Socialistisk Arbejderavis
Nr. 179 – Januar 2000 – side 16
Millenium-tillæg
Frankrig 1968: Arbejderklassen atter på scenen
Charlie Lywood
I 1968 trådte arbejderklassen igen ind på verdensscenen.
![[ Oprør i Frankrig ]](../saa/179/frankrig.jpg)
Oprøret i Frankrig 1968 udviklede sig fra at være simple krav om forbedring, til at udfordre hele systemet.
Siden de stor nederlag i Tyskland i 1933 og Spanien i 1936-39, da fascismen sejrede, havde arbejderklassen ikke været i stand til at ryste borgerskabet.
Men da de franske arbejdere i 1968 indledte en næsten én måned lang generalstrejke, indledte de en revolutionær epoke. Ikke siden afslutningen af første verdenskrig havde arbejderklassen været tættere på at lave en socialistisk revolution.
Det var der ikke mange, der forventede, da 1968 startede. Tværtimod.Den moderne arbejderklasse var “borgerliggjort” skrev borgerlige kommentatorer. Og revolutionære kiggede til studenter eller til tredje verdens guerillahære for at finde håb om forandringer og oprør.
I Frankrig herskede Charles de Gaulle, og da studenterne begyndt at kræve forbedringer – både fagligt og socialt – slog han brutalt ned på dem. Det betød, at flere sluttede sig til, og en stor demonstration mod politibrutalitet endte i besættelse af Sorbonne-universitetet i Paris.
Politiet forsøgte at smide dem ud, men studenterne byggede barrikader og tog kampen op mod politiet.
Banale krav om forbedring var ved at få samfundsmæssige konsekvenser. Revolutionære studenter begyndte at agitere udenfor fabrikkerne og opfordrede til generalstrejke.
Fagforeninger, som var dominerede af det fransk kommunistparti afviste at støtte dem. Men et pres fra deres unge medlemmer tvang dem til at indkalde til en strejke- og protestdemonstration.
Demonstrationen blev massiv, og studenter og arbejdere marcherede arm i arm gennem Paris’s gader. Bevægelsen var nu spredt til fabrikkerne.
Næsten 200 virksomheder blev besat, og de indledte en landsdækkende generalstrejke.
Fagforeningerne forsøgte at begrænse kravene til kun at omhandle løn og arbejdstid, men strejken satte spørgsmål ved magten i Frankrig. Skulle præsidenten eller arbejderklassen regere?
De Gaulles svar var at udskrive parlamentsvalg og gøre det til et spørgsmål om borgerlig demokrati eller de strejkendes “diktatur”. Det knækkede bevægelsen.
Den faglige kamp havde sine begrænsninger. Det næste skridt burde være kampen om statsmagten, hvis den skulle gå videre. Men desværre manglede der et revolutionært parti, som kunne give disse bud.
Men arven fra Frankrig 1968 var, at arbejderklassen nu var tilbage som en samfundsforandrende kraft.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed