Socialistisk Arbejderavis
Nr. 17 – Februar 1986 – side 8
Valg i Frankrig: Mellem pest og kolera
Ole Mølholm Jensen
Parlamentsvalget i Frankrig den 16. marts kommer efter, at der i fem år har været flertal bag Det Franske Socialistparti (PSF). Det har været fem år med arbejderflertal.
De første 3 år var Det Franske Kommunistparti (PCF) i regeringssamarbejdet med socialisterne, men i de sidste to år har PSF regeret alene.
Da Mitterand og PSF vandt parlaments- og præsidentsvalget i 1981, blev valgsejren mødt med store forventninger i den franske arbejderklasse. Også i andre lande sås sejren som en levendegørelse af teorien om den parlamentariske vej til socialisme.
Valgsejren blev i Danmark brugt af SF, dele af VS og DKP til at pege på arbejderflertallet i Danmark. En tendens som blev endnu stærkere efter at Schlüter overtog taburetten i 1982. Men for både den franske arbejderklasse og den hjemlige reformpolitiske venstrefløj, har Mitterand’s regeringsperiode været skuffelse på skuffelse.
De store arbejderdemonstrationer i Frankrig i 1981, til støtte for den socialistiske/kommunistiske regering og deres reformløfter, blev allerede fra 1983 vendt til demonstrationer imod regeringen og de ikke-indfriede løfter fra valgprogrammet.
Det har heller ikke været meget at råbe hurra for i den franske arbejderklasse. Mitterand har i de sidste fem år ført en benhård nedskærings- og indkomstpolitik med massefyringer og arbejdsløshed til følge. De store ord fra valgkampen i 1981 om 35 timers arbejdsuge, nationaliseringer og generelle levevilkårsforbedringer er aldrig blevet omsat i praksis.
Angrebene på arbejderklassen
Mitterand har angrebet arbejderklassen hårdt igennem de sidste fem år. Ikke af lyst, men af den enkle årsag, at den franske kapitalisme har krævet det for at bevare markeder og profitter. Det startede efter, at statsunderskuddet og betalingsbalanceunderskuddet voksede voldsomt i 1982.
Først kom der en række traditionelle kriseindgreb. Der blev fastsat et lønstop i juli 1982 og indført hospitalsafafgifter. Samtidig kom der en 40% stigning i forbrugsvarer som cigaretter og spiritus. Herefter erklærede regeringen, at der skulle ske drastiske nedskæringer i bil-, stål- og værftsindustrien.
I 1984 ryger der 2.000 ansatte fra bilfabrikken Talbot, efter hårde kampe. Efter Talbot kom turen til Renault, Peugeot og Citroën, hvor massefyringer blev effektueret. I stålindustrien er det erklærede mål for fyringerne at bringe antallet ned fra 51.000 til 21.000 arbejdere.
Overfor disse massefyringer har arbejderklassen stået med ryggen mod muren. Fra 1981 til sommeren 1984 støttede begge de faglige organisationer, at der blev rationaliseret i industrien. Det socialistisk dominerede landsforbund CFDT har offensivt bekæmpet de arbejdergrupper, som har forsøgt at kæmpe mod fyringerne, for eksempel igennnem besættelser.
Arbejderklassen har mærket, hvad det vil sige, at en “arbejderregering” kommer til magten, og hvad det betyder, når fagbureaukratiet støtter en “arbejderregering”.
Modstanden mod Mitterand har dog ikke manglet helt. Men modstanden er opstået og blevet organiseret uden om de faglige organisationer og traditonelt stærke arbejdergrupper. I foråret kom det for eksempel til store massedemonstrationer mod Mitterand. Disse demonstrationer blev ledet af middelklassen, som under Mitterand er gået meget i offensiven. Men også studenterne har kæmpet i gaderne mod regeringen.
Selvom demonstrationerne har borgerligt indhold, viser de kernen i situationen. Der er intet organiseret venstre-alternativ på nationalt plan, der kan udfordre regeringen. Modstanden bliver derfor diffus og højreorienteret. Det har resulteret i, at den nye fascistiske bevægelse, Den nationale Front (FN), har fået utrolig opbakning blandt arbejdsløse unge og middelklasse. I nogle byer har de fået 10 til 20% af stemmerne til lokale valg.
Fascisternes fremgang hænger nøje sammen med en stigende rascisme, som Mitterand og sågar PCF har understøttet. De immigrantarbejdere, som er blevet fyret i bilindustrien, har fået tilbudt 20.000 F. for at tage hjem.
Valget
Mitterand har længe set ud til at tabe valget, men det ser nu ud til at vende. Regeringens højredrejning har passiviseret de borgerlige partier, som ser en glimrende adminstrator af Forretningen Frankrig i Mitterand.
De eneste, som ikke vinder valget, er arbejderklassen. Kun ved at genvinde tilliden til egne kræfter på trods af “arbejderflertallet”, kan arbejderklassen få fremgang i Frankrig i dag.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed