Socialistisk Arbejderavis
Nr. 159 – 22. maj 1997 – side 2
Kommentar
Nej til EU: Åbn grænserne
Charlie Lywood
Både Euroregion Slesvig og Schengenaftalen er en del af udbygningen af EU-staten. Euroregion Slesvig er et forsøg på at intensivere harmoniseringen regionalt, samt at effektivisere grænsekontrollen når den formelle grænse nedlægges.
Schengenaftalen om politisamarbejde og fælles flygtningepolitik er et middel til at udbygge Fort Europa og skærpe jagten på illegale indvandrere. Derfor skal demonstrationen den 10. maj, arrangeret af Sønderjyllands Komité, hilses velkommen.
Men historien ender ikke her. Desværre gav demonstrationen EU-lobbyen alt for gode kort på hænderne.
Jyllandsposten har i to ledere beskyldt modstanderne af EU for at være nationalistiske. Og problemet er, at kritikken ikke bare kan børstes af på den måde som Ulla Sandbæk fra Junibevægelsen forsøger, ved at sige om Jyllandsposten, at “Det man siger er man selv”. Selv om det er rigtigt. Når Jyllandsposten selv ønsker at bruge nationalismen til noget, er de ikke blege for at piske en stemning op.
Med i demonstrationen var både Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti som er der fordi de vil bevare danskheden og holde de fremmede ude. Paroler som “Stop det grænseløse vanvid” og hovedbudskabet – “Grænsen går her”, og de mange Dannebrogsflag understregede deres budskab.
Nordisk regionalisme
Problemet er, at der er et dilemma her. EU-modstanderne fra Junibevægelsen har et socialt udgangspunkt. De er ikke nationalister som det yderste højre.
Men deres alternativ til EU er alligevel bevarelsen af nationalstaten, eller i Enhedslistens Ole Krarups version, en nordisk regionalisme. Inden for denne ramme kan et nyt Europa så opstå. Det er en slags tofase strategi hvor den nationale kamp skal føres først.
Denne holdning afskærer EU-modstanderne fra den eneste kraft som reelt kan udfordre unionen og er kimen til et andet Europa – den europæiske arbejderklasses kamp. De store strejker i Frankrig i efteråret 1995 mod Juppés angreb på de offentlige pensioner åbnede ballet. Siden da er den sociale kamp mod konsekvenserne af EU taget til. De franske lastbilchaufførers strejker i 1996, de græske landarbejderes oprør samme år, de tyske minearbejderes besættelse af området foran regeringsbygningen i år, og sidst men ikke mindst Renault arbejdernes besættelse mod fyringer i Vilvoorde, Belgien.
Specielt Renault arbejderes besættelse og deres spanske og franske kollegers sympatistrejker, sendte et gys gennem de store selskabers bestyrelseslokaler.
Adskillige EU-kommissærer fik travlt og måtte påtale Renault for ikke at overholde varslingsreglerne ved massefyringer. Dog uden at de trak fyringerne tilbage.
Denne mægtige kraft er i dag ikke koblet på EF-modstandernes vogn, fordi deres nationale perspektiv forhindrer, at der tages udgangspunkt i arbejderklassen. Arbejderne har brug for hinanden over landegrænserne, for at kunne bekæmpe den europæiske kapital. Den bevæger sig nemlig helt frit.
En effektiv parole for kampen mod Euroregionen og Schengen kunne være “Stop kapitalens fri bevægelighed – styrk arbejdersolidaritet i Europa – for åbne grænser for mennesker.”
Dette vil både samle bredt og afskære den nationalistiske modstand på den yderste højrefløj.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed