Socialistisk Arbejderavis
Nr. 165 – 28. august 1997 – side 5
Marxisme i hverdagen
Politiet tager altid parti
Martin B. Johansen
Når politiet går voldeligt til værks overfor blokadevagter i en arbejdskonflikt, så er undskyldningen altid, at politiet bare skal opretholde lov og orden.
Man får samme svar, når politiet beskytter nazister mod antinazistiske demonstrationer. Politiet passer blot deres arbejde.
Forklaringen er aldrig, at politiet står på arbejdsgivernes side, eller at de har sympati for nazisterne.
Men overordnet set viser begge eksempler, at ideen om loven som en universel og neutral rettesnor, der er hævet over alle særinteresser, kun har begrænset gyldighed.
Politiets ihærdige indsats for at knække chaufførernes blokader i den langvarige RiBus-kamp i 1995 viser dette tydeligt.
Ganske vist henholder politiet sig i de konkrete tilfælde sig til, at blokadevagter “forstyrrer offentlig ro og orden”, eftersom der ikke er nogen lov, der direkte forbyder faglige aktioner.
Men det er indlysende, at en sådan bestemmelse har meget vide rammer for fortolkning. Politiet kunne lige så nemt have vurderet, at blokadevagterne ikke var nogen afgørende trussel mod “offentlig ro og orden”, idet blokaderne kun forstyrrede RiBus-selskabet – som var part i sagen – ikke offentligheden som sådan.
Politiet valgte imidlertid at afsætte meget store ressourcer. Ikke blot på at knække blokaderne – brug af hemmelige agenter, tilfældige fængslinger og opdigtede anklager var også en del af politiets indsats.
Det er temmelig åbenlyst, at politiets indsats først og fremmest handlede om at stå til rådighed for arbejdsgiveren som strejkebryder – ikke om at håndhæve overordnede samfundsmæssige interesser.
Strejkebryder
Politiets rolle som strejkebryder er blevet gentaget mange gange både før og efter RiBus-konflikten. Hver gang politiet blander sig i en faglig konflikt, er resultatet det samme: Det sker altid på arbejdsgiverens side.
Når det gælder nazisterne, finder man et tilsvarende billede. Politiet ender altid med at stå som beskyttere af nazisterne. Selv om det oftest er nazisterne, der er de mest voldelige, så finder man yderst få eksempler i historien på, at politiet har opløst en nazistisk demonstration. (Bortset fra i lande som Tyskland, hvor man af historiske årsager har et direkte forbud mod nazismen.)
Til gengæld er der talrige eksempler på, at antinazistiske demonstrationer er blevet angrebet og opløst med knipler, hunde og tåregas fra politiets side.
De to eksempler viser begge, at selvom loven i udgangspunktet er universel og ikke tager hensyn til specielle økonomiske eller politiske interesser, så ender lovens håndhævere i de mest afgørende situationer altid med at tage parti.
Årsagen skal findes i, at vores samfund er opdelt i klasser med modsatrettede interesser.
Loven hæver sig ikke op over denne klassemodsætning – tværtimod er klassemodsætningen mere grundlæggende end loven. Og fordi klassernes interesser står i opposition til hinanden, så kan politiet og domstolene i sidste ende ikke undgå at tage den ene parts parti, nemlig kapitalistklassens.
Dette skyldes ikke blot, at politi og domstole er forudindtagede overfor den ene part. Det skyldes først og fremmest, at statsapparatet ikke er opbygget for at håndhæve samfundets fælles interesser, men for at forsvare den ene klasse mod den anden.
Derfor vil politiet og retsvæsenet altid opfatte folk, der udfordrer magthavernes ret til at bestemme, som ballademagere.
Og derfor bliver blokadevagter og antinazister behandlet på samme måde som alle andre, der ikke lydigt underkaster sig magthavernes tolkning af lov og orden: med politiets knipler, hunde og fængsling.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed