Socialistisk Arbejderavis
Nr. 16 – Januar 1986 – side 3
Hvad er Reagan bange for?
Ågot Berger
Libyens præsident, Muammar Gaddafi, har igen stået i centrum for den internationale presse. Anført af Israel og USAs sabelraslen og råb om økonomiske sanktioner som straf for Libyens påståede ansvarlighed for terroraktionerne i Wiens og Roms lufthavne.
Libyen opfattes af borgerskabet i USA og Europa som centret for al ondskab, eller som Reagan udtrykker det »base for international undergravelsesvirksomhed«.
USA har forsøgt at svække det libyske samfund ved at gennemføre økonomiske sanktioner, finansieret højrefløjsgrupper i Libyen og har flere gange haft den amerikanske middelhavsflåde i alarmberedskab.
Hvorfor frygter borgerskabet denne stat som for store dele består af ørkenlandskab? Hvilken slags samfund gemmer sig bagved Gaddafis revolutionære retorik?
Libyen har siden revolutionen i 1969 støttet nationale befrielsesbevægelser og kampe rettet mod vestlige interesser.
De har støttet IRA mod England, sorte muslimske grupper i USA, sandinisterne i Nicaragua, ANC, MPLA og ZANU.
Arabisk nationalisme
Kernen i Gaddafis ideologi er arabisk nationalisme. Han opfatter araberne som et undertrykt folk, splittet af kunstige grænser, som er sat af kolonimagterne. Målet for officersbevægelsen, som kom til magten efter at have styrtet det britisk støttede Sanussi-monarki, var at kæmpe for dannelsen af en arabisk stat.
Kernen i kampen mod imperialismen i området er smadringen af zionisternes besættelse af Palæstina. Fordi de andre arabiske stater vaklede i forhold til støtten til palæstinenserne, placerede Libyen sig som hovedansvarlig for palæstinensernes frigørelse.
Gaddafis militante arabiske nationalisme, støtte til antiimperialistiske bevægelser, udgør en svækkelse af de vestlige imperialisters interesser.
God forretning
Men fordi Libyen stadig er en god forretning for Vesteuropa, faldt Reagans opfordringer om økonomiske sanktioner for døve ører.
Italien er dybt involveret i alle sektorer af Libyens økonomi, og England har, på trods af at de diplomatiske forbindelser blev brudt i 1984, stadig 80 erhvervsvirksomheder i landet. Libyen er samtidig den næstvigtigste eksportør af olie til EF.
Gaddafis støtte til den antiimperialistiske kamp skifter også i takt med Libyens nationale interesser. Støtten til IRA blev imidlertid droppet i midten af 70erne for at forbedre forbindelserne til den britiske stat.
På samme måde blev støtten til Polisarifronten, som kæmper mod marokkansk okkupation af Vestsahara droppet, efter libyske forsoningssamtaler med Marokko.
Reagans handelsembargo mod Libyen i 83 har medført øget handel med USSR og Østeuropa. Gaddafis tidligere udtalelser om, at omformningen af de østeuropæiske samfund, »ikke har betydet reel forandring for arbejderne«, er nu stoppet. Nu hedder det, at Sovjet er et »progressivt« og »venskabeligt« land.
Ikke socialisme
Gaddafis højtråbende retorik betyder ikke, at Libyen er en socialistisk stat. Revolutionen i 69 var en antikolonial revolution, ledet af intelligensiaen med hjælp fra dele af militæret.
Officersbevægelsen som var stærkt inspireret af Egyptens daværende præsident Nasser, tog ledelsen i et magttomrum skabt at strejkeaktiviteter fra arbejderne inden tor olieindustrien i 1967.
Arbejderklassen spillede højst 2. violin i revolutionen og er heller ikke siden blevet tildelt nogen rolle. I en tale 1973 sagde Gaddafi, at »fagforeningerne har intet med at blande sig i politik – på intet tidspunkt, intet sted«.
Magten i Libyen ligger dels hos bureaukraterne indenfor administrationen af libysk økonomi, men først og fremmest er den koncentreret i »Bevægelsen af Revolutionære Komiteer« med Gaddafi i spidsen.
Krisen
Det drastiske fald i oliepriserne efter 1980 har stillet økonomien i en alvorlig krise. Den libyske økonomi er nærmest udelukkende baseret på olie. Derfor kører der nu en kampagne for at øge kapitalakkumulationen.
Revolutionskomiteerne forsøger at mobilisere befolkningen til forsvar for den libyske statskapitalisme ved at opfordre folk til at arbejde gratis på overtid for revolutionen. Den økonomiske krise presser stadig tungere byrder over på befolkningen og vil svække Gaddafis popularitet.
Men mulighederne for socialisme i Libyen ligger i den stadig voksende arbejderklasse. Den talmæssige styrke har imidlertid ikke givet sig udtryk i en uafhængig revolutionær organisation, som tager et opgør med det begrænsende nationalistiske perspektiv.
Der mangler en organisation, der funderer sig på den marxistiske tradition – hvor socialismen er et resultat af arbejderklassens selvstændige frigørelse. Den libyske arbejderklasse er i dag lige så meget lønslaver, som arbejderklassen er det i Israel og andre kapitalistiske lande.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed