Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 172 – 4. december 1997 – side 5

Marxisme i hverdagen

På afgrundens rand

Martin B. Johansen

I dette efterår har finansminister Mogens Lykketoft flere gange påstået – iøvrigt som et ekko af den amerikanske nationalbankdirektør Alan Greenspan – at økonomien er sundere end i mange år, og at vi kan se frem til årtiers økonomisk opsving.

Lykketofts optimisme ligner en udtalelse som følgende: “Aktuelle forudsigelser om en kraftig tilbagegang, som også vil ramme aktiernes niveau, savner ethvert faktuelt grundlag.”

Denne udtalelse blev fremsat af professor Irving Fisher dagen før det store børskrak i 1929, som sendte hele verdensøkonomien ud i den hidtil værste krise.

En lignende udtalelse kom fra den kendte økonom Paul Samuelson, som i 1970 påstod, at økonomerne nu havde analyseret nationaløkonomien til bunds, og at kriser hørte fortiden til. Få år senere røg verdensøkonomien ud i en kraftig nedgang.

Faktisk synes det at være et generelt fænomen, at de mest optimistiske udtalelser og de største lovprisninger af kapitalismen altid kommer umiddelbart før, en krise bryder løs.

Forklaringen på den modsigelse er, at de faktorer i økonomien, som skaber grundlaget for økonomisk fremgang, ikke træder tydeligt frem på overfladen.

Produktionen

Grundlæggende set er betingelsen for økonomisk vækst, at der konstant sker en udvidelse af produktionen. Det er kun i selve produktionen, at der bliver skabt nye økonomiske værdier, som kan gøre kapitalisterne rigere.

Alle andre indtjeningsmuligheder – udlån af penge, handel med aktier og obligationer – afhænger i sidste ende af, hvor mange penge der kan tjenes pr. investeret krone i produktionen.

Men jo mere produktionen bliver udvidet, desto større er det overskud, som skal geninvesteres for at virksomhederne kan køre videre som rentable virksomheder.

Og i længden kan det ikke betale sig at udvide produktionen i samme takt, som der skabes nye værdier, der skal investeres.

I stedet bliver der investeret i aktier, i bygning af kontorpaladser, i råmaterialer – hvilket fører til stigende priser og aktiekurser, som igen trækker ny spekulation med sig i forventning om, at man altid kan købe billigt i dag og sælge dyrt i morgen.

Problemet er blot, at denne spekulationsspiral ikke kan fortsætte i det uendelige. Før eller siden vil den resultere i, at priser på råvarer, banklån eller aktiekurser er steget så meget, at enkelte virksomheder ikke længere giver tilstrækkeligt overskud.

Nedgang

I den situation vil nogle kapitalister vælge at stoppe eller begrænse produktionen. Men ved at gøre det, ødelægger de samtidig markedet for andre kapitalister. Og så bliver den økonomiske fremgang pludselig vendt til nedgang, der altid kommer som en stor overraskelse for økonomer og kapitalister.

Overraskelsen er så stor, at vi ved hver krise får serveret den ene mere fantasifulde forklaring efter den anden.

I slutningen af 1800-tallet mente én økonom, at kriserne skyldtes solpletternes indvirkning på jordens klima.

1970’ernes krise blev forklaret med oliemangel og endda, at vi var på vej til en ny istid. Krisen i starten af 1990’erne er af nogle blevet forklaret med “kosmiske cykler”, fx planeterne Jupiters og Saturns placering i forhold til Jorden.

Problemet for personer som Lykketoft er, at de nærer en blind tiltro til, at kapitalismen er et effektivt system, og at kriser kan undgås, hvis investorer og regeringer opfører sig rationelt.

Men kapitalismen er i sig selv ikke rationel. Der ligger i selve markedsøkonomiens hjerte indbygget en barriere for konstant udvidelse af produktionen. Det betyder, at ethvert opsving bliver afløst af en krise.

Kapitalismens tilbedere bliver lige overrasket hver gang.

Flere artikler i serien Marxisme i hverdagen

Flere artikler fra nr. 172

Flere numre fra 1997

Se flere artikler af forfatter:
Martin B. Johansen

Siden er vist 1837 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside