Socialistisk Arbejderavis
Nr. 169 – 23. oktober 1997 – side 4
80-året for den russiske oktoberrevolution
En ublodig revolution
Martin B. Johansen
Den russiske arbejderklasse havde efter revolutionen i 1917 en enestående mulighed for at opbygge deres egen stat uden undertrykkelse, løgne og tvang
For 80 år siden – den 25. oktober 1917 – kom arbejderklassen til magten i Rusland i verdenshistoriens første socialistiske revolution.
I dag bliver revolutionen betegnet som et blodigt kup, gennemført af de magtsyge og fanatiske bolsjevikker, som kun var ude på at etablere et nyt diktatur.
Det er ikke mærkeligt, at vor tids magthavere ønsker at binde os den opfattelse på ærmet. Det var trods alt deres venner – generalerne, tsar-familien, bankdirektørerne, præsterne, de korrupte politikere – som blev frataget deres magt og privilegier. Den lektie ønsker de ikke gentaget.
Men virkeligheden så helt anderledes ud. De faktiske skildringer af oktoberrevolutionen fortæller en historie om en ublodig magtovertagelse, som blev bakket op af et overvældende flertal i arbejderklassen.
MARTIN JOHANSEN gennemgår nogle af nøglespørgsmålene i diskussionen om den russiske oktoberrevolution.
“Jeg havde lagt mig på sofaen. Stilhed, ingen lyd af skyderi.Pludselig hørte vi en støj, som kom nærmere. Der var noget usædvanligt over den, noget endeligt. Det var med det samme klart, at dette var enden.
Vi sprang op og greb vores overfrakker. Fra indgangen kunne vi høre råben fra en masse stemmer, nogle enkelte skud, trampen af fødder, skubben.
Dette var stormen, vi blev stormet. Døren blev revet op og en soldat kom ind: ‘Hvad er regeringens ordrer? At kæmpe til sidste mand?’
‘Det er ikke nødvendigt! Det nytter ikke! Ingen blodsudgydelser! Vi må overgive os!’ råbte vi i munden på hinanden. Alt dette skete på få minutter.”
Sådan berettede P. Maljantovitj om stormen på Vinterpaladset, regeringsbygningen i Skt. Petersborg, den 25. oktober 1917. Maljantovitj var justitsminister i den sidste regering før revolutionen.
Ingen modstand
Vinterpaladset var den sidste vigtige bygning i Skt. Petersborg, som overgav sig til de røde soldater.
Allerede fra kl. to om morgenen denne dag havde grupper af arbejdere sammen med kontingenter af bevæbnede soldater besat alle jernbanestationer, kraftværker, kommunikationsbygninger, ammunitionsdepoter, nationalbanken og avistrykkerierne.
Kl. ti om formiddagen kunne ledelsen bag denne magtovertagelse – Den Militære Revolutionskomite under byens sovjet (arbejderråd) – erklære, at den siddende provisoriske regering var afsat.
Der var ingen modstand i Skt. Petersborg. Der var næsten ingen sårede.
Stormen på Vinterpaladset
Kun Vinterpaladset, hvor regeringen opholdt sig, gjorde modstand. Enheder fra den røde hær omringede i løbet af eftermiddagen bygningen, men Revolutionskomiteen udsatte sit angreb for at give de forsvarende soldater mulighed for at overgive sig og undgå blodsudgydelser.
Da soldater inde fra paladset begyndte at skyde løs på mængden udenfor – dog blev kun få personer ramt – valgte Revolutionskomiteen at besvare skydningen.
Den russiske revolution var ublodig, fordi bolsjevikkene på forhånd vandt soldater og sømænd for revolutionen
Fra en kanon blev affyret tre løse skud og derefter nogle skarpe mod Vinterpaladset. Så overgav regeringen sig – revolutionen havde vundet.
Dagen efter sammentrådte den anden sovjetkongres for hele Rusland. Kongressen samlede delegerede fra sovjetter over hele landet, som repræsenterede millioner af arbejdere og soldater.
Kongressen havde et flertal af bolsjevikker, næsten 400 ud af de 650 delegerede, men der deltog også en række andre partier.
På sovjetkongressen var den tidligere regerings afgang en realitet. Dybest set var der tale om, at hele det gamle statsapparat var brudt sammen.
Den russiske arbejderklasse stod i den enestående situation, at den kunne opbygge en helt ny type stat, som ikke var grundlagt på undertrykkelse, løgne og tvang.
Da sovjetkongressen d. 26. oktober vedtog at indsætte en ny regering, var det en regering, som byggede direkte på organer, som de menige arbejdere og soldater havde skabt og betragtede som sine egne, nemlig sovjetterne.
Derfor var den nye regering en egentlig folkets regering, helt bogstaveligt. Og det var en regering, som kunne handle for at opfylde arbejdernes krav i stedet for at fylde folk med valgflæsk og tomme løfter.
Revolution eller statskup?
Ruslands to revolutioner i 1917 – i februar og oktober – var vidt forskellige.
Mens februarrevolutionen var præget af spontanitet, massedemonstrationer og jubelscener over at tsaren var væltet, så var oktoberrevolutionen en omhyggeligt planlagt magtovertagelse.
Men det er forkert at konkludere, at Februar udtrykte massernes vilje, mens Oktober var et mindretals kup.
Tværtimod var oktoberrevolutionen en yderst populær revolution. Næsten ingen bekymrede sig om at forsvare den siddende regering.
Mensjevikken Sukhanov, som var en svoren fjende af oktoberrevolutionen, udtrykte det:
“Det var en indlysende absurditet at tale om en militær sammensværgelse i stedet for et nationalt oprør, idet bolsjevikpartiet blev bakket op af et overvældende flertal i befolkningen, og idet partiet allerede de facto havde erobret den reelle magt og autoritet."
Hvis man siger, at Oktober blev udført af en lille diktatorisk klike, så overser man det faktum, at bolsjevikpartiet var et masseparti. Partiet tidoblede sit medlemstal i 1917 til 250.000 – næsten hver tiende arbejder var aktivt medlem af partiet.
Kronen på værket
Men man overser også, at bolsjevikpartiet ikke af egen kraft kunne have overtaget magten. Bolsjevikpartiet ejede ikke en millionstor hær, som havde været nødvendig for at erobre magten imod massernes vilje.
De fik tværtimod deres militære styrke ved at, soldaterne nægtede at adlyde regeringen og generalerne og gik over på revolutionens side.
I realiteten var magtovertagelsen den 25. oktober blot kronen på værket.
Forud var gået måneder, hvor fattige bønder havde taget jorden fra godsejerne, hvor soldater deserterede fra 1. verdenskrig i milliontal, og hvor fabrikskomiteer overtog kontrollen over fabrikkerne.
Det afgørende for, at oktoberrevolutionen kunne sejre, var, at der var opbygget et mylder af organisationer på gulvplan – det landsdækkende netværk af sovjetter, fabrikskomiteer, fagforeninger, militser, kooperativer, kulturelle sammenslutninger – opbygget af millioner af arbejdere.
Dette netværk var nødvendigt for at undergrave den magt og indflydelse, som den gamle herskende klasse besad gennem sit militær og politi, præster, kapitalister, godsejere og politikere.
Var Rusland parat til socialisme
Rusland var i 1917 stadig altovervejende et bondesamfund med over 100 millioner bønder og blot tre millioner arbejdere.
Revolutionens ledere, Lenin og Trotskij, vidste udmærket, at Rusland var et tilbagestående samfund, og at revolutionen ikke kunne overleve, hvis den blev isoleret til landet selv.
For eksempel skrev Lenin: “Det er uden for enhver tvivl, at den endelige sejr for vor revolution er håbløs, hvis der ikke finder en revolutionær omvæltning sted i andre lande. Vores redning er en europæisk revolution.”
Håbet om en international revolution var ikke ubegrundet.
I årene efter 1. verdenskrigs afslutning blev Europa rystet af et revolutionært opsving.
Victor Serge, som fulgte den russiske revolution tæt, beskrev stemningen i Moskva i 1918: “Aviserne er fantastiske ... oprør i Paris, oprør i Lyon, revolution i Belgien, revolution i Konstantinopel, sejr til sovjetterne i Bulgarien, optøjer i København. Hele Europa er i bevægelse, sovjetter dukker op alle vegne.”
Bolsjevikkerne investerede enorme kræfter og penge i at organisere en ny internationale af kommunistiske partier, Komintern, som kunne føre revolutionerne i Europa til sejr.
Selvforsvar
For bolsjevikkerne var dette i allerhøjeste grad et spørgsmål om selvforsvar. Bolsjevikkerne havde nemlig i realiteten ikke den valgmulighed at træde tilbage eller helt undlade at gennemføre revolutionen.
Baggrunden var, at Rusland i efteråret 1917 var i dyb krise. Februarrevolutionen havde fejet den enevældige tsar af banen og givet den russiske befolkning håb om, at den nye regering ville gennemføre de tre grundlæggende krav: Afslutte krigen, overdrage landbrugsjorden til bønderne og sikre forsyninger af fødevarer i byerne.
Men ingen af de borgerlige regeringer, som var ved magten i perioden fra februar til oktober, evnede at opfylde de krav.
Tværtimod blev situationen værre. Priserne voksede med 2.300 procent og reallønnen styrtdykkede. Fabrikker gik konkurs og lukkede. Og regeringen fastholdt Ruslands engagement i 1. verdenskrigs myrderier.
Stillet overfor en handlingslammet regering og en oprørsk befolkning var den yderste højrefløj i Rusland begyndt at organisere sig til en kontrarevolution. I august 1917 forsøgte en general, Kornilov, at gennemføre et militærkup, som kun blev slået tilbage, fordi sovjetterne gik i aktion.
Men det betød, at efterhånden som krisen blev dybere, begyndte flere og flere kapitalister, godsejere og generaler at tilslutte sig ideen om et blodigt militærkup, der kunne udrydde sovjetterne og bolsjevikpartiet.
Det var på grund af denne trussel, at bolsjevikkerne i oktober valgte at slå til og overtage magten.
Alternativet var ikke et fredeligt parlamentarisk demokrati, hvor Lenin og bolsjevikkerne kunne have gået i opposition og ventet på, at kapitalismen ville udvikle sig i Rusland.
Alternativet var et militærdiktatur, som ville have kostet millioner af mennesker livet.
Udviklingen i de følgende år viste, at bolsjevikkerne havde ret. Den fejlslagne revolution i Finland i 1918 betød, at 23.000 røde blev myrdet.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed