Socialistisk Arbejderavis
Nr. 172 – 4. december 1997 – side 2
Asien
“Mirakeløkonomiers” krise udløser dominoeffekt
Børskrisen, der ramte Japan i slutningen af november, viser at selv de største økonomier ikke er usårlige. Japan er verdens næststørste økonomi, og er det land i verden, der investerer den største procentdel af sit bruttonationalprodukt i andre lande. En stor del af den amerikanske økonomi er fx finansieret af japanske lån.
De sidste 23 år har det kapitalistiske system været vidne til hele 3 store økonomiske nedture. Senest i starten af 90erne. Selvom Lykketoft og Nyrup herhjemme taler meget om opsving og sågar om faren for en “overophedning” af økonomien, så lider store dele af verden stadig under den økonomiske nedtur.
Koreanske bankfunktionærer protesterer over regeringens krav om, at de skal betale for markedets vanvid
Det meste af EU, især Tyskland og Frankrig, har haft meget lav vækst og arbejdsløsheden er steget støt. Folk, der har sat deres lid til kapitalismen har derfor forventet, at de asiatiske lande kunne hive resten af verden ud af krisen.
Mirakel
Sidste år hyldede de højtbetalte eksperter i OECD fx Sydkorea som “et økonomisk mirakel.” Og politikere overalt i Europa har fremhævet Japan, Singapore og Hong Kong som pragteksemplarer på kapitalistiske økonomier uden kriser og med evig vækst.
At de højtbetalte eksperter og politikere ikke har forstået, hvordan kapitalismen fungerer, fik man et tydeligt bevis på i sommers. Først styrtdykkede økonomierne i de såkaldte nye “tigerøkonomier” i Thailand, Malaysia og Indonesien. Dernæst gik det hårdt ud over Sydkorea, Hong Kong og Kina og nu regionens aller største økonomi, Japan.
Problemet er alle steder det samme: overproduktion. Før krisen begyndte for alvor i sommers, udnyttede fabrikkerne i Kina kun 60 pct. af deres kapacitet. Der var simpelthen ikke købere nok til deres varer. I Korea kørte produktionen kun på 70 pct. og i Taiwan på 72 pct. af kapaciteten.
Det oprindelige opsving i Asien, der lagde grunden for “tigrenes” vækstrater, var forventningen om at kunne eksportere sig ud af alle problemer. Alle landene i regionen forventede at kunne eksportere stadig mere til omverdenen. Disse forventninger gjorde det nemt at få hurtige, billige lån, der så især blev brugt til spekulation, men med den stadigt voksende eksport som garant.
Men for at et land kan eksportere må et andet land importere. Derfor er det umuligt for alle lande at blive ved med at øge deres eksport. Før eller siden bliver markedet mættet.
Problemet bliver kun forværret af, at regeringerne af hensyn til betalingsbalancen forsøger at forhindre landets arbejdere i at få del i væksten gennem højere løn. Højere lønninger vil sætte gang i forbruget, og derfor også importen.
Men at holde egen import nede er det samme som at holde andre landes eksport nede. Derfor begyndte væksten at aftage og profitterne at falde i hele regionen. De mest belånte lande såsom Thailand, Malaysia og Indonesien mærkede først resultatet. Det var derfor krisen startede der.
Japanske firmaer har investeringer for ca. 250 mia. kroner i Indonesien alene. Krisen i Sydøstasien har derfor ført til store tab for den japanske finansverden. Hvad der så til sidst førte til, at kæmpebørsfirmaet Yamaichi gik konkurs med et underskud på 70 mia. kroner.
Startkrisen i Sydøstasien ramte først og fremmest aktiemarkederne, hvilket i sig selv ikke behøver at betyde en nedgang i produktionen eller massefyringer. På aktiemarkedet handles der med andele i profit og i forventet fremtidig profit, udtrykt i aktier og såkaldte "derivativer". Disse papirer har ingen direkte relation til den faktiske produktion, og derfor behøver et styrtdyk på aktiemarkederne ikke nødvendigvis medføre nogen ændring i produktionen.
Global krise
Men med Japan forholder det sig anderledes. Netop fordi Japan er det land i verden, der investerer det største beløb i produktion i udlandet. Truede japanske firmaer kan føle sig presset til at trække deres investeringer ud, hvilket kan lede til massefyringer og krise på global skala. Som ved Wall Street krakket i 1929.
Derfor er Den internationale Valutafond, IMF, og Verdensbanken også meget villige til at give økonomisk hjælp. Således har Thailand fået en hjælpepakke på 115 mia. kroner og Indonesien en på 140 mia. kroner. Den japanske stat forventer ydermere at pumpe 850 mia. ud i finansverden.
Til sammenligning bruger den indonesiske stat ca. 155 mia. kroner på uddannelse, sundhed og velfærd.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed