Socialistisk Arbejderavis
Nr. 17 – Februar 1986 – side 7
Kapitalismen i krise
Krise i øst
Charlie Lywood
De statskapitalistiske lande med USSR, Østeuropa og Kina i spidsen er ikke gået fri af krisen i kapitalismen. De følger udviklingen i verdensøkonomien generelt.
Arbejderne i Østeuropa er også ofre for den kapitalistiske konkurrence på verdensplan. De bliver presset til at øge produktionsgraden og acceptere en lavere levestandard.
Den herskende klasse i USSR og Østeuropa er, som de vestlige kapitalister, besluttet på at fastholde deres privilegier og opretholde udbytningen af arbejderklassen, for at få økonomien på skinner. For at forstå, hvorfor de statskapitalistiske økonomier er så tæt indvævet i verdensøkonomien, må vi gå 55 år tilbage.
“Indhente og overhale!”
Det nye bureaukrati fik i Sovjet under Stalin bugt med Trotskij og venstreoppositionen sidst i 20’erne. Men den herskende klasse stod over for mange andre problemer. Det altdominerende var Sovjets tilbageståenhed i forhold til de store vestlige økonomier.
Stalin formulerede sit bud på problemerne i artiklen “Om industrilederens opgaver” i 1931: “Nej kammerater ... der må ikke slækkes på hastigheden! Tværtimod må vi øge den så meget som der er kræfter og muligheder til... Vi er halvtreds til hundrede år bagefter de udviklede lande. Denne forsinkelse må vi indhente på ti år. Enten lykkes det, eller også smadrer de os.”
Og det “lykkedes” at få en vækst i økonomien i 30’ernes Sovjet, på basis af intens udbytning af arbejderne. Levestandarden blev reduceret til et minimum, grænserne blev lukket og arbejderne presset til at arbejde under slavelignende forhold. På denne måde kunne man skabe muligheder for en høj investeringsrate.
Mens resten af verden var i krise i 30’erne, var der vækst i Sovjet og Hitlers Tyskland. Begge stater brugte de samme metoder for at øge akkumulationen.
Folkerepublikkerne i 50’erne
Efter anden verdenskrig var USSR tvunget til at investere enorme summer i militærapparatet, hvis de skulle afværge en tilbagerulning af deres nyvundne imperier.
Men det var ikke nok. Befolkningen i Sovjets nye allierede lande som Polen, Ungarn og Østtyskland skulle også brødfødes, og forventningerne til de nye regeringer skulle indfries.
Men hverken Sovjet eller økonomierne i disse lande kunne konkurrere i forhold til priser og kvalitet på verdensmarkedet. De fleste “førkrigskapitalister” var forsvundet eller miskrediteret i befolkningens øjne. Statsmagten, ledet af de enkelte landes kommunistpartier, var den eneste tilbageværende økonomiske drivkraft.
I perioden efter anden verdenskrig blev en stor andel af de østeuropæiske landes produktion brugt til investeringer. Omkring 40% mod de vestlige landes ca. 20% Investeringerne blev fortrinsvis satset i udviklingen af sværindustrien.
Fordi verdensøkonomien som helhed boomede, var selve profitraten ikke afgørende. Det var massen af profit som betød noget. Arbejderklassens forbrug blev strengt reguleret gennem centralt fastsatte priser og lønninger.
Denne rovdrift på arbejderklassen, kombineret med koncentration af investeringerne, vendte folkerepublikkernes økonomier fra at være domineret af landbrug og let industri, til moderne industrielle økonomier.
Men den hurtige vækst og koncentration af arbejdskraften, central styring uden snev af arbejderstyring over produktionen, havde flere uheldige konsekvenser.
Arbejderklassen svarede på den øgede udbytning. I Ungarn 1956, Østtyskland 1953 og Tjekkoslovakiet i 1968, med krav om lønforhøjelser og modstand mod prisforhøjelser.
Statskapitalismen og krisen
Den centrale styring af økonomien, uden demokrati betød ligegyldighed, spild og korruption. Manglende konkurrencedygtighed overfor vestlige varer betød, at det sorte marked voksede og at investeringerne i ny teknologi udeblev.
Det største problem for bureaukratiet var alligevel, at de store investeringer i fast kapital, betød at profitraten generelt set faldt. Det var ikke længere muligt at smide rubler og ressourcer i et projekt for at opnå stor vækst. Alle statskapitalistiske lande oplevede faldende vækststigninger i 60’erne. Deres økonomier var blevet sløve.
De østeruopæiske lande reagerede forskelligt på krisen, afhængigt af de forskellige herskende klassers muligheder for at udbytte deres arbejdere og de ressourcer de rådede over. Men alle har de forladt en økonomisk politik, som går ud på at lukke grænserne og forsøge selvforsyning, fordi det i dag betyder stagnation og manglende evne til at konkurrere på verdensmarkedet.
Alle østeuropæiske lande har været tvunget til at handle med store multinationale selskaber og optage lån i vestlige banker, for at skaffe valuta til køb af det bedste tilgængelige maskineri og teknik fra udlandet.
For at betale regningen er de tvunget til at øge eksporten afgørende. Værst er det i Polen, hvor gælden svarer til hele 92% af eksporten til lande, som står uden for Comecon – den østeuropæiske handelsunion. Fordi verdensmarkedet blev yderligere indskrænket og konkurrencen blev endnu heftigere, kunne de østeuropæiske varer ikke sælges i det omfang, som var nødvendigt for at betale renten tilbage.
Polen var bankerot i 1981/82 efter to år med massiv arbejdermodstand mod de prisstigninger som gældskrisen forårsagde. Østtyskland, Bulgarien og Ungarn slæber rundt med de samme problemer, uden at det er gået så “galt” som i Polen.
I Ungarn står regimet overfor en mere disciplineret arbejderklasse. Samtidig har man udviklet tættere kontakter med vestlig kapital, og har mere eller mindre opgivet central styring af priser og lønninger. Investeringerne ligger imidlertid stadig i statens hænder. Det betyder ikke, at Ungarn “klarer sig” godt. Økonomien er blot endnu mere følsom overfor valutasvingninger på verdensplan.
Gældskrisen rammer samtlige østeuropæiske lande. Et problem, de deler med resten af verden. Også Kina og Vietnam er blevet tvunget til at åbne sine grænser, og give multinationale selskaber for det frie initiativ og staten garanterer for billige råvarer og arbejdskraft.
Samme sag
Den herskende klasse i øst, slås med de samme problemer som vores hjemlige kapitalister og regeringer; for lav profitrate, for hård konkurrence på verdensplan og for besværlige arbejdere.
Verdenskrisen har ramt alle lande, ligegyldigt om de er styrede af vodkanydende bureaukrater, cigarrygende privatkapitalister, eller de såkaldte “socialistregeringer” i Vesteuropa. Privatkapitalisme og statskapitalisme er to sider af samme sag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed