Socialistisk Arbejderavis
Nr. 153 – 26. februar 1997 – side 4
Ideologisk offensiv mod kvindefrigørelse
Er ligestillingen gået for vidt?
Nina Holm Jensen
Det er en udbredt myte, at kvinder her i 90’erne har opnået fuldstændig ligestilling med mænd. Nogle hævder ligefrem, at ligestillingen er gået for vidt.
Men faktum er, at kvinder stadig er ringere stillede end mænd både hvad angår løn, karriere og hjemmeliv.
Hvor lønforskellen mellem kvinder og mænd i halvfjerdserne stadig blev mindre, er den her i 90’erne i bedste fald stagneret – men indenfor flere fag er tendensen, at lønforskellen øges.
I 1970 tjente en ufaglært kvinde kun 79 pct. af en ufaglært mands løn. Forskellen mindskedes i de næste ti år, og i 1980 lå en ufaglært kvindes løn på 91 pct. af mændenes. Derefter vendte udviklingen, og i 1992 var kvinders løn kun 89 pct. af mændenes.
Nye lønsystemer med decentral løn, resultatløn, præstationsløn osv., som de offentlige arbejdsgivere er så ivrige efter at presse ned over hovedet på arbejderne, vil gøre lønforskellene større.
Lønstatistikker fra stats- og kommunalt ansatte fra 1993 viser, at tillæg til lønnen er med til at øge lønforskellene.
Hvor en kommunalt ansat kvindes faste løn lå på 87 pct. af en mandlig kollegas, var lønnen faldet til 85 pct. efter udbetaling af tillæg.
Kvinders karrieremuligheder er også dårligere end mænds. På trods af at piger siden begyndelsen af 80'erne har været i overtal i de gymnasiale uddannelser, er der kun halvt så mange kvinder som mænd, der får en akademisk uddannelse.
Kun 29 pct. af Ph.D.-graderne bliver givet til kvinder, og blot 4 pct. af professorerne på de højere uddanelsesinstitutioner er kvinder.
I undertal
Selv indenfor typiske kvindefag er kvinderne i undertal i de højest lønnede stillinger.
Således er 84 pct. af de kommunalt ansatte pædagoger kvinder, og kvinder udgør 61 pct. af lærerne i folkeskolen. Men kun 21 pct. af alle skoleinspektører og 16 pct. af alle rektorer er kvinder.
Kvinders dårlige karrieremuligheder hænger tæt sammen med, at det stadig er kvinderne, der hænger på det primære ansvar for børn og hjem.
Det skyldes ikke kun forældede ideer om kvinden som hjemmegående, der passer hjem og børn, for kvinders andel af arbejdsstyrken har været stigende de sidste mange år.
Men når kvinden i en familie får den laveste løn, er det også hendes indtægt, der bedst kan undværes, når det syge barn skal passes, eller hende, der ikke tager overarbejde, fordi ungerne skal hentes i daginstitutionen. I første kvartal af 1995 var ni ud af ti, der tog forældreorlov, kvinder.
Topledere
Uligheden mellem mænd og kvinder ses også meget tydeligt i samfundets top.
På det private arbejdsmarked udgjorde kvinder i 1992 kun 5 pct. af toplederne. En undersøgelse fra 1993 viste, at blandt de 100 største aktieselskaber, var der kun én pct. kvindelige direktionsmedlemmer.
Kun i to af virksomhederne optog kvinder flere end tre pladser i bestyrelsen. I begge tilfælde var bestyrelsen på 20 medlemmer eller flere.
Der er ingen grund til at tro, at ligestillingen er gået for vidt.
Når skønhed slår ihjel
Skønhedsidealet er en meget tydelig del af kvindeundertrykkelsen, og de fleste kvinder mærker konsekvenserne af dagligt at blive konfronteret med kravet om, at leve op til et urealistisk ideal.
Danske og amerikanske undersøgelser peger på, at mere end hver anden kvinde har problemer med at spise normalt.
Det udvikler sig for stadigt flere i direkte livsfarlig retning. I USA har op mod 20 pct. af de kvindelige studerende livstruende spiseforstyrrelser som anorexi eller bulimi.
Næsten hver tiende patient med spiseforstyrrelser dør af sygdommen.
Skønhedsidealerne er ikke årsagen til kvindeundertrykkelsen, men snarere et symptom på den.
Alligevel spiller skønhedsidealerne en aktiv rolle i at holde kvinder nede. Det er ikke tilfældigt, at mediernes og reklamernes ændrede kvindebillede falder sammen med den ideologiske offensiv mod kvinder.
Pres
Øget pres på kvinder om at opfylde skønhedskravene og iføre sig bh’er, der giver brysterne den “rigtige” størrelse, ballerne den “rigtige” form og makeup, der kan give det “rigtige” barbiedukke-look, bliver lanceret som et kæmpe fremskridt for kvinder.
Men skønhedsidealerne virker ikke frigørende. De fortæller os, at vi skal investere hele vores selvværd i vores ydre, og er med til at give kvinder en følelse af utilstrækkelighed.
Individualisering
Den måde at tænke på, kan den herskende klasse udnytte, fordi den igen er med til at individualisere problemerne. Hvis du ikke har et godt job, er det dig, der er noget galt med – og har du nu gjort nok ud af dig selv?
Og hvis kvinder føler, de er mindre værd, accepterer de i højere grad at få mindre i løn.
Men når skønhedsindustrien er nødt til at påstå, at bh’er i bedste 50’er stil med stivere og indlæg er frihed, viser det også, den anden side af mønten: at kvinder ikke bare er villige til at vende tilbage til 50’ernes mørke.
Den diskrete kamp mod kvinders lighed
I medierne og den offentlige debat kører angrebet på kvinders rettigheder diskret, men konstant. Angrebene kan være svære at gennemskue, fordi de foregiver at tage kvindernes parti. Men det underliggende budskab er klart: kvindefrigørelsen gavner ikke kvinder, den er gået for vidt.
Vi hører, at kernefamilien er in igen. Aviserne beretter om, at flere gifter sig og får børn i en ung alder.
Undersøgelser “dokumenterer”, at børn ikke har godt af at være i daginstitutioner, men at det er meget sundere for dem hjemme i familiens skød.
Forældre, der tillader sig at bruge daginstitutionerne – eller “parkere” deres børn, som det så tendentiøst bliver kaldt – bliver nærmest fremstillet som dårlige forældre. Ungdomskriminalitet gøres også til forældrenes ansvar.
Meget af propagandaen er rettet mod kvinder. For hvis en forælder i en familie skulle gå på deltid eller opgive jobbet for at passe børn, ville det oftest blive kvinden, fordi hun har den laveste indtægt.
Enlige mødre får at vide, at deres drengebørn har brug for en far i deres liv, mens ingen stiller spørgsmålstegn ved enlige fædres evne til at opdrage børn.
Samtidig stilles der spørgsmålstegn ved kvinders ret til fri abort. Dagbladet Politiken skriver, at “selv hærdede feminister tør i dag åbent erkende, at abort er drab på et foster”. Selv om mere end 90 pct. af befolkningen går ind for fri abort før 12. uge.
Hvis man kun ser på det billede, som medierne skaber, kunne man tro, at vi var på vej til 50'ernes tilstande igen med kvinderne ved kødgryderne.
Men det er et kæmpe gab mellem kvinders virkelighed og den ideologiske offensiv, som føres frem. Og der er ingen tegn på, at gabet er på vej til at blive mindre, tværtimod.
Uafhængig
Kvinder kommer stadig ud på arbejdsmarkedet i stigende grad. Og de bliver der i længere tid. Så sent som i 1981 var der en klar forskel på mænds og kvinders erhvervsfrekvens. Tendensen var, at kvinderne forlod arbejdsmarkedet i 30-års alderen. Men i 1994 var den forskel så godt som forsvundet. Kvinder fortsætter altså med at arbejde, efter de får børn.
Med andre ord: flere og flere kvinder får mulighed for at være økonomisk uafhængig af en mand.
At kvinder skulle få børn tidligere er også en myte. Gennemsnitsalderen såvel for alle fødende som for førstegangs fødende har været stigende siden sidst i 60’erne, hvor p-pillen kom frem.
Ligeledes er gennemsnitsalderen for førstegangsviede stigende både for mænd og kvinder.
