Socialistisk Arbejderavis
Nr. 163 – 31. juli 1997 – side 8
Systemet afviser 16.000 humanister – Ingen boliger til fattige studerende
Politikere og arbejdsgivere siger, at unge skal vælge tekniske fag “for samfundets skyld”. Men de unges studievalg svarer til samfundets reelle behov.
16.000 unge med forventninger til fremtiden er blevet frasorteret af systemet.
Fordi de valgte den forkerte uddannelse i stedet for at gøre, som erhvervslivet og politikerne vil have dem til.
Regeringen siger, det er et stort fremskridt, at lidt færre bliver afvist til de videregående uddannelser. Men det skyldes først og fremmest, at antallet af ansøgere er faldet, fordi ungdomsårgangene er blevet mindre.
Regeringen har ikke løst det grundlæggende problem: At de uddannelser, som samfundet tilbyder, ikke svarer til de unges ønsker.
Det er igen lærer-, pædagog-, sundheds- og de hummanistiske uddannelser, som er topscorerne hos de unge.
Men på trods af mangel på sygeplejersker, jordemødre, læger, pædagoger, psykologer og lærere så bliver antallet af uddannelsespladser ikke opnormeret. Det ville øge presset på det offentlige for at ansætte flere, når der er brug for det.
Så politikerne sørger for, at der er mangel på uddannede, så de slipper for at tage åbne politiske beslutninger om at nedprioritere velfærdsgoderne.
Skødehund
Systemets skødehund, chef for studievejledningen på Københavns Universitet, Jakob Lange giver denne kommentar til, at de unges ønsker om uddannelse ikke passer med samfundets interesser:
“Vi har snakket alt for meget om, at de unge skulle vælge uddannelse efter interesse. Selvfølgelig skal de læse noget, som de har lyst til, men det behøver altså ikke at være den store kærlighed fra starten.”
Samfundets interesser bliver defineret som erhverslivets interesser. Ikke målt i ledige jobs eller smukke idealer om forbedring af samfundet, men i snævre profitinteresser.
Når arbejdsgiverorganisationer og politikere i fællesskab fører kampagne for, at unge skal vælge tekniske, ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser fremfor de humanistiske, så skyldes det ønsket om mere konkurrence om jobbene.
Dansk Industri og diverse virksomhedsledere hyler op om ‘mangel på ingeniører’, men der er faktisk over 3.300 arbejdsløse ingeniører – og ledigheden er stigende. En talsmand for en gruppe aktive ingeniører i Århus siger direkte til Ekstrabladet: “Måske er det lønpolitik for at overfylde ingeniørstanden og dermed presse lønningerne.”
Overfladisk
De unges mangel på lyst til at vælge uddannelse ud fra systemets interesser bliver af mere eller mindre selvudråbte eksperter forklaret med ‘livsstil’, ‘modefænomen’ og ‘generationstendenser’. Men det er overfladiske forklaringer.
En nyligt offentliggjort undersøgelse fra Socialforskningsinstituttet om matematiske studenter og HTX’eres uddannelsesønsker viser med al tydelighed systemets problemer.
Det viser sig, at kun 30 pct. har som mål for uddannelsen at tjene penge, få karriere og komme udenlands.
Næsten halvdelen – 47 pct. – vælger uddannelse for at fordybe sig og 29 pct. vælger bevidst sundheds-, pædagog- og humanistiske uddannelser for at gøre noget for andre mennesker.
Mange unge identificerer sig ganske enkelt ikke med det borgerlige samfunds standardideologier: globalisering, informationsteknologi, markedsøkonomi.
Disse ideologier lover fremgang og mening i tilværelsen for alle, som opfører sig fornuftigt og tager et personligt ansvar for sine valg.
Men systemet kommer ikke mennesker i møde med en lignende ansvarlighed.
I stedet oplever man, at man er nødt til at bøje sine forventninger om uddannelse efter systemets tilbud.
Den enorme mangel på kollegieværelser og ungdomsboliger gør også tilværelsen som studerende usikker.
På mange uddannelser er undervisningen overfladisk og uengageret, fordi der i de seneste år er blevet proppet flere tusinde ekstra ind på universiteterne, uden at antallet af undervisere er steget tilsvarende.
Resultatet kan kun være, at mange føler, at der er en stigende afstand mellem det, som systemet lover, og det, der faktisk bliver tilbudt.
Derfor er det ikke underligt, at unge vælger uddannelser, som de selv kan se en mening i, trods systemets advarsler og udsigt til arbejdsløshed eller dårlig løn.
Det er ikke de unge, der har et problem. Det er systemet.
Ingen boliger til fattige studerende
Boligkøen for de studerende er ufremkommelig – og den bliver længere.
15-20.000 studerende mangler en bolig og er henvist til forældrenes nåde eller kummerlige forhold hos griske udlejere eller venlige kammerater.
Allerede i juni måned var omkring 11.600 skrevet op på venteliste til ungdomsbolig. I august og september vil det nye hold på uddannelserne stille sig op i køen.
Kun 15 pct. af de nye studerende kan inden for det første år flytte ind på et kollegium. Hver tredje bor til leje, mens cirka hver ottende bliver boende hos forældrene. Resultatet er, at næsten to tredjedele af de studerende må skifte bolig mindst én gang i løbet af det første studieår.
Kun unge fra de rigeste familier kan vide sig sikre, fordi deres forældre betaler boligen. Hele 12 pct. bor i ejerlejlighed og andre 12 pct. i andelslejlighed. For de flestes vedkommende er det forældrene, som betaler helt eller delvist. Det sikrer overklassens unge fordele, som kun penge kan købe.
Overklassen
Socialt instillede mennesker kan have systemet mistænkt for bevidst at skabe denne situation til fordel for overklassen.
I hvert fald er det et faktum, at der hverken bliver bygget ungdomsboliger eller kollegier i disse år.
En af årsagerne er, at det offentlige byggeri er sat i stå, så lønningerne ikke presses op i det private byggeri. På den måde ofres de studerende for erhvervslivets interesser.
En anden årsag til mangelen på kollegier og ungdomsboliger er, at det i større grad skal påhvile de unge selv at indkvartere sig og helst hos private udlejere.
Hermed sluttes ringen, så pengene fra de fattige studerende havner i lommerne på de rige udlejere med enten etageejendomme eller store villaer, samtidig med at de studerende skal kæmpe hårdt for at finde et sted at bo.
Uddannelsesstøtte
I regeringens almindelige trang til at rose sig selv kalder de den danske uddannelsesstøtte for “verdens højeste”.
Men realiteten er, at meget få studerende kan overleve på SU. Tre fjerdedele er nødt til at supplere støtten med erhvervsarbejde.
En væsentlig grund er, at boligudgifter sluger store dele af uddannelsesstøtten. Kollegier koster 900-1500 kr om måneden, og bor man til leje privat, slipper man sjældent for mindre end 1500-2000 kr. Efter skat udgør SU’en 3.100 kr.
Man skal ikke vente hjælp fra regeringen. Dens store forbillede – den engelske Labour-regering – har netop vedtaget at afskaffe alle stipendier til fordel for studielån. Desuden skal studerende betale et gebyr på ca. 12.000 kr. om året.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed