Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 168 – 9. oktober 1997 – side 4

Hvor udbredt er racismen?

Dorte Lange

Er danskerne blevet mere fremmedfjendske?

Ugebrevet Mandag Morgen påstår det på baggrund af en nyligt offentliggjort undersøgelse.

Konklusionen er, at politikerne kun kan skaffe sig fremgang ved næste valg ved at tækkes denne fremmedfjendske holdning, og lægge endnu flere hindringer i vejen for folk på flugt.

Men kigger man nærmere på tallene i undersøgelsen, ser det ikke så sort ud med danskernes holdning. Ifølge Mandag Morgens undersøgelse er antallet af danskere, der mener, at Danmark skal tage imod “langt færre” flygtninge fordoblet fra 22 pct. i 1994 til 43 pct. i 1997.

Men undersøgelsen viser også, at det samlede tal i 1997 for hvor mange, der mener, at Danmark skal tage mod færre flygtninge i det hele taget, er 62 pct.

Dette tal var i 1994 50 pct. Så er “det stærke skred,” som undersøgelsen taler om, nede på 12 procentpoint.

Og 38 pct. af danskerne mener stadig, at antallet af flygtninge enten er i orden, eller at Danmark skulle tage mod flere.

Trods hetzen

Holdningen blandt de 38 pct. er bevaret på trods af et massivt pres i den anden retning fra alle de toneangivende politikere. Også i regeringen, hvor Birte Weiss taler om at Danmark “ikke skal være en magnet for alverdens plattenslagere”.

Dertil kommer Ekstra Bladets kampagne mod flygtninge og indvandrere, højrefløjens øgede angreb på flygtninge og hetzen mod somalierne og andengenerationsindvandrerne på Nørrebro.

Ugebrevet Mandag Morgen fremhæver især, at også nogle af SF's vælgere er blevet påvirket af denne kampagne mod flygtninge og nu mener, at SF burde skifte politik på flygtningespørgsmålet.

Mandag Morgen tegner på denne måde, ganske som Ekstra Bladets udokumenterede journalistik, et billede af politikerne, som ikke vil lytte til befolkningens krav om færre flygtninge.

Billedet er fortegnet. De 38 pct. som mener, at der ikke er for mange flygtninge, udgør mere end dobbelt så mange mennesker, som stemmer på SF, Enhedslisten og de Radikale til sammen. Og de 38 pct. tæller også vælgere til de partier, som går forrest i den fremmedfjendske kampagne.

Flygtningeemnet nævnes kun som nummer fire blandt de emner, der har størst betydning for vælgerne til kommunalvalget ifølge en undersøgelse fra Sonar. De vigtigste emner er ældreinstitutioner og miljøpolitik. Det viser, at det er sociale spørgsmål, der optager vælgerne mest, og ikke flygtningene.

Situationen er mere kompleks, end Mandag Morgen giver udtryk for. Det viser forskeren Lise Togebys resultater, som er offentliggjort i februarudgaven af Tidsskriftet Politica.

Mere åbne

Hendes undersøgelser peger i modsat retning af Mandag Morgens. Her viser danskerne tegn på at være blevet mere åbne over for flygtninge.

Lise Togeby har sammenlignet danskernes holdning fra 1993 til 1996 på spørgsmålet om, hvorvidt det er en national opgave at modtage asylansøgere.

Hele 62 pct. af danskerne mente i 1996, at den opgave burde udføres i mindst det omfang, som det var tilfældet samme år.

Tre år tidligere var tallet 53 pct. Altså en stigning på 9 procentpoint. Samtidig mente 85 pct. i 1996, at indvandrerne skulle have lov til at bevare deres sprog og kultur. Det var også en stigning i forhold til 1993. 90 pct. mente i 1996, at indvandrerne skulle have samme retsstilling som danske statsborgere. I 1993 var det 80 pct.

Forskellen på de to undersøgelser skyldes den mere flygtningefjendske dagsorden siden 1996. Det har polariseret holdningerne og rykket flere over på den negative side. Fx nævnes det kun i små notitser i aviserne, at tallene for 1997 tyder på, at Danmark kommer til at modtage under halvt så mange asylansøgere i år som i 1996.

De politiske signaler og tonen i pressen er mytedannende. Lise Togebys undersøgelse viser, at jo mere danskere omgås flygtninge og indvandrere, jo mere tolerante bliver de.

Der er således færre i Københavns og Frederiksbergs kommuner, som mener, at danskere bør have fortrinsret frem for flygtninge og indvandrere i job- og boligkøer. På landet, hvor folk sjældent møder andre etniske grupper end danske, er der flest, som mener, danskere bør have fortrinsret.

Se også:
SAA 168: Det vil Dansk Folkeparti: Fremmedhad, privatisering, ødelægge fagforeninger

Flere artikler fra nr. 168

Flere numre fra 1997

Se flere artikler af forfatter:
Dorte Lange

Siden er vist 1866 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside