 150 år siden

Da den stalinistiske Østblok faldt sammen i 1989, erklærede kapitalismens fortalere, at nu havde markedsøkonomien sejret for evigt. Og fra medier og politikere bliver vi dagligt tvangsfodret med læresætninger fra Handelshøjskolerne.

Men markedsøkonomien har i sin 200-årige levetid aldrig været i stand til at løse problemer som fattigdom, sult, forurening og krig. Selv ikke i de lande, hvor kapitalismen har eksisteret længst, har markedet kunnet løse de problemer.

Årsagen er det indbyggede problem i kapitalismen, som Karl Marx påpegede. For en kapitalist er det i princippet ligegyldigt, om man producerer boliger eller bomber – bare der er penge i det. Og hvis det ikke kan betale sig at producere fødevarer, så lader man være, uanset at der er mennesker, som dør af sult.

Tele Danmarks planlagte fyringer illustrerede det dilemma. For samtidig med at firmaet vil skære antallet af servicemedarbejdere ned, så skal antallet af sælgere øges. Tele Danmark har monopol på det almindelige telemarked og kan derfor tillade sig at skære ned på servicen over for almindelige kunder.

Men konkurrencen på nye områder som internet og mobiltelefoner betyder, at Tele Danmark til gengæld vil gøre mere ud af sin salgsafdeling for at kunne sætte sig på de markeder.

Produktet bliver forringet, men der gøres mere ud af at sælge det. Eller som en EU-rapport om telemarkedet anbefaler, så skal “teknisk kunnen afløses af sælger-evner”.

Markedsøkonomiens profitorientering undergraver påstandene om markedet: at det skaber effektivitet, fornyelse og kvalitet.

Det er svært at se, at det er effektivt, at vi på grund af konkurrencen på mobiltelefonområdet har fået to parallelle sendenet i stedet for ét samlet.

Det kan heller ikke kaldes effektivt for samfundets økonomi, at kapitalismen lader tusindvis af folk gå arbejdsløse, blot fordi der ikke kan tjenes penge nok på de produkter, de kunne fremstille.

Kvaliteten bliver sænket i stedet for højnet på grund af konkurrencen. Det var meningen med TV2, at konkurrencen skulle højne kvalitetsniveauet på TV området. Men det modsatte er sket: Kanalerne indeholder flere og flere Hollywood-serier og genudsendelser, fordi det er den billigste måde at skaffe høje seertal på.

“Fornyelse” er en frase uden indhold. Den tekniske udvikling har skabt en lang række nye produkter, men der er næsten ingen variation mellem de forskellige fabrikater.

Reelle fornyelser som fx. computere, der kan genkende håndskrift, bliver kun udviklet meget langsomt, fordi de store og sikre fortjenester ligger i det traditionelle design.

Den mest centrale påstand om markedsøkonomien er, at markedet er bedst til at opfylde folks behov. Men verdens største industri er våbenindustrien – som ikke producerer for at opfylde menneskelige behov, men for at udrydde dem. Den næststørste er narkotikaproduktion. Det eneste behov det opfylder, er behovet for at flygte væk fra dette system.

Alternativ til markedet

Socialistisk planøkonomi vil gøre op med markedsøkonomiens kaos og anarki og opfylde alles basale behov

Tilhængere af den kapitalistiske økonomi afviser altid, at der er noget realistisk alternativ til at lade samfundet blive reguleret af markedskræfterne. Planøkonomi, siger de, er enten en naiv utopi, eller også fører det til spild og ineffektivitet.

Men det er snarere ideen om markedskræfterne, som er en utopi. Både i teori og praksis ville det være et rent lykketræf, hvis tusindvis af ukoordinerede beslutninger skulle resultere i økonomisk fremgang og velstand for alle mennesker.

Når man skræller al den ideologiske fernis væk, så er markedsøkonomien i stedet præget af store udsvingninger i økonomien, overproduktion på nogle områder kombineret med underproduktion på andre, sult samtidig med destruktion af fødevarer. Kapitalstisk produktion er grundlæggende anarkistisk.

Planlægning

De kapitalistiske virksomheder kan ikke selv leve med dette anarki. Derfor foregår der i alle virksomheder en høj grad af planlægning for at kontrollere markedet snarere end at underkaste sig det.

Se på MD Foods. Firmaet har brug for en stabil tilførsel af mælk fra landmænd, af forskellige former for emballage fra andre industrier og er afhængigt af, at supermarkeder og købmænd aftager stabile mængder af mejerivarer. Hvis MD Foods hver eneste dag skulle ud og forhandle med leverandører og supermarkeder om priser og aldrig være sikker på udfaldet, så ville virksomheden ikke kunne fungere. Derfor bygger MD Foods som alle andre virksomheder på langtidskontrakter og aftaler – altså planlægning.

Under en socialistisk planøkonomi kunne den planlægning udvides betydeligt. Efterspørgslen af varer er ikke en totalt uberegnelig og varierende størrelse – produkter som grundlæggende fødevarer, transport, boliger, skoler og daginstitutioner har en ret stabil efterspørgsel, og produktionen af dem kan derfor planlægges på langt sigt.

I en socialistisk økonomi kunne mange af de vigtigste varer gøres gratis. Det får markedsøkonomer til at indvende, at så vil folk bare rage til sig og misbruge varerne. Men det synspunkt afspejler mere kapitalismens pengegriske natur, end det afspejler menneskets natur. Der er masser af eksempler på, at mennesker ikke overforbruger varer, blot fordi de er billige eller gratis. For eksempel er der ingen, der køber 10 kg køkkensalt og smider det meste ud, bare fordi det er billigt. Personer med månedskort til kollektiv trafik bruger ikke al deres fritid på at køre rundt i S-tog, bare fordi det er gratis. Folk går kun til læge, når de er syge – de møder ikke op hveranden dag, bare fordi det er gratis.

En indvending mod socialistisk planøkonomi er, at det ville kræve en urealistisk forøgelse af produktionen, hvis fx fødevarer, transport og boliger skulle gøres gratis.

Men allerede med det nuværende produktionsapparat ville det være muligt at brødføde, huse og beklæde alle mennesker i verden. En planlagt økonomi kunne frigøre de enorme ressourcer, som i dag er bundet til militær, reklamer og marketing, finanssektoren og regulært luksusforbrug.

Overflødig

Den engelske økonom Mike Kidron anslog i en undersøgelse fra 1970, at op mod 60 pct. af den samlede produktion kunne betragtes som overflødig, hvis man så på varernes reelle brugsværdi.

Men fordi kapitalismen bygger på størst mulig profit, så investeres der enorme summer i marketing for at overtale folk til at købe varer, de ikke har brug for. På fancy indpakninger for at tilsløre varernes indhold, på militær for at sikre kapitalismens interesser, på politi og andre kontrolforanstaltninger for at holde arbejderklassen i ro.

Det betyder, at en socialistisk økonomi ikke blot vil kunne opfylde folks behov bedre, fordi produktionen kan planlægges med udgangspunkt i de reelle behov – socialismen vil også betyde, at vi kan sænke produktionen og dermed arbejdstiden på en lang række områder, fordi vi kan afskaffe alt det spild, som kapitalismen medfører.