Familierne er heller ikke holdt op med at bruge daginstitutionerne. En voksende del af børnene bliver passet i offentlige pasningsordninger. I 1975 var 15 pct. af alle børn fra 0-14 år i en pasningsordning, mens tallet var 46 pct. i 1994. Og heri er endda ikke inkluderet de mange, som må ty til forældre og tanter eller “sorte” dagplejemødre på grund af pladsmangel.
Kvinders stilling har ændret sig markant de sidste 30 år, og det har for flertallet af kvinder betydet flere muligheder og rettigheder.
Men hvorfor fastholder medier og politikere så det falske billede?
Den herskende klasse ønsker ikke kvinderne tilbage til kødgryderne. Kvinder udgør en stor del af arbejdstyrken og kan ikke undværes. Offensiven er først og fremmest ideologisk.
Offensiven hænger sammen med den økonomiske krise. Den herskende klasse skærer kraftigt ned på velfærden: på sundhedsområdet, ældrepleje og børnepasning.
Men de funktioner, der bliver skåret væk, skal udføres alligevel. Den ideologiske offensiv skal få kvinder til uden betaling at tage det arbejde på sig, som før blev udført af det offentlige, mens de samtidig fastholder deres lønarbejde.
Det er afgørende for den herskende klasse, at kvinder bøjer nakken og klarer dobbeltarbejdet uden at gøre modstand. Derfor får vi at vide, at børn har det bedst i familiens skød, at vi bruger for lidt tid på vores ældre, og at kvinder skal have dårlig samvittighed over at få foretaget en abort.
Ikke en naturlov
Undertrykkelsen af kvinder skyldes ikke biologiske forskelle, men er indbygget i kapitalismens måde at fungere på.
Der er ikke nogen naturlov, der dikterer, at kvinder skal være undertrykte. Kvindeundertrykkelsen opstod først med samfundets udvikling til et klassesamfund. Før da havde kvinder og mænd levet på lige fod med hinanden.
Kapitalismen overtog ikke bare den gamle patriarkalske kvindeundertrykkelse. Tværtimod betød den tidlige kapitalismes behov for billig arbejdskraft, at de gamle familiestrukturer gik i opløsning.
Industri
I England udgjorde kvinder og børn en meget stor del af arbejdskraften i nøgleindustrier som tekstil og minedrift. Lange arbejdsdage og elendige arbejdsforhold førte til en enorm børnedødelighed, og at mange blev syge eller lemlæstede af at arbejde.
Derfor gik det op for kapitalisterne, at det var nødvendigt at opbygge institutioner, hvor den nuværende og kommende arbejdskraft kunne holdes vedlige.
Men den herskende klasse ville ikke betale for den vedligeholdelse. Derfor blev kernefamilien opfundet og kvinderne pålagt det ulønnede arbejde med at passe børn, lave mad, passe syge osv.
I mange arbejderfamilier havde kvinder også lønarbejde ved siden af husarbejdet for at få økonomien til at hænge sammen. Kvinder udførte på den måde dobbeltarbejde.
Efterhånden som kapitalismen i dette århundrede fik brug for ny arbejdskraft, og flere kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, blev dele af reproduktionen lagt over på det offentlige for at frigøre kvindelig arbejdskraft.
Men resten af reproduktionen hang stadig på kvinden, og kvinders lavere løn sammen med ideologien om kernefamilien var og er med til at fastholde kvinden som den, der udfører det reproduktive arbejde.
Revolution
Den russiske revolution i 1917 viste imidlertid, at det ikke behøver at være sådan.
I årerne efter revolutionen blev der løst op for kernefamiliens snærende bånd: skilsmisse og abort blev givet fri, kvinder fik lige rettigheder med mænd, og der blev arrangeret offentlig børnepasning, tøjvask og madlavning, så ingen kvinde behøvede at påtage sig dobbeltarbejde.
Revolutionen vendte op og ned på gamle forestillinger, og nye måder at tænke og være sammen på voksede op.
Selv om fremskridtene senere blev smadret af Stalins kontrarevolution, viste revolutionen et lille glimt af, hvordan en socialistisk revolution kan gøre op med århundreders kvindeundertrykkelse.
Billedtekst:
Kapitalismen fastholder kvinder i de dårligst betalte jobs, men giver dem samtidig det største ansvar for arbejdet i hjemmet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed