Kampen om magten

Mange opfatter en revolution som guerillakamp, bomber på Christiansborg og skyderi i gaderne.

Af den grund afviser mange, som ellers ønsker, at samfundet bliver lavet grundlæggende om, at det sker gennem en voldelig revolution.

Men vold og “militante” kampformer er langt fra det centrale i en revolution. Revolutioner udspringer først og fremmest i situationer, hvor hele samfundet er inde i en omfattende social krise.

Lenin, den russiske revolutionsleder, pegede på, at en revolutionær situation var betinget af to nødvendige faktorer:

For det første, at arbejderklassen og de undertrykte har mistet tiltroen til de bestående magthavere og er begyndt at kræve omfattende forandringer af samfundet.

For det andet, at magthaverne er indbyrdes splittede og uenige om, hvordan samfundet skal styres fremover.

Det er kombinationen af disse to faktorer, der skaber en omfattende social krise, hvor det grundlæggende spørgsmål er: Hvem skal have magten?

Sådanne sociale kriser har været et gennemgående fænomen i hele dette århundrede. Og der er ingen grund til at tro, at de ikke vil opstå igen.

Hele perioden fra 1968 til 1975 var præget af flere revolutionære opstande. Frankrig i 1968, Chile i 1970-73 og Portugal i 1974-75 var inde i sådanne kriser, hvor samfundet bevægede sig frem og tilbage mellem to modpoler: arbejderklassen og borgerskabet.

Østeuropa

Lignende situationer opstod i Polen i 1980-81 – og de omfattende forandringer i Østeuropa i efteråret 1989 var alle præget af, at det store flertal af befolkningen ikke længere ville finde sig i undertrykkelsen. Og samtidig var hele den magtstruktur, som Sovjet havde opretholdt i Østeuropa siden 1945, ved at gå totalt i opløsning.

Revolutioner er altså ikke noget, der tilhører en fjern fortid, men er et grundlæggende og tilbagevendende fænomen i kapitalismen. Det skyldes, at kapitalismen på to måder er et fundamentalt ustabilt system:

For det første er kapitalismen et klassesamfund. Den herskende klasses magt forudsætter, at den gennem overtalelse, løgne og brug af vold kan holde arbejderklassen i ro.

Men som det engang er blevet sagt, så kan man snyde nogle mennesker hele tiden, man kan snyde alle mennesker noget af tiden, men man kan ikke snyde alle mennesker altid.

For det andet svinger den kapitalistiske økonomi op og ned.

Når det går godt for økonomien, kan magthaverne i et vist omfang købe sig til magten ved at imødekomme arbejderklassens krav om bedre løn, pensioner og offentlig velfærd.

Men det er indbygget i kapitalismens økonomi, at ethvert opsving før eller siden bliver afløst af en nedgang med stigende arbejdsløshed, krav om begrænsninger i lønningerne og krav om offentlige nedskæringer.

Når arbejderklassen føler, at samfundet ikke længere kan indfri dens krav, kan der opstå situationer, hvor store dele af arbejderklassen begynder at tvivle på kapitalismens berettigelse.