Socialistisk Arbejderavis
Nr. 168 – 9. oktober 1997 – side 6
Hvorfor er der flygtninge?
Martin B. Johansen
Kapitalismens kriser har et stort medansvar for skabelsen af flygtninge. Samtidig er flygtninge og indvandrere generelt med til at styrke økonomien. Alligevel har den herskende klasse en god grund til at lukke grænserne.
Med ord som “strømmen af flygtninge” og at Danmark giver asyl til “alverdens plattenslagere” har medier og politikere skabt et billede af flygtningeproblemets omfang, som helt igennem er fordrejet og løgnagtigt.
![[ Udvandring til Amerika ]](../saa/168/68-6flyg.jpg)
60 millioner europæere udvandrede i årene fra 1840 – 1930. De fleste til USA, hvor de var en vigtig grund til, at økonomien blev så stærk.
Hverken Vesteuropa eller Danmark er en magnet på verdens flygtninge. I Danmark er der i alt omkring 80.000 flygtninge. Det er en brøkdel af det samlede antal flygtninge i verden, som FN i 1995 opgjorde til over 27 millioner mennesker.
Et fattigt land som Pakistan har modtaget 4 millioner flygtninge, Iran knap 3 millioner, Etiopien 2,2 millioner. I verdens fattigste land, Mozambique, er der 2 millioner flygtninge.
Ialt befinder næsten 80 procent af verdens flygtninge sig i ulandene, de lande som har sværest ved at opfylde flygtningenes behov. I lande som Iran og Pakistan er omkring hver 20. indbygger flygtning, i Jordan er det hver femte.
I hele Vesteuropa blev der i perioden 1983-95 givet asyl til cirka 1 million. I alt søgte 4,1 millioner om politisk asyl, men størsteparten er blevet afvist.
Og halvdelen af de 4 millioner asylansøgere kom hverken fra Mellemøsten eller Afrika, men fra krigen i Bosnien.
Antallet af flygtninge i verden er vokset kraftigt de sidste tyve år. Fra 1960 til 1974 var det samlede antal flygtninge mellem 1,3 og 2,4 millioner.
Men efter at kapitalismen på verdensplan kom i økonomisk krise i midten af 1970’erne, begyndte antallet af flygtninge at vokse. Således var det i 1992 vokset til 18 millioner og i 1995 til 27 millioner.
Det er ikke tilfældigt, at antallet af flygtninge vokser, netop som kapitalismen kommer i krise.
For den økonomiske krise mærkes langt mere dybtgående i de fattige lande i Asien og Afrika. Siden 1982 har ulandene betalt mere i renter og afdrag på gæld, end de har fået i bistand, lån og investeringer.
Resultatet er, at mange lande især i Afrika er tæt på økonomisk kollaps og det har ført til intern social uro og politiske konflikter, som magthaverne alle steder slår hårdt ned på. Og i mange lande er det endt med borgerkrige, som har sendt millioner af mennesker på flugt.
De vestlige lande har et direkte medansvar for krisen i ulandene og skabelsen af flygtningestrømmen.
Institutioner som Verdensbanken og IMF har i en årrække stillet som betingelse for at yde lån, at landene omstiller deres landbrug til eksport. Men resultatet er, at priserne på ulandenes eksportvarer er faldet drastisk – og samtidig har det undergravet det traditionelle landbrug, som tidligere var orienteret mod lokal selvforsyning.
Et land som Etiopien kom på den måde i midten af firserne i den paradoksale situation, at landet eksporterede landbrugsvarer, nemlig kaffe, samtidig med at millioner af mennesker sultede.
Det er ikke udsigten til højere levestandard, som får mennesker i fattige lande til at flygte til Vesteuropa eller USA.
Det viste sig i starten af 1990'erne efter Østblokkens sammenbrud. I hele Vesteuropa talte regeringerne skrækslagent om udsigten til masseudvandring fra Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen.
Men masseudvandringen kom aldrig. Langt de fleste af de, der rejste fra Østblokken, var etniske mindretal, der pludselig fik mulighed for at forlade landene. Det var fx jøder fra Sovjet, der rejste til Israel, og etniske tyskere fra Rumænien og Sovjet, der havde en grundlovssikret ret til at flytte til Tyskland.
Mennesker flygter, fordi borgerkrig eller politisk forfølgelse tvinger dem til det. Det kan klart aflæses af sammensætningen af de flygtningegrupper, der kommer til et land som Danmark.
I midten af 1970’erne kom nogle hundrede chilenere til Danmark efter det blodige militærkup i Chile i 1973. De iranske flygtninge kom efter Khomeinis magtovertagelse i Iran i 1979. Tamilerne er på flugt fra en borgerkrig, der har kostet titusinder livet. Somalierne begyndte langsomt at flygte i 1980'erne, efterhånden som borgerkrigen ødelagde landet – i 1986 kom der 14 somaliske flygtninge, året efter 33, og først da den somaliske stat reelt brød sammen i 1990, voksede tallet til 560 i 1991 og 639 i 1992.
Del og hersk
De borgerlige partier og fortalerne for kapitalismen har et modsætningsfyldt forhold til flygtninge og indvandrere.
På den ene side er det nødvendigt for kapitalismen, at arbejdskraft kan bevæge sig frit over grænser, således at virksomhederne kan få den arbejdskraft, de har brug for.
Årsagen til, at lande som USA, Canada og Australien har kunnet opbygge stærke økonomier, bygger direkte på, at der indtil første verdenskrig var næsten uhindret adgang for indvandrere. I alt rejste 38 millioner fra Europa til USA, syv millioner til Canada og yderligere syv millioner til Australien, New Zealand og Sydafrika.
Og det økonomiske opsving efter anden verdenskrig byggede i høj grad på, at mange vesteuropæiske lande kunne importere arbejdskraft fra Sydeuropa og Asien.
I modsætning til hvad mange politikere påstår, så tyder intet på, at indvandring er en belastning for et lands økonomi.
Tværtimod viser undersøgelser fra USA, Canada, Schweiz, Tyskland og Norge, at indvandrerne i gennemsnit ydede et større bidrag til økonomien end de indfødte.
En del af forklaringen er naturligvis, at indvandrere som regel er unge og arbejdsdygtige og derfor benytter offentlige velfærdsydelser relativt lidt.
En ressource
Men den vigtigste årsag er, at arbejdskraft i bund og grund er den ressource, som skaber alle de økonomiske værdier. Forudsætningen for økonomisk vækst er derfor, at kapitalisterne hele tiden kan sætte flere og flere til at producere – og derfor vil indvandring af arbejdskraft snarere bidrage positivt til økonomien end være en belastning.
Faktisk er fortsat indvandring en forudsætning for, at de europæiske lande kan opretholde deres økonomiske niveau. Beregninger viser, at uden indvandring vil befolkningen i Vesteuropa falde efter år 2010, og andelen af mennesker over 65 år vil som helhed vokse fra at udgøre knap 15 procent til omkring 30 procent af befolkningen.
Men på den anden side har kapitalismen gennem sin historie i stigende grad været præget af grænsedragning og kontrol med antallet af indvandrere.
Forklaringen på den modsætning er, at kapitalismen i bund og grund ikke er rationel. Selv om kapitalismen som helhed kunne have en økonomisk interesse i at åbne for indvandring, så har den herskende klasse samtidig en politisk interesse i at opretholde en stram indvandrerlovgivning.
Ved at fastholde spørgsmålet om indvandrere og flygtninge som et stort politisk emne, har den herskende klasse et vigtigt våben til at splitte arbejderklassen.
Karl Marx pegede på dette for næsten 150 år siden, da han skrev om indvandringen af irske arbejdere til England:
“Den almindelige engelske arbejder hader den irske arbejder som en konkurrent, der truer hans levestandard. I forhold til den irske arbejder føler han sig som et medlem af den herskende nation ... Denne modsætning holdes kunstigt i live af pressen. Denne modsætning er hemmeligheden bag den engelske arbejderklasses splittelse. Det er den hemmelighed, hvormed kapitalistklassen fastholder sin magt, og det er den fuldt bevidst om.”
Det er denne modsætning, vi i dag mærker som politikernes mere og mere udtalte racisme og diskrimination mod indvandrere.
Spinkel fremgang
Hvis den herskende klasse virkelig troede på Mogens Lykketofts spådomme om, at det økonomiske opsving vil strække sig langt ind i det næste århundrede, så ville de have al mulig grund til at åbne for grænserne.
Men kapitalisterne ved, at den økonomiske fremgang er spinkel, og at deres profitter kun kan fastholdes ved at begrænse lønstigninger og udgifterne til velfærd.
Derfor har de brug for konstant at aflede opmærksomheden fra de virkelige problemer. Og derfor bruger de flygtninge og indvandrere som syndebukke.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed