Socialistisk Arbejderavis
Nr. 153 – 26. februar 1997 – side 2
Kommentar
Deng døde alt for sent
Charlie Lywood
Slagteren fra Tiananmen Pladsen Deng Xiaopeng er død, og verdens politikere faldt straks over hinanden for at rose en af deres egne.
Poul Nyrup sagde, at Deng markant har præget Kina i et halv hundrede år, og været et samlende symbol for sit folk.
“Det samlende symbol” besvarede studenteroprøret i juni 1989 med kugler og tanks. Allerede i april mente han, at bevægelsen skulle knuses “om nødvendigt med blodsudgydelser”. Og en måned senere planlagde han den militære indsats mod Beijings center sammen med seks af de syv regionale militære kommandanter.
3000 civile blev nedslagtet på selve dagen, og de næste 14 dage var offentlige ydmygelser og henrettelser dagens orden. Orden herskede igen i Beijing, så den herskende klasse kunne fortsætte sit liv i luksus.
Vestlige politikere vil for alt i verden ikke fornærme den kinesiske herskende klasse. Danmark har 60 virksomheder i Kina. Kemigiganten Novo Nordisk har investeret 1,4 milliarder kroner i en enzymfabrik i en økonomisk frizone – deres største enkelte investering nogensinde. Industrialiseringsfonden for udviklingslandene har 16 danske jointventures i gang og 20 under overvejelse. Penge lugter som bekendt ikke.
Reformator
Hvad var det egentlig for en mand, som Vesten nu hylder som “reformator”? Deng var ikke en kommunist, som blev omvendt til kapitalismen. Deng var en del af en ny herskende klasse, som kom til magten i 1949, med det for øje at gøre dets land konkurrencedygtigt med resten af verden.
Den nye klasse så det som dens opgave at sætte en national økonomisk udvikling i gang med dem selv i toppen. Arbejderne skulle holde sig i ro og adlyde ordrer. Hvis ikke, så kom hæren.
Den første leder efter 1949, formand Mao, gjorde et mislykket forsøg på udvikling gennem en kommandoøkonomi inden for Kinas grænser. Blandt andet “Det stor spring fremad” i 1958-60 overbeviste Deng om, at en succesrig udvikling måtte hænge sammen med en åbning overfor verdenshandelen.
Dermed kunne der bliver adgang til avanceret teknologi og fremmed kapitalinvestering. Han udtrykte det således: “Det gør ikke noget, om katten er hvid eller sort. Bare den kan fange mus.” Men det betød ikke en demokratisering af samfundet. Deng og hans klasse, organiseret i kommunistpartiet, skulle stadig sikre deres ufattelige rigdom og magt gennem militær undertrykkelse af enhver bevægelse fra neden.
Det blev der også brug for i 1975, da økonomien var i nedgang, og der udbrød generalstrejke i Hangzhou. Maos tilhængere i den såkaldte “Firebande” havde ikke kunnet standse strejken. Men Deng smadrede strejken ved at indsætte 10.000 tropper. 14 år senere i 1989 smadrede han arbejder- og studenteroprøret med 300.000 tropper.
Dengs “økonomiske mirakel” byggede på to ting. Den ene var et jernhårdt greb om befolkningen. For eksempel gennemførte Deng et befolkningskontrolprogram, som betød, at familier ikke måtte få mere end et barn. Flere millioner spædbørn, især piger, blev slået ihjel ved fødslen.
Den anden var at tillade folk at blive rige ved handel. Det betød allerede efter ti år med den nye økonomiske strategi både hyperinflation og massiv social ulighed. Undertrykkelsen på den ene side og uligheden på den anden førte til enorme spændinger i samfundet. Kinas overophedede kedel kogte over i april 1989 med den bevægelse som endte i massakren på Tiananmen Pladsen.
Socialister husker den massakre, og græder ikke over Deng Xiaopengs død.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed