Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 176 – Oktober 1999 – side 5

Vesten og FN er ligeglade med folkemordet på Østtimor

K Nielsen

FN og deres fredsbevarende styrker er skredet ind i konflikten i Østtimor; men hovedformålet er ikke at sikre fred og stabilitet for den brede befolkning. Formålet er at sikre sig indflydelse på, hvem der skal have magten i Østtimor og dermed varetage de vestlige landes økonomiske interesser i området.

Efter afstemningen om Østtimors selvstændighed, hvor et kæmpe flertal på 80%, stemte for løsrivelse fra Indonesien, har der været uro.

I medierne fremgår det, at det er pro-indonesiske militser, som hærger og massakrerer befolkningen. De vil have, at Østtimor skal forblive under Indonesisk herredømme.

Disse militser har dog tætte forbindelser til den Indonesiske hær. Grunden til at Indonesiens hær er så ivrig efter at beholde magten over Østtimor er, at de har økonomiske interesser i området. De ejer store dele af kaffeplantagerne, og de tjener også penge på olieforekomsterne i havet syd for Østtimor.

Stor indflydelse til hæren

Indonesiens regering griber ikke ind imod hæren, men bakker den op, dels fordi store dele af den herskende klasse i Indonesien har økonomiske interesser i området; men også fordi det kan skræmme andre områder af Indonesien fra at kræve selvstændighed.

Hæren har relativ stor indflydelse i regeringen, bl.a. har de sikret sig fire pladser i parlamentet. Lige nu forsøger de at tilkæmpe sig endnu mere magt. Kort tid efter afstemningen i Østtimor, var et forslag oppe at vende i den indonesiske regering.

Hæren ønskede magt til bl.a. at kunne erklære undtagelsestilstand. De samme studenter, som sidste år, sammen med arbejderne i Indonesien væltede regeringen,  gik  igen på gaden og lavede kæmpe demonstrationer i mod forslaget. Det endte med, at studenterne vandt, og forslaget blev annulleret.

Det viser, at studenterne godt ved, at det denne gang er Østtimor, men at det næste gang meget vel kunne være dem, som hæren igen vender sig imod.

FN har tøvet en del med at blande sig.

Det kan virke lidt underligt, eftersom de vestlige lande har været meget ivrige efter at vise deres magt sidst under krisen i Kosova. Forklaringen er, at tre af de store lande i FN; USA, England og Australien, har nogle særdeles lukrative handelsaftaler med Indonesien, og de er bestemt ikke interesserede i at tabe det på gulvet.

Alle tre har de indtil for ganske nylig solgt våben til Indonesien. Vel vidende at Indonesien har begået massakrer og forsøgt etnisk udrensning af Østtimors  befolkning og andre mindretal i landet.

Grunden til, at  de alligevel blander sig som FN-styrke nu er for, at Indonesien næsten umuligt kan bevare magten over Østtimor, og derfor vil FN sikre at kontrollen over området ikke ender på hænder, som vil være mindre samarbejdsvillige end den indonesiske regering har været.

FN reelt ligeglade

FN ønsker heller ikke at udfordre den indonesiske regering, det ses bl.a. ved at det er meget lille styrke, der er indsat.

De 6000 FN soldater er placeret i hovedstaden Dili, mens befolkningen er i bjergene. De kommende magthavere vil komme til hovedstaden, og det er dem FN vil have indflydelse på.

Det værste, der kan ske er nemlig, at Østtimor bliver et nyt Cuba, hvor Vesten ingen indflydelse har, og hvor de bl.a. kunne finde på at nationalisere de olieboringer som Australien tjener så mange penge på.

Det er derfor rent hykleri, når FN nu spiller de store helte, der skal skabe fred i området.

Som socialister er det vigtig, at vi støtter et hvert undertrykt folks kamp imod undertrykkerne!

I dette tilfælde betyder det at støtte Østtimors befolknings ret til selvstændighed, uden indflydelse fra hverken Indonesien, Australien, England, USA eller nogen anden kapitalistisk interesse!

Flere artikler fra nr. 176

Flere numre fra 1999

Se flere artikler om emnet:
Østtimor

Se flere artikler af forfatter:
K Nielsen

Siden er vist 1963 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside