Socialistisk Arbejderavis
Nr. 161 – 19. juni 1997 – side 6
Racismens rødder
Kevin Ovenden
Racismen har ikke eksisteret altid. Den kom til verden sammen med kapitalismen, og den bliver brugt bevidst i den herskende klasses kamp for at beholde magten.
Indvandrere og flygtninge bliver diskrimineret i Danmark mange generationer efter, de kom til landet. De kommer sidst i køen til job, kommunerne vil spærre boligområder af for dem, og deres ret til sociale ydelser anfægtes.
Uanset hvor godt mennesker fra etniske minoriteter taler dansk, siger regering og arbejdsgivere, at “kulturelle forskelle” er skyld i, at virksomheder ikke vil ansætte dem, og at danskere ikke vil leve sammen med dem.
Men ordvalget “kulturelle forskelle” dækker over en racistisk tankegang, der siger, at danskere bør have førsteret til job, boliger og sociale ydelser, og at folk med mørk hud ikke har samme ret.
På den måde skaffer magthaverne sig syndebukke for nedskæringerne og sikrer sig opbakning, selvom folk oplever nedskæringer.
Racismen kan synes så indbygget i samfundet, at det er svært at forestille sig, den ikke har eksisteret altid.
Ikke desto mindre er ideen om, at mennesker er opdelt i racer mindre end 300 år gammel. Den opstod samtidig med kapitalismen.
I 1600-tallet brød den fremvoksende kapitalistklasse med den gamle feudale orden, og der opstod et voksende behov for arbejdskraft i kolonierne i Amerika og De Caribiske øer. De europæiske kapitalister opdagede mulighederne for at lave formuer på at dyrke kaffe og sukker.
Behovet for arbejdskraft i plantagerne førte til massetransporter af fattige hvide fra Europa. Myndighederne benyttede ofte chancen for at blive “besværlige elementer” kvit.
I 1770 var 350.000 hvide, som arbejdede som tyende i Storbritannien, blevet sejlet ud for at arbejde i kolonierne. Mange af dem var fjernet med magt og arbejdede under slavelignende forhold.
Snart var der behov for mere arbejdskraft end de europæiske lande kunne levere. Da var det, koloniherrerne så mod Afrika og den store mængde mulige slaver.
Europæiske handelsfolk forandrede den tidligere marginale slavehandel til en meget større og økonomisk vigtig transatlantisk slavehandel.
I slutningen af det syttende århundrede steg antallet af afrikanske slaver, som arbejdede i plantagerne, men fx i Barbados var der kun 200 afrikanske slaver mod 2000 europæiske.
Men i løbet af de næste 200 år blev mindst 10 millioner afrikanere sejlet over Atlanten som slaver, ofre for den barbariske handel. Det var profit fra slavehandlen som gav den tidlige kapitalisme sit store spark fremad.
I den amerikanske revolution i 1776 og den franske revolution i 1789 fik den fremvoksende kapitalistklasse de fattige bag sig i kampen mod feudalisme ved at love mere frihed for alle.
Men slaveriet harmonerede ikke med disse ideer om frihed og lighed. Racisme kunne bruges til at retfærdiggøre denne modsætning.
Mellem 1680’erne og 1750’erne, da antallet af sorte slaver voksede, gik plantageejerne fra at være ligeglade med farven, på dem de udnyttede, til at fremme ideen om at sorte var mindreværdige.
Folk i samtiden beskriver, hvordan det var almindeligt i staten Virginia, at sorte og hvide levede sammen, hvilket det store antal af børn af blandet race viser.
For at skille dem ad, måtte plantageejerne fremtvinge en mængde forordninger, som forbød kontakt mellem “racerne”.
Plantageejerne frygtede også, at sorte og hvide ville rejse sig samlet, sådan som i Bacon opstanden i Virginia i 1676.
En af deltagerne skrev: “Jeg mødte omkring 400 bevæbnede englændere og negre. Nogle af dem ville skyde mig, indtil jeg lovede at de alle ville blive benådet og frigivet fra slaveri.”
Slaverne kom udelukkende til at bestå af afrikanske slaver. Fattige hvide blev opfordret til at identificere sig med de rige plantageejere.
De fattige hvide fik intet ud af de riges styrkede regime. De rige lavede deres formuer på udnyttelse af de sorte slaver og de fattige hvide husmænd.
Men de hvide blev opmuntret til at tro, de var overlegne.
Systemets toneangivende "tænkere" udviklede den grusomme idé, at sorte mennesker på en eller anden måde var undermennesker, til en racistisk ideologi.
Helt fra starten blev racisme skabt som et værktøj til at dele og herske med.
Gennem det nittende århundrede blev kampen for at forbyde slaveri vundet. Men kapitalismen videreudviklede racismen.
Arthur de Gobineau skrev “Artikler om racernes ulighed” (“Essays on the Inequality of Races”) i 1850’erne, som urigtigt delte menneskeheden i “racer” med hvide europæere øverst.
Senere dissekerede intellektuelle det Charles Darwin havde indset for at prøve at give racismen en glans af videnskabelig troværdighed.
Biologisk racisme var den standard-idé som det europæiske og amerikanske borgerskab fremførte i begyndelsen af dette århundrede.
De mest ekstreme ideer om biologisk racisme førte til nazisternes race-ideologi, som blev virkeliggjort under Holocaust.
Men ideen om at der er overlegne og mindreværdige racer, hænger stadig ved i dag. Ofte bliver det kaldt “kulturelle forskelle”.
Det kapitalistiske system, som konstruerede racismen på baggrund af slaveriet fortsætter dagligt med at producere disse ideer.
Kapitalismen udvikles og derfor flytter millioner af mennesker rundt i verden. Det verdensomspændende behov for arbejdskraft har bragt mennesker sammen skulder ved skulder.
Men på samme tid forsøger arbejdsgiverne altid at drive en kile ind mellem arbejdere for at forhindre deres solidaritet i at true deres herredømme.
Det bruger de racisme til.
I tider med økonomisk krise pumper herskerne de racistiske ideer op, sponserer racistiske bevægelser og optrapper politiets og regeringernes diskrimination.
Konkurrencen i kernen af det kapitalistiske system tvinger hver dag arbejdere til at konkurrere med hinanden om job, boliger og livsfornødenheder.
Den konkurrence skaber basis for at acceptere racistiske ideer. Den gør en anden gruppe arbejdere til syndebukke for problemer skabt af herskerne.
Men de racistiske ideer bliver hele tiden udfordret af arbejderes egne erfaringer og den fælles kamp de er i.
Det betyder, at der er en kamp mellem ideer om enhed på den ene side, og om racistisk splittelse på den anden.
I hverdagen, hvor danskere og udlændinge bor sammen og arbejder sammen, bliver de racistiske ideer udfordret, og kan trænges tilbage af en enhed.
Men racismen vil fortsat true den enhed. Den kan vokse meget hurtigt i økonomisk nedgang, selv i samfund med høj integration.
Derfor vil vi først endeligt blive racismen kvit når vi smadrer det kapitalistiske system som skabte den, som vedligeholder den, og som truer med at styrke den.
Selvfølgelig ligemænd
Historikere, som ser på før-kapitalistiske samfund har ikke fundet nogen spor af den systematiske racisme, som vi oplever i dag.
I det gamle Grækenland og Rom, var der slaveri, men det var ikke baseret på hudfarve.
Slaver i det romerske imperium kom fra hele Middelhavsområdet, Mellemøsten og Nordafrika, og det gjorde slaveejerne og herskerne i det gamle romerrige også.
Når skribenter nævnte afrikanere, priste de Egypten og de andre afrikanske civilisationer som værdige til respekt.
Raceforskelle var endda så ligegyldige for de gamle grækere og romere, at man dårligt nok kan finde en enkelt omtale af hudfarve i de bjerge af litteratur, som har overlevet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed