Socialistisk Arbejderavis
Nr. 17 – Februar 1986 – side 6
Den marxistiske tradition
Hans Jørgen Vad
Internationale Socialister bekender sig til den marxistiske tradition. Det er vi imidlertid ikke alene om. Så forskellige folk som Formand Mao, general Jaruzelski og ungdomsoprørets ideolog Marcuse opfatter sig hver på sin måde som marxister. Uden vi dog føler noget fællesskab med nogen af disse.
Derfor stiller spørgsmålet sig: Hvad gør, at vi kan hævde at videreføre den egentlige kerne og nerve i marxismen?
Marxismens kerne
Marxismens grundlæggere var selvsagt Marx og Engels. Men netop kun grundlæggere. Marxismen er en levende tradition, som er blevet udviklet i takt med nye erfaringer og ændringer i den kapitalistiske virkelighed. De vigtigste bidrag til denne videreudvikling er kommet fra Lenin, Trotskij, Luxemburg og Gramsci.
For alle gælder – i modsætning til nutidens universitetsmarxister – at de stod i en tæt forbindelse med arbejderklassen, og at de engageret stillede sig i spidsen for den revolutionære kamp.
Kernen i den oprindelige marxisme var netop, at det var en teori for arbejdernes kampe, og at det var en teori, som udvikledes på grundlag af erfaringerne fra disse kampe. Teori og praksis gik op i en højere enhed, og det grundlæggende mål for marxismen var det klasseløse kommunistiske samfund. Det vil sige, at marxismen er en revolutionær teori.
Det er derfor, marxismen ikke er noget stift skema man kan lægge ned over alle begivenheder – den skal stadig udvikles. På den anden side kan man heller ikke plukke vilkårligt i marxismen så man får det som passer i ens kram. I marxismen er der visse grundpiller, som må gennemsyre enhver revolutionær aktivitet, der har som formål at forandre verden.
Marxismens grundpiller
Den mest grundlæggende tanke er, at “arbejderklassens frigørelse er dens eget værk”. Derved adskiller marxismen sig klart fra maoistiske og reformistiske holdninger, som forestiller sig, at guerilla-bevægelser, partier, parlamenter eller intellektuelle gennemfører samfundsomvæltningen på vegne af arbejderklassen, som blot får rollen som tilskuer.
Derved skilte Marx og Engels sig klart ud fra datidens socialister, som ikke på samme måde havde blik for de potentialer, der lå i de massestrejker, der tog form i 1830’erne og 40’erne.
Men det var ikke heri det mest geniale lå. Deres genialitet bestod i for det første at sige: Disse kampe som udsprang af kapitalismens elendighed ville nok kunne nå visse forbedringer, men de ville være midlertidige. Det endelige mål ville først kunne nås ved samfundets overgang til socialisme, altså gennem en revolution. Og for det andet: Kapitalismen vil gennem sin udvikling skabe sin egen banemand, nemlig den industrielle arbejderklasse.
Forudsigelsen har i dag fået en nærmest fuldkommen bekræftelse, da der jo næppe findes en afkrog på kloden, som ikke præges af modsætningsforholdet mellem arbejde og kapital. På Marx’ og Engels’ tid var der næppe nogen egentlig kapitalisme uden for England, Frankrig og Belgien.
Den marxistiske statsopfattelse
Allerede Marx og Engels så, at arbejderklassen måtte erobre den politiske magt gennem en revolution. Især efter Pariserkommunen i 1871 stod det klart, at det ikke kunne ske ved bare at overtage det gamle statsapparat, som i den sidste ende var vendt mod arbejderklassen.
Der måtte opbygges en statsmagt af en ny type. Inspirationen hertil kom netop fra de parisiske folkemilitser og karré-organiseringer, som alle havde det tilfælles, at de var opbygget fra neden.
Men det blev Lenin mere end nogen anden, som fuldt udviklede denne opfattelse. For Lenin var løsningen meget simpel. Den nye stat skulle ganske enkelt bygges op omkring de organiseringer, som udsprang af selve revolutionen – strejkekomiteerne, fabrikskomiteerne og arbejderrådene.
Organiseringer, som spontant opstod for at løse helt elementære problemer, blev af revolutionens dynamik drevet frem mod løsningen af stadigt mere omfattende samfundsmæssige problemer, som produktion, distribution, retspleje, lov og orden. Arbejderrådene var ikke Lenins opfindelse de er opstået i enhver revolutionær situation siden 1905 – aldeles uafhængig af Lenins eller andre leninisters tilstedeværelse.
Lenins fortjeneste lå i at se dem som kimform til en ny stat, og sætte al kraft ind på, at rådene skulle smadre det gamle statsapparat med dets militær, politi og bureaukrati. Først da havde arbejderklassen endeligt overvundet borgerskabet og sikret besiddelsen af produktionsmidlerne til gavn for de undertrykte.
Smadringen af den borgerlige stat og dannelsen af en arbejderstat kræver nødvendigvis revolutionær ledelse. Det beskrev Marx og Engels allerede i Det kommunistiske Manifest.
Det revolutionære parti
Men den fulde lære om partiets nødvendighed kunne først drages efter bolsjevikkernes sejr i 1917 en lære, som på negativ vis blev bekræftet med den tyske revolutions nederlag.
Kernen i denne partiopfattelse er at den revolutionære bevidsthed blandt masserne vil opstå spontant i selve den revolutionære situation, men spontaniteten kan ikke føre til sejr uden et revolutionært ledeskab.
Målrettet revolutionær ledelse kan ikke gives uden at bygge videre på erfaringer fra tidligere højdepunkter i arbejderklassens kamp, dvs. uden at bygge på den marxistiske tradition. Lenin kunne aldrig have peget på rådene som ny statsform uden kendskab til erfaringerne fra Pariserkommunen, som Marx analyserede.
Og Solidarnosc kunne ikke vippe det polske bureaukrati, fordi der ikke var et parti, som byggede på erfaringerne fra den russiske revolution.
Som regel vil det imidlertid kun være et lille mindretal, som vil holde fast i disse ideer. For det store flertal vil “de herskende ideer være den herskende klasses.” Disse ting betyder tilsammen, at det revolutionære parti ikke kan opbygges i selve den revolutionære situation. Partiet må opbygges mange år i forvejen, som det var tilfældet i Rusland, og som IS forsøger i Danmark i dag.
En særlig omstændighed har i dette århundrede skærpet nødvendigheden af partiet. Det er fremvæksten af et stærkt reformistisk fagbureaukrati, som i en revolutionær situation vil optræde kontrarevolutionært. Hverken Lenin, Trotskij, Luxemburg eller Gramsci så det klart før 1914. Derfor blev der for sent startet på at opbygge selvstændige revolutionære partier i Europa efter bolsjevikisk mønster.
Internationalismen
“Proletarer i alle lande – foren Jer.” Sådan afsluttes Det kommunistiske Manifest med en klar internationalistisk salut. For Marx og Engels var der ingen tvivl om, at socialismen måtte være international.
Men det var Trotskij, som først formulerede forholdet mellem revolutionen i et land og dens globale udbredelse, gennem sin teori om den permanente revolution.
Kernen i Trotskijs teori, som kom i 1906 var netop, at en borgerlig revolution i et tilbagestående land som Rusland straks ville videreføres i en socialistisk. Og for det andet, at betingelsen for at overleve var hjælp fra en revolutionær udvikling i mere fremskredne lande.
Det tredje – og det væsentligste – var en forståelse for, hvordan revolution i et tilbagestående land nødvendigvis ville smitte og fremme en revolutionær udvikling i fremskredne lande.
Trotskijs teori blev til fulde bekræftet med den russiske revolution i 1917, og det revolutionære opsving i Europa årene efter. Det var denne udvikling, som Trotskij så klart forudså, som gav den objektive baggrund for opbygningen af den mest magtfulde arbejderorganisation, historien har set. 3. Internationale – eller Komintern – var i 1923 på sit højeste med masseorganisationer i det meste af Europa og med vigtige bastioner i Asien. Enkeltsektioner i Europa havde flere end 100.000 medlemmer – kun fire år efter dannelsen.
Marxismens rødder
Marxismen er langt hen ad vejen en generalisering ud fra højdepunkterne i arbejderklassens kamp – men den kan ikke reduceres til dette. Bag marxismen ligger der et historie- og menneskesyn, sammenfattet i den materialistiske historieopfattelse og en økonomisk teori om lovmæssighederne i den kapitalistiske udvikling.
Det teoretiske fundament for marxismen er en syntese af de bedste elementer fra engelske økonomer, franske socialister og tyske filosoffer.
Kernen i denne syntese er, at menneskenes tanker og væren er bestemt af de sociale forhold, sociale forhold som er menneskeskabte og kan forandres.
Derfor: Så længe der er kapitalisme, vil forholdet mellem arbejdere og kapital gebærde sig efter ganske bestemte mønstre med tilbagevendende krige, kriser og arbejdskampe, som ind imellem vil eksplodere i revolutionære opstande.
Først med fjernelsen af selve kapitalismen, konkurrencen og den private ejendomsret vil menneskene kunne leve som “frit associerede enkeltindivider” i frihed, lighed og broderskab.
Hvordan bruger vi marxismen i dag?
Marxismen er ikke et dogme, men en levende teori om de forandringer og ændrede betingelser, kapitalismen giver for revolutionens sejr.
Marxismen må derfor bruges i tæt forbindelse med arbejderklassens kamp. Det kan kun ske gennem en organisation, et revolutionært parti. Internationale Socialister er et sådant parti under opbygning.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed