Socialistisk Arbejderavis
Nr. 160 – 5. juni 1997 – side 6
Terrorisme er en blindgyde
Nina Holm Jensen
Terroraktioner truer ikke systemet. De rammer kun kransekagefigurer, som kan erstattes.
Arbejderklassens aktioner rammer lige i hjertet på systemet og involverer massernes egen aktivitet, i stedet for at henvise dem til tilskuernes passive rolle.
I april stormede peruvianske specialstyrker den japanske ambassadørbolig, der i 126 dage havde været besat af medlemmer af Tupac Amaru (MRTA). Aktionen var blodig: alle 14 gidseltagere blev dræbt af soldater, og regeringen fører nu en ren menneskejagt på gruppens leder.
Gidseltagerne havde ellers gode kort på hånden:
Deres aktion fik opmærksomhed fra hele verden, og deres krav havde stor opbakning i befolkningen. I flere opinionsundersøgelser støttede over 60% af de adspurgte Tupac Amarus aktion.
Samtidig blev gidseltagerne nærmest rost for at være venlige og menneskelige mod deres gidsler – og de henrettede ingen af dem. Heller ikke da ambassadørboligen blev stormet.
Men alligevel fik aktionen ikke de ønskede resultater. Tværtimod styrkede regeringens blodige “redningsaktion” den diktatoriske præsident Fujimoris popularitet.
Hvorfor? Svaret ligger i selve midlet: terrorismen er ikke et våben, der kan bruges til at kæmpe for forandringer.
Terrorisme er i essensen ufarligt for systemet, selvom aktionerne ser militante ud. Hverken bombeattentater eller gidseltagninger anfægter selve systemet.
De rammer systemets kransekagefigurer, den enkelte politiker eller kapitalist. Men kapitalismen eller den kapitalistiske stats eksistens er ikke afhængig af enkeltpersoner; de kan altid erstattes.
Fremfor alt kan terrormetoder ikke ramme der, hvor det virkelig gør ondt: I den kapitalistiske økonomi. De rører hverken den herskende klasses muligheder for at lave profit eller dens kontrol over produktionsmidlerne, som er selve kapitalismens grundlag.
Terroranslag betyder i bedste fald en engangsudgift for samfundet: bygninger bygges op igen, der findes en efterfølger for ministeren osv. Og samfundet fortsætter som før.
Desuden rammer terroraktioner der, hvor modstanderen er stærkest. Når det drejer sig om midler til fysisk ødelæggelse og undertrykkelse, kan staten til en hver tid udkonkurrere terroristgrupper.
Det viste sig også i Peru. Da den japanske ambassadørbolig blev stormet, var der 10 soldater for hver terrorist.
Men det betyder ikke, at socialister og andre, der ønsker forandring, på forhånd skal give op.
Arbejderklassen har styrken til at presse den herskende klasse, gennemtvinge forbedringer og i sidste ende skabe et andet samfund.
Eksemplerne på, hvilke resultater arbejderklassens kamp kan skabe, skyder frem over hele Europa lige nu.
Tidligere på året vandt de tyske minearbejdere en overvældende sejr over Helmut Kohls konservative regering. Kohl havde planer om en enorm nedskæring i statstilskuddet til mineindustrien, som ville koste 40.000 minearbejdere deres job.
Minearbejderne svarede igen ved at strejke, besætte miner og lave kæmpedemonstrationer. Over 10.000 minearbejdere belejrede regeringsbygningerne i Bonn. Med deres aktioner fik minearbejderne Kohl til at trække de bebudede nedskæringer tilbage.
Sidste år viste lastbilchauffører såvel i Frankrig og Spanien som i Danmark, at de var i stand til at sætte store dele af samfundet i stå.
De franske chauffører lukkede Frankrig i 13 dage og fik sænket pensionsalderen fra 60 til 55 år og nedsat arbejdstiden.
Arbejderklassens styrke udpringer af dens centrale rolle i produktionen.
Selv den mindste lille strejke rammer i hjertet af kapitalismen: I kapitalisternes mulighed for udbytning og dermed for at lave profit samt deres kontrol over produktionsmidlerne.
Derfor er en strejke et langt mere effektivt våben til at presse politikere og arbejdsgivere end bomber eller brosten.
I større målestok kan en generalstrejke lamme hele samfundet.
Den herskende klasse frygter arbejderklassens selvstændige aktivitet. Ikke kun fordi strejker hindrer deres profitindtjening. Men også fordi den udfordrer deres "ret" til at kontrollerer produktionsmidlerne – og dermed hele samfundets indretning.
En generalstrejke er i stand til at stille spørgsmålet om magten i samfundet på dagsordenen. Ikke bare på det abstrakte plan, men i kød og blod.
Og arbejderklassens kamp kan ikke bare bankes ned med knipler. Hverken den enkelte strejke, eller hele arbejderbevægelsen som sådan – hvor gerne den herskende klasse end måtte ønske det.
Under Ribus-konflikten i Esbjerg satte den herskende klasse alt ind på at knække chaufførerne og bryde deres blokader.
Politiet brugte enorme ressourcer: de havde politihunde, civilbetjente, videokameraer og udstationerede betjente i skruebrækkerbusserne. Men lige lidt hjalp det.
Først da fagbureaukratiet med Hardy Hansen i spidsen stak en kniv i ryggen på chaufførerne og indgik et råddent kompromis, lykkedes det at stoppe kampen.
I en generalstrejkesituation vil det samme være gældende. Politiet vil ikke være i stand til at troppe op ti mod en, når der er 100.000 på gaden.
Tværtimod kan politiet i sådanne situationer vindes over på de strejkendes side, som det var tæt på at ske under de danske påskestrejker i 1985.
Arbejderklassens egen kamp er ikke bare mere effektiv end terrormetoder. Brugen af individuel terror i den politiske kamp er direkte skadelig.
Den russiske revolutionære Trotskij gik imod brugen af terror med denne argumentation:
“I vores øjne er brugen af individuel terror uantageligt af den præcise grund, at den nedtoner massernes rolle i deres egen bevidsthed, får dem til at affinde sig med deres magtesløshed og drejer deres øjne og håb imod en stor hævner og befrier, som en dag vil dukke op og fuldføre sin mission.”
Fortalere for terrormetoder hævder ofte, at terror kan vække masserne til handling, og at dristige aktioner kan vinde folkets sympati for sagen. Men brugen af individuel terror virker kun passiviserende – også selvom det store flertal får sympati for terroristerne.
For det, terroristerne viser, er jo netop, at almindelige mennesker ikke behøver at slås; lad bare de få og de rå om at løse problemerne. Arbejderklassens rolle reduceres til beundrende publikum.
Denne opfattelse er skadelig for den kraft, der kan skabe virkelige forandringer: arbejderklassens egen organisering.
Trotskij skriver:
“Jo mere ‘effektive’ terrorhandlingerne er, jo større deres indflydelse er, jo mere massernes opmærksomhed er rettet imod dem – jo mere formindsker de massernes interesse i selvorganisering og selvuddannelse.”
Men problemet er netop, at terroristerne ikke kan indfri forventningerne. Derfor bliver resultatet, at håbet blivet vendt til desillusion og apati, når samfundet viser sig at stå imod terroranslagene, og staten sætter sit politi ind på effektivt at knuse modstanden.
Dette billede så man også i Peru. Før Tupac Amarus aktion havde præsident Fujimori opbakning blandt 65% af befolkningen. Men under aktionen, hvor Tupac Amaru var i offensiven og argumenterede for bedre sociale forhold og mere demokrati, dalede præsidentens popularitet helt ned til 38%.
Men Fujimoris “redningsaktion” og nedslagtningen af de 14 gidseltagere vendte billedet igen – Fujimori har nu opbakning blandt 83% af befolkningen.
Sålænge Tupac Amaru var i stand til at holde ud, kunne de også holde et kunstigt håb oppe. Men deres smadring betød total desillusion. Og det er værd at lægge mærke til, at Fujimori idag står stærkere, end han gjorde før gidselaktionen.
Individuel terror er uanvendeligt i kampen for et bedre samfund. Terrorisme er en blindgyde, som står direkte i modsætning til arbejderklassens egen kamp for befrielse.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed