Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 156 – 10. april 1997 – side 4

En fløjten går gennem Europa

Ole Mølholm Jensen

Europa har været  præget af store strejker og demonstrationer, der samlet peger i mod en fremtid, hvor arbejderklassen i større grad svarer igen mod magthavernes angreb.

Gennem de tre første måneder af 1997 er der især tre tilfælde af modstand og gryende oprør, der giver håb for en bedre fremtid.

Den ene er revolutionen i Albanien, hvor arbejdere, studenter og fattige bønder i store dele af landet har taget magten i egne hænder, fordrevet den konservative præsident Berisha’s tropper og trængt hele magtapparatet op i et hjørne. På bedste revolutionære vis, har de erobrede byer organiseret sig i nye demokratiske former, organiseret selvforsvar og etableret fordeling af fødevarer.

Det de borgerlige medier fremstiller som kaos, er oprør nedefra i samfundet mod en gennemkorrupt magtelite, der gennem blandt andet et flerårigt pyramidespil, har franarret over hver tredje albaner sine sparepenge, og forsøgt at slå enhver protest herover ned med brutal militær magt.

Den anden er den strejke som 40.000 Renault-arbejdere på tværs af landegrænser gennemførte i slutningen af marts. Renaultarbejdere fra Belgien, Frankrig og Spanien gik ud i fælles strejke mod fyring af 3.000 kollegaer i Belgien. Også bilarbejdere fra andre lande og fabrikker demonstrerede deres støtte.

Strejken er en enestående EU-strejke, hvor arbejdere på tværs af nationalgrænser sammen kæmper mod fyringer.

Den tredje er den 60.000 store demonstration i påskedagene mod det franske ekstreme højrefløjsparti  Front Nationals kongres. En demonstration der er det foreløbige højdepunkt i en lang række af demonstrationer mod den stigende racisme i Frankrig.

Disse oprør, strejker og  demonstrationer kommer i enden på en lang række, der som en storm har blæst nye vinde ind over Europa.

Baggrunden for denne udvikling er, at arbejderne og studenter ikke i nær samme omfang vil affinde sig med magthavernes angreb. Alle strejker, demonstrationer og oprør kommer som reaktion på angreb. Lige fra ekstreme racister der angriber indvandrere og flygtninge til arbejdsgivere eller magthavere der forsøger at angribe arbejdspladser eller arbejdernes levevilkår.

I Albanien var det således ikke ideen om revolution, der tændte oprøret, men magthavernes kyniske frarøvelse af sparepengene der startede oprøret.

Grunden til, at  flere slår tilbage mod angreb, er på den ene side angrebenes alvorlige karakter og deres vedholdenhed, og på den anden side det faktum, at flere demonstrationer og strejker har givet resultat, og her i gennem inspirerer andre til at bruge samme metoder. Fra Serbien går der en klar linje over Bulgarien til Albanien.

I kampen mod den ekstreme højrefløj går der en lige linje fra England, Tyskland hvor  en demonstration på 30.000 mennesker stoppede en nazi-demonstration med 5.000 deltagere, til Frankrig hvor bevægelsen mod Le Pen og Front National er vokset gennem de seneste måneder.

Et meget konkret eksempel på, at erfaringer og metoder spredes over hele Europa, er anvendelsen af fløjter ved demonstrationer. Efter de daglige demonstrationer i Beograd hvor fløjter og gadeteater var daglige indslag, brugte både Renaultarbejderne og de tyske metalarbejdere fløjter ved deres demonstrationer.

Radikal ændring

Alle disse strejker og aktioner repræsenterer en radikal ændring fra 80’erne og første halvdel af 90’erne, hvor de fleste europæiske strejker var defensive og endte med nederlag. I dag er der  tegn på en spontan generalisering af ideerne, som det ikke er set siden midten af 70’erne.

Den øgede vilje til at slå igen mod angrebene skal ikke forveksles med lyst til bare at strejke og demonstrere. Det der holder vindstyrken oppe i Europa er, at magthaverne er tvunget til nye angreb for at forbedre mulighederne for profit.

Når dette faktum sammenholdes med den øgede vilje til at slå igen mod angrebene, så er det billedet af en lysere fremtid, der tegner sig.

Flere artikler fra nr. 156

Flere numre fra 1997

Se flere artikler af forfatter:
Ole Mølholm Jensen

Siden er vist 1588 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside