Socialistisk Arbejderavis
Nr. 17 – Februar 1986 – side 3
Aalborg og Lindø
Værftsarbejderne: Gidsler – hvor længe endnu
Arne Lorenzen
Tolvhundrede fyret på Lindøværft og trusler om eventuel lukning, 500 yderligere fyret på Ålborg værft efter lige så store massefyringer i efteråret, og lukningstrusler hængende over de andre værfter.
Er det bare værftsejernes kynisk udspil overfor adskillige tusinde arbejdere for at få flere statspenge i deres kasser eller et resultat af en reel trussel mod værfterne.
Sidste år blev en række leasing- og skibskreditordninger fjernet af regeringen. Siden da har værftsejerne forsøgt at lægge pres på staten for at få denne indirekte statsstøtte genindført.
I første omgang blev en kampagne opbygget omkring argumentet, at danske værfter uden statsstøtte ikke kan konkurrere med andre landes værfter, der alle får støtte. Så enten slippe penge til en støtteordning eller også bliver værftskapitalen nødt til at gennemføre lave massefyringer.
Resultaterne af kampagnen udeblev, og da nye ordrer snart skulle hentes hjem, besluttede A. P. Møller, at føre truslerne ud i livet og offentliggjorde fyringerne på Lindø. På denne måde bruges værftsarbejderne som gidsler i værftskapitalens spil for at tiltuske sig statsstøtte.
De faglige ledere, lige fra Metals topledelse, til fællestillidsfolkene på værfterne har reageret ens. De har ikke villet mobilisere til kamp mod fyringerne, men har tværtimod valgt at være et kollegialt talerør og ekko for værftsejernes argumenter.
Men faktisk står det ikke så frygteligt til for dansk værftskapital. Danske værfter er Europas mest rationaliserede og effektive bortset fra Holland. Dertil kommer, at de i de sidste 4-5 år har haft meget store overskud. A.P. Møller var ikke dårligere stillet i 1985 end, at han kunne afgive en ordre på fire skibe. Men for at lægge pres på regeringen lod han dem ikke producere på A.P. Møller-værftet, Lindø, som manglede ordrer, men derimod i Holland.
Brug for skibe
Værftsejerne bruger argumentet om manglende ordre til meget mere end at få yderligere statstilskud. Den usikkerhed som skabes, bruges målbevidst til at forøge knokleriet og gennemtvinge rationaliseringer.
På verdensplan er der stadig behov for masser af skibe. Det er kun kapitalistisk set, at det ikke er der.
Dette er kapitalismens vanvid. Skibe ruster op og ligger i mølposer, mens korn ligger og rådner op i EF’s overskudslagre og alt imens millioner dør af sult. Stål og jernværker står ubrugte og forfalder i USA, mens afrikanske bønder pløjer med træplove. F. L. Smidt fyrer på grund af manglende cementfabriks-afsætning, mens Rio de Janeiros arbejdere bor i blikhytter.
Der skal fortsat produceres skibe. Vil A.P. Møller for eksempel ikke producere skibe på Lindø, så må han tvinges til det.
Det kræver kamp og at værftsarbejdere standser produktion af de dyre skibe og Nordsø-udstyr, der er på værfterne. Besættelse af værfterne kan lægge pres på værftskapitalen, da der stadig er værdier og ufærdige ordre på værfterne. Værftsejerne må trykkes på pengepungen.
Mobilisering
Det kræver styrke fra arbejdersiden. Men meget er blevet forsømt i de sidste år. Det er længe siden, at klubber og fællesklubber har lagt op til at problemer skulle tackles i fællesskab. Siden 70’ernes langtidsaftaler på værfterne, er der blevet indgået utallige aftaler uden forudgående information, diskussion og afstemning. Langtidsaftalerne som skulle sikre værfterne har skabt passivitet og svækket den faglige organisering.
Arbejdermøder er blevet erstattet af en envejskommunikation. Fyringerne på Lindø blev behandlet med en meddelelse over højtaleren fra tillidsmændene, som hverken kan diskuteres eller ændres.
Den første forudsætning for at få en styrke opbygget, er afholdelse af arbejdermøder, og kun et pres nedefra kan sikre at man får valgt tillidsfolk, der ikke afskyr indblanding fra medlemmerne og uden videre accepterer fyringer.
Der kan lægges pres på værftskapitalen, der er stadig værdier og ufærdige ordre på værfterne. Værftsejerne må trykkes på pengepungen.
Chancerne for at rejse en kamp er bedst inden fyresedlerne er afleveret. Hvis fyringerne blot accepteres vil det give værftsejerne inspiration til endnu flere fyringer, disciplinering og tempoopskruning for de tilbageblevne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed