Socialistisk Arbejderavis
Nr. 18 – Marts 1986 – side 6
Den marxistiske tradition
Fra Lenin til IS
Ole Mølholm Jensen
Marxismen er ikke blot teorien om proletariatets modstand mod kapitalismen. Det er først og fremmest teorien om arbejderklassens sejr – den internationale proletariske revolution frem mod et klasseløst samfund.
Denne grundforståelse er blevet udviklet i nær forbindelse med klassekampens erfaringer. Ideerne er ikke nye. De blev udviklet af Marx og Engels i midten af 1800-tallet og var kernen for den internationale kommunistiske bevægelse frem til midten af 1920’erne.
Teoriens bekræftelse
Under hele sin eksistens, bortset fra revolutionsårene 1917 til 1923, er den marxistiske tradition blevet båret af en minoritet. Efter knusningen af 3. Internationale og stalinismens sejr i Sovjet, er traditionen blevet begravet. Det har været som en lang ørkenvandring.
Det er afgørende at finde tilbage til kernen i traditionen, som fastholder arbejderklassens ledende rolle, stats- og partiopfattelsen og internationalismen.
Den russiske revolution i 1917 var en positiv bekræftelse af disse kernebegreber. Den tyske revolutions nederlag var en negativ bekræftelse. Her manglede det revolutionære parti.
Siden har klassekampens slagmark fremvist utallige eksempler på princippernes gyldighed også i dag. Kina 1927, Spanien 1936, Chile 1973, Portugal 1975, Nicaragua 1979 og Sydafrika i dag.
En levende teori
Marxismen er ikke en religion eller en serie dogmer. Det er en levende teori Der stadig må udvikles i forhold til den uafbrudt skiftende virkelighed. I det øjeblik, forsøg på nyudvikling forlader den proletariske revolutions udgangspunkt, hører den op med at være marxisme.
Når Klaus Birkholm og Anne Grethe Holmsgaard fra VS pludselig støtter henholdsvis Danmarks medlemskab af NATO og Økonomisk Demokrati, så er det meget vigtigt, at slå fast at begge positioner ligger udenfor den revolutionære marxistiske tradition.
Klaus Birkholm angriber forståelsen af staten som kapitalkræfternes undertrykkelsesapparat. I stedet for at sige, at statsmagten må smadres, tror Birkholm nu at statens militære apparat kan reformeres. Anne Grethe Holmsgaard tror, at kapitalismen kan gøres demokratisk og kontrolleres.
Begge positioner viser meget godt, hvor hurtigt såkaldte venstreorienterede kan skøjte til højre, når de forlader centrale grundbegreber i marxismen.
Birkholm og Holmsgaard gør som andre revisionister før dem: De forsøger at flytte hjørnestenene og fjerner sig samtidig fra et proletarisk synspunkt.
Men verden forandrer sig hele tiden og kræver nye svar og analyser. Videreførelsen af traditionen fra den revolutionære periode i 3. Internationale sker som svar på virkelige problemer, arbejderklassen står overfor i kampen for et andet samfund.
Disse nye svar og analyser er vokset ud af en tradition, som SWP i England og den internationale IS-tendens har udviklet gennem de sidste 30 år: Statskapitalismeanalysen, teorien om den afbøjede permanente revolution i den 3. verden og teorien om våbenøkonomiens boom.
Teorien om statskapitalisme
Den første afgørende prøve for den marxistiske tradition kom, da den russiske revolution begyndte at forfalde. I 1924 opgiver Stalin internationalismen og proklamerer at socialismen godt kan opbygges i et land.
Samtidig opgav Stalin arbejderklassens ledende rolle i kampen for socialismen med formuleringen, som proklamerede, at kommunisterne i Kina skulle underlægge sig en alliance med det nationale borgerskab i Koumintang. Den kinesiske revolution blev smadret af det samme borgerskab.
Folkefrontspolitikken og Sovjets interesse i en alliance med de borgerlige demokratier i England og Frankrig, betød ofringen af den spanske revolution på Francos alter i 1936.
Disse afgørende angreb på den marxistiske tradition faldt sammen med, at 3. Internationale blev omformet fra at være et redskab for verdensrevolutionen, til et udenrigspolitisk redskab for det nye bureaukrati i Sovjet.
At gennemføre et politisk opgør med Stalin i denne periode indebar også et opgør med 3. Internationale. Dette opgør var der meget få, der kunne overskue at gennemføre. Kun en lille gruppe i Sovjet under ledelse af Trotskij og små grupper i andre lande fastholdt en revolutionær strategi og en konsekvent kritik af stalinismens forvrængninger.
Stalinismen bliver endelig konsolideret som lederskab i Sovjet i slutningen af 20’erne. Udsigten til at føre revolutionen fra 1917 frem til et socialistisk samfund blev knust som en aktuel mulighed.
En ny herskende klasse
Efter den kinesiske revolutions nederlag i 1927 gennemføres en endelig omformning af Sovjetsamfundet, hvor arbejderklassen og bønderne havner i et nyt udbygningsforhold.
Stalin-gruppen i parti og statsapparat bliver en ny herskende klasse. Denne udvikling markeres klart med tvangskollektivisering af landbrug, tvangsudbytning af arbejderklassen samt af strejke og organisationsforbud for arbejderklassen i 1928-29. Udviklingen krævede en radikal nyvurdering af det nye Sovjetsamfund.
Der krævedes en forklaring på, hvordan en revolution kunne ende i en kontrarevolution, hvor arbejderklassen igen blev den undertrykte og udbyttede klasse. Trotskij forsøgte at give forklaringen, men nåede ikke til en klar forståelse af problemet
Først i slutningen af 40’erne blev traditionen igen bragt på fode igennem teorien om statskapitalisme. Der var foregået en kontrarevolution i 1928-29. Sovjet var blevet et klassesamfund, hvor den herskende klasse tog form af et stalinistisk parti- og statsbureaukrati. Kun med denne forståelse kunne der skabes en adskillelse mellem Stalins Sovjet og den revolutionære marxisme.
Store dele af venstrefløjen har aldrig fået den forståelse af udviklingen i Sovjet. Nogle konkluderer at stalinismen var et uundgåeligt resultat af leninismen og revolutionens karakter. De besværger sig til den såkaldte “demokratiske socialisme” i SF.
Andre påstår, at der stadig er en socialistisk planøkonomi i Sovjet, men fastholder, at der skal ske en politisk revolution. Dele af Trotskijs arvtagere i den såkaldte 4. Internationale (SAP i Danmark) hævder, at Sovjet er en degenereret arbejderstat – at der hverken er socialisme eller kapitalisme.
4. Internationales uklarhed betyder, at de har undsagt sig den revolutionære marxisme på et centralt punkt: At socialismen kan opbygges uden arbejderklassen som den centrale drivkraft.
Derfor kan de også erklære at revolutionen i Nicaragua i 1979 var socialistisk, og at det sandinistiske lederskab i dag er revolutionært.
På trods af, at 70% af industrien fortsat er privatejet, på trods af gentagne strejkeforbud og endelig på trods af sandinisternes erklærede socialdemokratiske samfundsperspektiv.
Teorien om den afbøjede permanente revolution
Den anden store udfordring for den marxistiske tradition har været de brud med privatkapitalismen, der er sket i henholdsvis Kina, Nordkorea og Cuba. Disse revolutioner udviklede sig ikke som den russiske revolution. De stoppede, før arbejderklassen satte sig igennem som den ledende kraft.
Teorien om den permanente revolution, som Trotskij udviklede i 1905, viste sig utilstrækkelig. Ifølge Trotskijs teori vil arbejderklassen nemlig aldrig stoppe ved den borgerlige, nationaldemokratiske revolution. De vil altid gå videre i kampen for at få magten over samfundet. Men det skete ikke i disse lande.
Forklaringen ligger i, at den permanente revolution kræver visse betingelser opfyldt for at kunne lykkes. De er, at arbejderklassen skal være ledende også i den nationaldemokratiske revolution, og at der skal være et revolutionært parti.
Trotskij havde ikke forestillet sig, at der kunne opstå ledende kræfter uden for arbejderklassen, som kunne smide imperialisterne på porten. Ikke desto mindre opstod der i såvel Kina, Nordkorea og Cuba grupper ud af den deklasserede intelligensia, som var i stand til at få folkelig opbakning for en samfundsomvæltning.
Disse omvæltninger førte imidlertid ikke til socialisme, men til statskapitalisme. I ingen af revolutionerne spillede arbejderklassen nogen afgørende rolle. Også i Kina 1949 var den Røde Hær således en bondehær uden forbindelse til den store arbejderklasse.
For at kunne forklare disse nye historiske samfundsomvæltninger var det nødvendigt at genvurdere teorien om den permanente revolution, for at fastslå at den permanente revolution kan bøje af og ende med noget helt andet end socialisme.
At Kina, Cuba og Nordkorea er endt som statskapitalistiske lande, hænger også sammen med, at det er umuligt at lave socialisme i eet land. Presset fra det kapitalistisk dominerede verdensmarked levner ingen mulighed for en isoleret socialistisk økonomi.
Den permanente våbenøkonomi
Det tredje spørgsmål, som den revolutionære marxisme har måttet svare på, er, hvordan kapitalismen kunne opleve et økonomisk boom fra 1938 til 1973. For mange tidligere marxister blev det lange opsving en bekræftelse på at teorien ikke kunne bruges, fordi marxistisk økonomi forudsagde sammenbrud for systemet.
Forklaringen kom med teorien om den permanente våbenøkonomi, hvor hele grundlaget for det lange økonomiske opsving klarlægges. Den store våbenproduktion, som var et resultat af dels den “Kolde Krig”, og dels den øgede internationale konkurrence, betød, at store dele af samfundenes merværdi blev bundet i uproduktiv produktion.
De penge, der blev investeret i våben, blev så at sige skudt ud af det økonomiske kredsløb. På denne måde blev presset på økonomien mindsket så meget, at krisetendenserne i kapitalismen blev udskudt til starten af 70’erne.
IS-traditionen
Internationale Socialister i dag fastholder den revolutionære marxismes kerne, og de analyser som vores tradition har givet på de nye udviklinger i kapitalismen. Vi gør det, fordi nye erfaringer fra den nationale og den internationale klassekamp bekræfter teorierne.
De som er enige med os, bør gå med i at opbygge det revolutionære parti. Vi har en helt verden at vinde.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed