Socialistisk Arbejderavis

Nr. 173 – 18. december 1997 – side 8

Nye tal om sociale forskelle punkterer illusioner om lighed

Finansministeren taler om lighed, fordi han véd, folk kræver det. Men i virkeligheden øges forskellen mellem rig og fattig.

Det var fuldstændigt uden hold i virkeligheden, da finansminister Mogens Lykketoft i starten af denne måned påstod, at uligheden mellem rige og fattige i Danmark er blevet mindre i perioden mellem 1983 og 1995.

Nyere tal fra Danmark Statistik og Socialforskningsinstituttet viser det modsatte. Mens den rigeste tiendedel af befolkningen i 1986 ejede 63 pct. af de samlede formuer, så ejede de i 1993 81 pct. Den rigeste tiendedel tjente i 1993 17 gange så meget som den fattigste tiendedel.

Påstanden

Lykketofts påstand om større lighed er hentet i finansredegørelsen: “Udviklingen i de seneste 10-15 år har vist, at det kan lade sig gøre at forene en markedsøkonomi, som operer under stigende international konkurrence, med en mere lige indkomstfordeling.”

Der er blevet større forskel på rig og fattig i samme periode som Lykketoft taler om øget lighed

Men finansredegørelsen manipulerer groft med tallene.

For det første bliver de fattigstes indtægter kunstigt forhøjet i redegørelsen. Eftersom bistandsklienter og andre modtagere af offentlige ydelser nu skal betale skat, beregnes deres indkomst som en højere bruttoindkomst, uden at de dermed har fået én krone mere i lommen.
For det andet påstår Mogens Lykketoft, at de rige i dag betaler mere i skat end tidligere. Men da finansredegørelsens undersøgelse slutter i 1995, har den ikke fået de massive skattelettelser med, der siden er indført. Fx fjernelsen af formueskatten og sænkningen af skatteloftet. Alene i 1997 får de rigeste en skattelettelse på 3,2 milliarder.

Dertil kommer, at det først og fremmest er de rigeste, der har mulighed for at lave skattefiduser.
For det tredje påstår Lykketoft, at pensionisternes stigning i disponibel indkomst er steget mere end de erhvervsaktives. Men det dækker over store forskelle blandt pensionisterne.

De pensionister, der har fået den største fremgang, er de rigeste, som er dem, der har sparet mest op til pensionen.

Nul forbrugsfest

For de 70 pct. af pensionisterne, der må klare sig for folkepensionen, har stigningen i disponibel indkomst holdt sig under én procent. Og én procent af en i forvejen lille folkepension giver ikke megen forbrugsfest.
For det fjerde er unge mellem 18 og 25 år – ligesom de 60-66 årige – taget ud af undersøgelsen. Sagen er, at de unges disponible indkomst er faldet med 8,8 pct., så de pynter ikke ligefrem i Lykketofts statistik.

Der er klasseforskel

Når Lykketoft er nødt til at manipulere så groft med tallene, så hænger det sammen med, at 1980'ernes tilbedelse af grådigheden ikke længere sælger biletter. Især ikke for en socialdemokratisk ledet regering, som søger sin opbakning blandt den del af befolkningen, som ikke har mærket noget til nogen fremgang.

Men den selvsamme regering ønsker på den anden side heller ikke at ændre ved de riges privilegier. Forskellen mellem rige og fattige er nemlig ikke bare et spørgsmål om, hvordan formue og indkomst fordeles, men handler om, hvilken klasse man tilhører.

De rige har fået formue, fordi de ejer eller disponerer over produktionsapparatet. Ejendomsretten giver dem mulighed for at rage overskuddet fra arbejdernes produktion til sig.

Resultatet af denne udbytning er bl.a., at mens en kassedame bruger 841 kr. om året på sko, kan chefen spendere 3.212 kr. Når kassedamen bruger 3.685 kr. på udgifter til sin bil om året, bruger chefen 26.485 kr.

300 topchefer har mere en 100.000 kr. i løn om måneden og gennemsnitslønnen i Ledernes Hovedorganisation er 32.000 kr. om måneden plus det løse.

Formelt kan folk bruge deres penge, som de vil. Men reelt er det kun aktionærer, direktører og andre chefer, der har råd til frit at vælge, fx hvor de vil bo – i beton-ghettoen eller på Strandvejen eller om bilen skal være en Fiat eller en Audi.

Når regeringen påstår, at der ikke er råd til at afskaffe ventelister, så skyldes det, at den ikke ønsker at begrænse den rige overklasses muligheder for at blive endnu rigere.

De er derfor nødt til med løgn og manipulation at vedligeholde illusionen om Danmark som et lige og retfærdigt samfund uden de store klasseforskelle. Men den illusion bliver ikke ved med at holde.

Flere artikler fra nr. 173

Flere numre fra 1997

Siden er vist 1681 gange.

Redirect = 0