Socialistisk Arbejderavis
Nr. 179 – Januar 2000 – side 14
Millenium-tillæg
Rædslernes århundrede: Socialisme eller barbari
Frank Antonsen
I dag dominerer kapitalismen verden og selvom kapitalismen har frembragt enorme fremskridt indenfor teknologi, videnskab og produktion, har den samtidig skabt enorm fattigdom og sult samt krige med ubegribelige rædsler og millioner af dræbte.
Kapitalismens fremskridt skabes ikke ud fra ønsket om at forbedre menneskers vilkår, men for at klare sig i den konkurrence, som er kapitalismens dødelige dynamik.
Militærindustrien er den mest avancerede og sluger over 80% af de globale forskningsmidler. Hvorimod der ikke satses meget på forskning i f.eks. u-landenes massedræbende sygdomme som AIDS og malaria. For i de fattige u-lande er det svært at score profit og derfor er det ikke særligt interessant at investere i at udvikle vacciner til befolkningerne i disse lande.
Sult, krig og fattigdom er en del af kapitalismen.
Første verdenskrig løste ikke den europæiske kapitalismes problem, nemlig at Tyskland, som det mest avancerede kapitalistiske land, ikke havde det antal kolonier, som dets økonomiske styrke svarede til. Konkurrencen mellem kapitalistiske stater førte nok en gang til krig – den anden verdenskrig.
Udviklingen i produktivkræfterne betød, at våbnene denne gang var endnu voldsommere og morderisk end før. Krigen blev blodigere: Hiroshima og Nagasaki, kz-lejrene, belejringen af Stalingrad, bombningerne af Dresden og andre byer, de japanske troppers myrderier i Korea og Manchuriet. Et resultat af krigen blev den kolde krig, hvor Vesten og Sovjet, efter Churchills forslag, delte verden mellem sig. Med Den Kolde Krig kom også et fravær af direkte krig mellem de to Supermagtsblokke; NATO og Warszawapagten. Men det var en slags fred, der hvilede på terrorbalance, det vil sige på truslen om en altødelæggende atomkrig.
Vietnam-syndromet
Et andet resultat af krigen var den øgede selvstændighedstrang i kolonierne. Det betød at USA og dets allierede (hvor af NATO-landene var de vigtigste) støttede eller direkte deltog i krige mod nationale selvstændighedsbevægelser over alt i verden, som de anså for at true deres interesser.
Under krigen i Vietnam, mod en kommunistisk ledet national befrielsesbevægelse, led USA et knæk, da modstanden mod krigen eskalerede i USA og resten af verden. For selvom kun 14% af de amerikanske tropper i Vietnam i 1968 var kamptropper, så blev hovedparten af dem dræbt eller alvorligt såret. Samtidig var langt hovedparten af kamptropperne sorte eller hvide fra arbejderklassen. Da så Tet-offensiven i ‘68 tydeligt viste at USA ikke kunne vinde krigen, begyndte de amerikanske styrker langsomt at gå i opløsning.
USA tabte krigen i Vietnam på hjemmebane og ‘Vietnam syndromet’ – frygten for nederlaget hjemme – har plaget USA lige siden. Lige fra invasionen af Grenada over Golfkrigen til den seneste krig mod Serbien har USA forsøgt at overkomme Vietnam syndromet, men uden held. Det amerikanske militær er afhængig af teknologisk formåen og tør ikke bruge landtropper, af frygt for et nyt Vietnam.
Krigen mod Iraq betød f.eks. at mens amerikanske fly herskede over luftrummet døde 33.000 civile irakere i krigen og det efterfølgende oprør i syd og nord Irak. I det næste halve år døde små 100.000 irakere af sult og sygdomme. Og det tal stiger stadig hver dag pga. sanktionerne mod Irak.
‘Freds-dividenden’
Efter sammenbruddet af Sovjetunionen og Muren Fald lød det, at nu ville vi få en mere stabil verdensorden med USA som den eneste stormagt. Vi blev lovet en fredsdividende, nu da der ikke skulle bruge så meget på våben og militært isenkram.
Det holdt slet ikke, dette århundrede slutter med øgede militær budgetter og udsigt til flere krige end de godt 40, som er i gang. Voksende økonomisk konkurrence mellem USA og Kina afspejles i politiske og militære spændinger mellem dem. Nigeria forsøger at øge sin indflydelse i Vestafrika, Australien øger sin indflydelse i Asien via FN-tropperne på Østtimor, NATO går med krigene på Balkan og den seneste medlemsudvidelse helt ind til den russiske grænse.
USA har lavet militær alliancer med lande i Kaukasus for at kontrollere område, mens Ruslands krig i Tjetjenien skal sikre dem indflydelse i området.
Krige og revolutioner
Lenin sagde om det 20. århundrede at det ville blive en periode med krige og revolutioner.
Begge forudsigelser har vist sig at være rigtige. Vi har set krigens rædsler, men vi har også set håbet i oprør og revolutioner (se lisen over dem). Modstanden mod krig kan fører til oprør og revolution, som i den russiske revolution eller modstanden mod Vietnamkrigen. Imperialistiske krige er følger af kapitalismen. Modstand nedefra kan stoppe krigene. Valget står mellem socialisme eller barbari.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed