Socialistisk Arbejderavis
Nr. 175 – September 1999 – side 9
Universiteterne øger klasseforskellen
Tom Christiansen
Indtil for få år siden var det officiel socialdemokratisk politik, at uddannelse skulleskabe større lighed i samfundet. Ikke bare i form af, at uddannelse kunne føre til bedre jobs, men også i den forstand, at større viden giver større indflydelse.
I 1970’erne blussede klassekampen op – også i uddannelsessystemet
Men på trods af, at diverse socialdemokratiske regeringer har siddet ved magten i efterkrigstiden, har uddannelsessystemet fungeret stik modsat. Det har tværtimod været det vigtigste instrument til at fastholde og øge klasseforskellene i det kapitalistiske samfund.
Arbejderklassens børn sorteres tidligt fra af karakter- og eksamensræset. Mens universiteterne først og fremmest befolkes af unge fra den herskende klasse eller højere middelklasse. En undersøgelse fra samfundsfag på Københavns Universitet i 1992 viste, at 61 pct. kom fra de to øverste socialgrupper, mens kun 15 pct. kom fra de to nederste. Og det selvom kun 22 pct. af befolkningen tilhører de to øverste socialgrupper, mens 49 pct. tilhører de to nederste. Så længe kapitalismen eksisterer, kan det ikke være anderledes, fordi uddannelsessystemets funktion er at tilfredsstille behovene i produktionen. Selvom alle fik den samme uddannelse, kunne alle ikke blive direktører og chefer. Den kapitalistiske produktion forudsætter, at det store flertal kommer til at besætte job, hvor man selv har minimal indflydelse på sit eget arbejde, eller hvor man ingen indflydelse har via sit job.
Sådan er det også med langt hovedparten af de folk, der kommer gennem universiteterne.
Uddannelsessystemets funktion er ikke at bibringe så mange som muligt så stor viden som muligt, men at sortere arbejderklassens børn fra undervejs gennem karakterræs og eksaminer.
Når flertallet af børn og unge er blevet sorteret fra i løbet af uddan-nelsesforløbet, er der middelklassen tilbage til de lange videregående uddannelser som fx universiteterne.
Selvom langt de fleste med en akademisk uddannelse ender som ganske almindelige arbejdere, er de akademiske uddannelser først og fremmest beregnet på at skabe kvalifikationer og holdninger hos et lag, som på den ene side ikke skal deltage i produktionen, men som skal skabe en række forudsætninger for, at det kapitalistiske samfund kan fungere.
Det er forskere og teknikere, der skal skabe den teknologiske udvikling, der er afgørende for den herskende klasses profit og konkurrenceevne. Samfundsforskere, der skal forsyne politikerne med ”videnskabelige” argumenter for, at retfærdiggøre de kapitalistiske klasseforskelle. Administratorer, der, som embedsmænd, skal forvalte den offentlige sektors ressourcer og føre kontrol med, at arbejderklassen ikke får alt for meget ud af velfærdsstaten. Humanister, der skal fremstille en forståelse af historie, kultur og tradition, der ligger i forlængelse af borgerskabets idealer om nationalisme og liberalisme. Journalister, gymnasie- og skolelærere, der skal formidle den borgerlige ideologi til arbejderklassen og gennemføre karakternes og eksaminernes disciplinering. Jurister, der skal sørge for, at det borgerlige retssystem fungerer som beskytter af de riges privilegium.
Alle disse funktioner er livsvigtige for kapitalismen, så derfor er det af stor betydning, at uddannelsessystemet ikke bare videregiver de fornødne kvalifikationer til det fornødne antal uddannelsessøgende, men også den ”rette” holdning til den erhvervsfunktion, de uddannelsessøgende senere skal udfylde.
At akademikerne skal udfylde disse roller, betyder dog ikke, at de automatisk er en del af den herskende klasse. De har ingen indflydelse på deres arbejde, og har kun i lille omfang direkte magt.
Med det økonomiske boom i 1960’erne fik staten og de private virksomheder brug for en bedre uddannet arbejdskraft.
Der var brug for folk til ledende stillinger, men også almindelige arbejdere, der skulle varetage funktioner indenfor undervisning, planlægning, kommunikation, sundhed m.v.
Det voksende behov for uddannet arbejdskraft betød, at de videregående uddannelser fra slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne var ved at komme ud af kontrol.
Optaget på de videregående uddannelser voksede til et planløst kaos langt ud over de fysiske rammer, der var for uddannelserne.
Samtidig skete der en politisk radikalisering blandt mange studerende. Dels gennem en antiimperialistisk bølge med udspring i modstanden mod USA’s krig i Vietnam. Og dels som følge af et opsving i arbejderklassens kampe. Det kom blandt andet til udtryk gennem aktioner mod et uddannelsessystem, der ikke kunne følge med, hverken med undervisning eller de fysiske forhold.
Behovet for en reformation af uddannelsessystemet i en tid, hvor studenter- og arbejderbevægelsen var inde i et opsving, resulterede i, at de studerende fik nye muligheder for selvstændige og kritiske studier. Venstreorienterede studenter begyndte at lave studier i arbejderklassens interesser. Der blev lavet rapporter om det farlige og nedslidende arbejdsmiljø, som forskellige faglige grupper fx asfaltarbejderne var udsat for.
Klassekampens historie afløste mange steder nationernes og kongernes historie. Marxistiske teorier fik i det hele taget en renæssance på de videregående uddannelser.
Fra statens side var det naturligvis uacceptabelt. Og med dannelsen af direktoratet for de videregående uddannelser startede en kamp for at få uddannelsessystemet og ikke mindst de studerende under kontrol igen. Yderligere pressede den økonomiske krise, som fra midten af 1970’erne afløste det økonomiske opsving, på for en strammere styring af ressourcerne.
Et af de instrumenter, som staten havde til sin rådighed, var adgangsbegrænsningen, som gjorde det muligt at regulere antallet af uddannelsessøgende på de enkelte uddannelser. Det skærpede samtidig karakter- og eksamensræset i gymnasiet og HF. Et andet instrument var stramninger i uddannelsesstøtten, der betød, at de studerende må tte disciplinere sig selv og koncentrere sig om pensum. Selvstændige og kritiske studier var der ikke længere så meget plads til. Det gælder også i dag.
Et tredje instrument er styringen af bevillinger til de enkelte institutter, hvor de institutter, hvor der bliver bestået flest eksaminer, får flest penge. Det tilskynder til at ensrette undervisningen mod eksamenspensum.
Endelig er det lykkedes for staten at slippe af med den tidligere styrelseslov, som gav de studerende en vis indflydelse på uddannelserne gennem de styrende organer. I dag skal erhvervslivet ifølge regeringen sikres en større indflydelse på uddannelserne, dels gennem deltagelse i institutbestyrelse, men som noget nyt også ved valg af rektorer.
Stramningerne og rationaliseringerne af uddannelserne og forringelsen af de studerendes levevilkår, har fået de studerende til at reagere fx i “Nu er det nok” bevægelsen. Men de studerendes kamp har ikke bare indflydelse på de studerendes egne levevilkår. Den betyder også en hel del for, hvordan verden kommer til at se ud for mange andre mennesker.
Hvis det bliver erhvervslivet, der kommer til bestemme, hvad de studerende skal lave og, hvad der skal forskes i, hvem skal så i fremtiden stille de kritiske spørgsmål overfor erhvervslivets aktiviteter fx udsætning af genmodificerede planter, forurening, dårligt arbejdsmiljø osv. Erfaringerne fra slutningen og begyndelsen af 1970’erne viser, at selv indenfor rammerne af det kapitalistiske uddannelsessystem, er det muligt for en aktiv studenterbevægelse at tilkæmpe sig muligheden for kritiske og selvstændige studier.
Men det er ikke muligt at gøre op med uddannelsessystemets grundlæggende funktion – at opdrage os til deltagelse i klassesamfundet. Det kræver et opgør med det kapitalistiske samfund, hvis overlevelse er afhængig af, at uddannelsessystemet varetager den opgave.
Det væsentligste i et socialistisk samfund er, at det er demokratisk styret fra neden. Ikke bare så alle har lige ret til at deltage i demokratiske beslutningsprocesser, men også har lige mulighed for det. Det kræver, at det socialistiske uddannelsessystem tager sigte på at udruste alle, uanset hvilket arbejde de udfører, med så stor indsigt som muligt. Endvidere må uddannelsessystemet tage sigte på at afskaffe adskillelsen mellem håndens og åndens arbejde.
I Rusland umiddelbart efter den socialistiske oktoberrevolution, og inden Stalin fik genindført kadaverdisciplinen, eksperimenterede man med polytekniske skoler, som forenede teoretisk undervisning med praktisk arbejde, hvor eksaminer og karakter blev afskaffet, og universiteterne blev åbnet for alle, der var interesserede. Det kollektive projektarbejde afløste den individualistiske undervisning, så de studerende lærte at arbejde sammen frem for at konkurrere. De studerende fik lige så stor indflydelse på uddannelsesstedet som det øvrige personale og blev på den måde forberedt på at deltage aktivt i det demokratiske, socialistiske samfund.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed