Socialistisk Arbejderavis
Nr. 172 – 4. december 1997 – side 2
Den persiske Golf
USA får ikke støtte til krig
Clinton fik ikke sin nye Golfkrig i denne omgang. Men hele Den persiske Golf er nu verdens mest ustabile område, og der kan derfor forventes nye stridigheder i fremtiden.
Clinton fik ikke sin nye Golfkrig i denne omgang. Men hele Den persiske Golf er nu verdens mest ustabile område, og der kan derfor forventes nye stridigheder i fremtiden.
Det amerikanske ønske om krig drejer sig ikke om at forsvare demokratier – de fleste lande i Golfen er ikke demokratier, fx Saudi Arabien og Kuwait. Det drejer sig heller ikke om at garantere, at et land, Irak, opfylder FN’s krav – Israel har konsekvent nægtet at rette sig efter Sikkerhedsrådets resolutioner.
Det drejer sig om kontrol med olien. Verdens største olieproducenter er alle golfstater. Det var hensynet til USA’s kontrol over olien, der var den egentlige grund til golfkrigen. Men det er også hensynet til olien, der ligger bag afblæsningen af krigen i denne omgang.
Frankrig, Kina og Rusland, der alle tre er permanente medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd, har indgået favorable aftaler med Irak om olie og naturgas. De er derfor ikke interesseret i en krig.
Et andet problem er Israel. Før Rabin blev snigmyrdet og Netanyahu kom til magten, bestod kernen i USA’s alliance af Israel, palæstinenserne, Egypten og Jordan. Men Netanyahus politik har splittet den alliance fuldstændigt fra hinanden.
USA kunne derfor ikke som sidst samle en alliance af mellemøstlige stater mod Irak.
Støttede undertrykkelse
Umiddelbart efter Golfkrigen opfordrede USA irakerne til at vælte diktatoren Saddam Hussein, men støttede i stedet regimets undertrykkelse af oprørene. Det, USA ønskede, var ikke et andet regime, men et svagt regime.
Magtbalancen er yderligere forrykket siden Golfkrigen, idet Iran atter er på vej til at blive en stor militærmagt i området.
Irak er ikke længere nogen militærtrussel for de andre regimer, fx skønner FN’s opgørelser at Irak kun råder over fem affyringsramper til missiler. Egypten har 24 og Syrien 60-65. Iran formodes at have en ti stykker.
Irak råder ikke over atomvåben. Det gør kun Israel. Mens Iran vurderes snart at kunne producere atomvåben.
Alt det betyder at magtbalancen i Golfen er i stadig forandring. Det betyder igen, at det er meget svært for USA, med eller uden Israel, at sikre sig overherredømmet i regionen. Men på den anden side kan USA heller ikke trække sig ud, for landet er afhængig af olien.
Andre stormagter er fanget i samme knibe, men de vælger hver deres måde at håndtere situationen på. Frankrig, Rusland og Kina indgår handelsaftaler med Irak. Israel er pludseligt blevet villige til at snakke om de iranske tilgodehavender på 1,4 mia. kroner for oliehandel. Penge, som Israel indefryste efter den iranske revolution i 1979 førte til shahens fald.
Det betyder, at det er meget svært for de herskende klasser i USA, Europa, Kina og Israel at blive enige om en strategi. I stedet konkurrerer de indbyrdes om indflydelse i Mellemøsten.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed