Socialistisk Arbejderavis
Nr. 154 – 13. marts 1997 – side 4
Den nye verdensorden
NATO er ny imperialisme
Charlie Lywood
Imperialismen – de kapitalistiske staters indbyrdes rivalisering – har to gange i dette århundrede kastet verden ud i altødelæggende verdenskrige. Den “nye verdensorden” efter Østblokkens sammenbrud har fortsat mønstret af stormagtskriser og derved muligheden for nye krige.
Clintons besøg i Danmark d. 21 marts er en håndsrækning fra USA til den danske regering, som ihærdigt har presset på for, at NATO udvides mod øst og for derved at sikre egne og amerikanske interesser.
Berlinmuren
Ved Berlinmurens fald i 1989 og det russiske imperiums opløsning erklærede de vestlige ledere, at der var indledt “en ny verdensorden”.
Underforstået en fredelig æra uden stormagtskonflikter med trusler om atomkrig.
Siden da har USA og deres allierede i NATO vist, at den ny verdensorden handler om at sikre de vestlige multinationale selskabers profitter.
Først ved at gå i krig mod Irak i 1990-91 for at fastholde kontrollen med olien. Dernæst ved fra 1990-95 at støtte Kroatien i krigen mod Serbien. Senere cementerede NATO/FN via Dayton-“freden” i Bosnien en etnisk opdeling af området, understøttet af militært isenkram til de forskellige hære.
I begge tilfælde blev dødens købmænd i både vest og øst rigere, og de store vestlige byggefirmaer fik enorme genopbygningskontrakter. Endnu vigtigere beviste USA og NATO sin militære overlegenhed over for det tidligere USSR.
Udvidelse
NATOs planer om udvidelse mod øst skal sikre vestlige firmaers operationer i Østeuropa og forebygge Ruslands mulige generobring af dets tidligere imperium. Men dette skridt er ekstremt farligt.
Rusland er ikke færdig som stormagt. Jeltsin har allerede vist, at han er parat til at nedkæmpe interne oprør som i Tjetjenien.
Jeltsin har oprettet en militær alliance, USR, med næsten alle de tidligere sovjetiske republikker. Han har planer om en moderne, professionel hær. Han har øget den militære eksport til Ruslands allierede rundt omkring i verden. Han råder over verdens næststørste militærstyrke og et omfattende arsenal af atomvåben.
Det er denne Jeltsin, som Clinton med den danske regering som medspiller nu har udfordret.
Billedtekst:
Clintons ønske om at udvide NATO kan føre verden ud i nye stormagtskriser.
Siden 1945 har USA mange gange involveret sig i krige for at fastholde sine militære og økonomiske interesser.
Den kolde krig
Hvor kom truslen fra?
Ved udvidelsen af NATO med Polen, Ungarn og Tjekkiet opnår USA en længe ønsket drøm.
Lige siden Roosevelt/Truman, Stalin og Churchill underskrev Potsdam og Jaltaaftalerne i 1945-46 og delte verden op mellem sig, har USA ønsket at “rulle Rusland tilbage” fra Østeuropa. At få fat i de ressourcer og den arbejdskraft, som findes i disse lande.
Men i første omgang handlede det om at inddæmme Østblokken og sætte den under belejring. Både politisk og militært.
Truman erklærede i 1947, at USA var modstander af en kommunistisk udvikling i Europa. Straks blev folkevalgte kommunister smidt ud af regeringer overalt bl.a Italien og Frankrig. Beløningen var massiv økonomisk støtte fra USA i form af Marshallhjælpen.
Senere blev NATO dannet i 1948 for at sende hundredtusindvis af tropper til det russiske imperiums grænser og opstille atomraketter i Ruslands baggård, bl.a. i Vesttyskland og Tyrkiet.
Koldkrigshysteri
I den “kolde krig” blev Ruslands militære formåen massivt overdrevet. “Russerne kommer”-hysteriet havde kun meget lidt med fakta at gøre.
USA har altid haft en forspring i atomar styrke. Men selv Ruslands konventionelle styrke, som på papiret var stærkere end Vestens, var ikke i første omgang en invasionsstyrke, rettet mod Vesteuropa.
De russiske styrker havde først og fremmest til opgave at nedkæmpe indre oprør. Det var arbejderne i Østberlin i 1953, Ungarn i 1956 og Tjekkoslovakiet i 1968, som blev ofrene for den russiske hær, ikke Vesteuropa.
Oberst Jonathan Alford, direktør for Instituttet for Strategiske Studier, skrev i NATO Review i 1980: “Ligegyldigt hvor frygtindgydende de 20 divisioner af sovjetisk militær i Østtyskland ser ud, så finder jeg det svært at tro, at det vil være nok til at besætte Vesteuropa. Men styrken er netop passende og forklarlig, når man tænker på det stadige behov, Sovjet har for at undertrykke landene i Østeuropa og at kvæle oprør.”
NATO-udvidelse
Hvorfor er det så nødvendigt i dag at udvide NATO mod øst? De russiske troper er væk.
Sagen er, at Rusland stadigvæk er en trussel. Ikke mod befolkningen i vest – det har den aldrig været. Men mod amerikansk og vestlig kapitals indtjeningsmuligheder i Østeuropa.
Derfor skal russisk kapital og indflydelse begrænses, inddæmmes og eventuelt helt udelukkes. Derfor er der brug for militær tilstedeværelse i Østeuropa. Derfor er de over 200 milliarder kroner, som udvidelsen af NATO vil koste, peanuts overfor den indtjening, man regner med at kunne sikre til vestlige firmaer.
NATOs udvidelse mod øst er en imperialistisk kolonisering af tidligere russiske kolonier.
Danmark og Baltikum
Missiler mod Rusland
Omkring NATO-udvidelsen har den danske regering opgivet rollen som USAs lillebror. Danmark fører en aggressiv politik for at sikre sig økonomisk indflydelse i de baltiske lande.
En NATO-kilde tæt på forhandlingerne siger: “Dagene med dansk fodnotepolitik er forlængst glemt. I dag er Danmark en kreativ foregangsmand i NATOs omstrukturering og tilnærmelse til Rusland.”
Kreativiteten består i, at Danmark presser på for at gå endnu videre end resten af NATO, hvor flere lande er skeptiske overfor overhovedet at udvide mod øst.
Hans Hækkerup og regeringen vil have de baltiske lande med i udvidelsen. De vil lirke de tidligere sovjetiske kolonier ud af hænderne på russerne og ind i NATOs og Danmarks hænder.
Den russiske udenrigsminister Primakov kritiserer Danmarks position sådan: “Vil I have, at vi skal acceptere NATO-soldater på baltiske baser, der er bygget af Rusland? Skulle vi finde os i, at der kommer missiler og luftstyrker så tæt på Rusland, at de kun er to minutter fra russisk territorium?”
Det er lige præcis, hvad Danmark forestiller sig. Ruslands indvendinger skal fejes bort ved militær magt.
Forspring
Med Uffe Ellemann i spidsen sørgede den danske regering i 1990 for at komme først til fadet ved at anerkende de tre baltiske lande før resten af EU. Det var en genoptagelse af genoptog en gammel dansk rolle om at finde nicher for danske interesser ved at holde med den stærke mod den svage. I dette tilfælde gjaldt det danske interesser i Baltikum.
Siden da har Danmark udnyttet sit forspring. Danmark har eksporteret telekommunikationsudstyr til Baltikum, der er indgået omfattende handelsaftaler med danske statspenge som garanti. Alverdens “eksperter” fra den danske sundheds-, social- og uddannelsessektor har fungeret som konsulenter.
Det sikrer danske firmaer et fortrin i at kunne tegne kontrakter på disse områder.
Disse investeringer og yderligere udbygninger af dem skal forsvares. Allerede nu er Danmark favorit til at være hovedkvarter for NATOs Østersøkommando, hvilket vil cementere rollen som militær førerhund overfor Rusland i Baltikum.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed