Socialistisk Arbejderavis
Nr. 179 – Januar 2000 – side 3
Også socialdemokrater ønsker
Et mere socialt socialdemokrati
Preben Rasmussen
Tidligere socialminister Bent Rold Andersen har efter 51 års medlemsskab meldt sig ud af Socialdemokratiet i protest mod partiets politik.
Den tidligere socialdemokratiske socialminister Rold Andersen vil have et mere socialt socialdemokrati
Han er især utilfreds med partiets ældrepolitik. Den er i stigende grad præget af en management tankegang, hvor man styrer efter, hvad der kan måles i stedet for at tilgodese menneskelig omsorg.
Han bakkes op af flere fremtrædende socialdemokrater. Amtsformanden på Fyn Elise Pedersen siger, “at det er alt hvad der har med mennesker at gøre, vi skal se på. Hvis vi ikke tager fat nu, så går det for alvor galt. Så er der mange som mister tilliden til os.”
Også Anker Jørgensen, tidligere økonomiminister Ivar Nørgård og amtsformanden i Nordjylland Marianne Egelund støtter kritikken.
Splitter solidariteten
Rold Andersens skepsis startede, da Socialdemokratiet besluttede at satse på arbejdsmarkedspensionerne i stedet for at udbygge folkepensionen. Arbejdsmarkedspensionerne stiller nemlig folk meget forskelligt.
De, der tilhører kernetropperne, bliver stillet bedre end arbejdsløse og syge. Højtlønnede bliver stillet bedre end lavtlønnede.
Arbejdsmarkedspensionerne er med til at splitte solidariteten i samfundet.
Det er vigtigt, at socialister bakker aktivt op om den kritik, der er blandt menige socialdemokrater og angriber regeringen, når den svinger sparekniven på det sociale område.
Der er råd
Socialdemokratiets politiske ordfører Jacob Buksti og LO’s næstformand Tine Brøndum, mener begge, at Danmark ligger i top med hensyn til at bruge penge på ældreomsorg. De mener, at folks forventninger er blevet for store.
Vi mener tværtimod, at menneskers forventninger til velfærd er fuldt berettiget. Vi lever i et samfund, hvor produktiviteten er steget voldsomt , og hvor det er muligt at udbygge velfærden. Problemet er, at Socialdemokratiet sætter firmaernes behov for profit højest.
Kampen imod nedskæringerne i velfærd skal komme fra de ansatte – hjemmehjælpere, sundhedsassistenter m.fl – og fra brugerne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe