Socialistisk Arbejderavis
Nr. 155 – 27. marts 1997 – side 7
Postbude
Nødvendigt med landsdækkende aktioner
Tillidsmænd fra hele landet mødtes for tre uger siden i Svendborg og diskuterede situationen, som præger alle posthuse i landet.
Chancen for at koordinere aktiviteterne og lave fælles aktioner blev desværre forpasset ved den lejlighed. Det udtrykte en del menige bude skuffelse over efter tillidsmandsmødet.
Tillidsmand for postbudene på Nørrebros postkontor Michael Frid kunne dengang fortælle til Socialistisk Arbejderavis, kollegerne havde forventet et oplæg til fælles handling.
“Det eneste vi nu kan sige til kollegerne er, at de ikke skal arbejde mere end de kan holde til,” sagde Michael Frid. “Men det er frustrerende, at det er op til os at aktionere, når det nu er ledelsen, som ikke holder aftalerne.”
Hvis Post Danmarks ledelse skal forstå beskeden, er det nødvendigt med fælles landsdækkende aktioner.
Ballerup
Mandag 24. marts nedlagde postbudene igen arbejdet på Ballerup postkontor. Det har de været nødt til mange gange før. Også her er det manglende mandskab, som er årsag til et konstant overarbejdspres for budene.
Tillidsmand Ove Berthelsen siger til Socialistisk Arbejderavis: “En nøgtern vurdering går på, at det er nødvendigt med 22-23 ekstra bude for at få ryddet op i puklen af post, som vi ikke når. Det er simpelthen vanvittigt.”
Ove Berhelsen vurderede, at han muligvis måtte opgive at overtale kollegerne til at gå i arbejde.
Frederiksberg
Postbudene på postkontoret på Finsensvej på Frederiksberg nedlagde arbejdet 21-22. marts.
Ligesom på mange andre postkontorer i de seneste måneder skete det i protest mod alt for meget overarbejde. Bemandingen af postkontorerne står simpelthen ikke mål med postmængden.
Skåret fem pct.
Benny Juhl, tillidsrepræsentant for postbudene på Finsensvej siger til Socialistisk Arbejderavis: “Den centrale ledelse i Post Danmark har skåret budgetterne med fem procent. Derfor kan det naturligvis ikke hænge sammen. De ansætter for få bude.”
“Nu skal vi have møde med vores lokale ledelse om vores konkrete situation. Men det er frustrerende, at det hele tiden er nødvendigt at nedlægge arbejdet for at blive hørt,” slutter Benny Juhl.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe