Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 170 – 6. november 1997 – side 8

Børnefængsler løser ingen problemer

Frank Antonsen

Politikerne kalder kriminelle unge “uanbringelige”. Men de vil ikke betale de institutioner, der kan hjælpe de unge.

Socialminister Karen Jespersens seneste udspil drejer sig om oprettelse af lukkede institutioner til unge under 15 år. Forslaget kommer efter, at medierne har afsat masser af spalteplads på at skrive om kriminelle andengenerationsindvandrere.

Budskabet kunne være taget fra Dansk Folkepartis program, der forlanger den kriminelle lavalder sat ned til 12 år. Og rundt omkring i kommunerne bruger socialdemokratiske borgmestre ivrigt forslaget i valgkampen.

Opdragelsesanstalter

Konkret går forslaget ud på at oprette to særligt sikrede “opdragelsesanstalter” til hårdt belastede unge. Her kan de unge  så anbringes under lås og slå i helt op til et år, mod nu højst 4 måneder. Samtidig skal antallet af pladser på de eksisterende institutioner øges fra 42 til 52.

Men de unges problemer løses ikke ved at spærre dem inde. Det ses meget tydeligt af erfaringerne fra Sverige, hvor man siden 1907 har haft den slags institutioner, som Karen Jespersen nu vil indføre herhjemme. Der har det vist sig, at mindst 90 pct. af alle de indsatte ryger direkte ud i kriminalitet igen.

Mediernes pludselige interesse giver nemt indtryk af et helt nyt problem. Og det er da netop også et af socialministerens argumenter, at der er tale om en helt ny type unge. Men problemet har været støt voksende de sidste mange år.

Mange år med massearbejdsløshed skaber store sociale problemer. Nogle kan godt klare at være langtidsledige, mens andre tyr til alkohol for at dulme problemerne eller til vold for at få afløb fra frustrationerne. Tidligere har man så anbragt den slags folk i fængsler. Det eneste nye er, at det nu er børn helt ned til 10-12 år, der bliver voldelige.

Samtidig har nedskæringer betydet, at institutioner, der ellers kunne hjælpe dem er blevet skåret ned. På bare ti år er antallet af pladser på døgninstitutioner for unge under 18 år faldet fra 5160 til blot 3764.

Da de unge samtidig har meget svært ved at få en uddannelse eller et job, især hvis de er andengenerations indvandrere, så er det ikke mærkeligt hvis nogle af dem reagerer med vold.

Karen Jespersen og hendes støtter hævder også, at de unge er “uanbringelige”, og at der derfor er brug for helt nye institutioner.

Men ingen er “uanbringelig”, der findes kun institutioner, der ikke kan magte opgaven. Det viser erfaringerne fra det åbne socialpædagogiske opholdssted Solhaven i Nordjylland. Her kommer op mod 80 pct. ud af kriminalitet efter et ophold.

Solhavens succes skyldes dels, at der er dobbelt så mange pædagoger som unge og dels, at man giver sig tid nok. Typisk opholder en ung sig i to et halvt år på Solhaven.

Hvis den politiske vilje var der, kunne man komme det meste af ungdomskriminaliteten til livs på den måde.

Billedtekst:
Socialminister Karen Jespersen foreslår at sætte børn og unge i fængsel, hvis de har problemer. Det svarer til at krølle dem sammen og smide dem i skraldespanden.

Flere artikler fra nr. 170

Flere numre fra 1997

Se flere artikler om emnet:
Retsvæsen

Se flere artikler af forfatter:
Frank Antonsen

Siden er vist 2021 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside