Socialistisk Arbejderavis
Nr. 18 – Marts 1986 – side 7
Kapitalismen i krise
Kapitalismens krampetrækninger
Charlie Lywood
I mere end 10 år har det økonomiske system, kapitalismen, været i alvorlige vanskeligheder.
I de industrialiserede lande i Vesteuropa, USA og Japan viser de officielle tal mindst 31 millioner arbejdsløse. Hertil skal lægges de millioner af kvinder, førtidspensionerede og unge, som er gledet ud af statistikkerne og millioner i de fattigste lande i Afrika, Sydamerika og Asien, hvor man ikke registrerer arbejdsløse.
Det er anslået, at 30 millioner mennesker vil dø af sult og underernæring i u-landene. Fattigdommen er dog ikke kun et 3. verdens-fænomen. I England lever mere end 15 millioner børn og voksne på eller under det officielle eksistensminimum. I begyndelsen af 80'erne blev der oprettet folkekøkkener i Detroit, som er hjemsted for to af verdens største multinationale, Ford og General Motors.
Arbejdere over hele verden må betale for de sidste 10 års krise gennem lønnedgang, arbejdsløshed og nedskæringer i den sociale service.
Krisens gennemslag
Den krise, vi i dag står midt i, slog igennem i de fleste kapitalistiske lande inklusive Østeuropa i midten af 70’erne. Den afløste 25 års økonomisk opsving efter 2. verdenskrig. Opsvinget var et resultat af den “permanente våbenøkonomi”.
De store investeringer i våben, specielt i USA og USSR, betød af profitratens tendens til fald blev modvirket. Da store dele af merværdien blev trukket “ud af systemet” over i våbenproduktion, blev der ikke reinvesteret eller akkumuleret for meget. Resten af kapitalen fik plads til at arbejde. Men der opstod problemer.
USSR og USA’s teknologiske niveau sakkede bagud i forhold til Japan og Vesttyskland, som kun brugte en brøkdel af bruttonationalproduktet på forsvarsudgifter. Specielt Japan kunne udkonkurrere USA’s og Englands varer på verdensmarkedet gennem sit store teknologiske forspring, højere produktivitet og dermed billigere og bedre varer.
Dels på baggrund af konkurrencen i forhold til Japan og dels fordi stabilisering og accept af hinandens indflydelsesområder prægede Sovjet og USA i 50’erne og 60’erne, begyndte nedskæringerne i forsvarsbudgetterne. Den russiske invasion i Ungarn i 1956 og USA’s krig i Vietnam markerede på hver sin måde, at status quo blev accepteret.
Fra slutningen af 60’erne til begyndelsen af 80’erne faldt USA's forsvarsbudget fra 8,5% til 4% af bruttonationalproduktet. Samlet betød det et investeringsboom på verdensmarkedet sidst i 60'erne.
Profitraten faldt, og kapitalens organiske sammensætning, forholdet mellem investering i fast kapital og prisen på arbejdskraften, steg. Typisk var Japan i 60’erne, hvor der var en stigning i investeringer i fast kapital på 9% pr. år, over den som blev brugt på arbejdskraften.
Overproduktion og profitratefald resulterede i, at krisen slog igennem i begyndelsen af 70’erne. Resultatet var industriel stagnation, inflation, stigende arbejdsløshed i de industrielle lande og hungersnød i de underudviklede lande.
Siden begyndelsen af 70’erne har kapitalisterne holdt igen med investeringer, formindsket overskudskapaciteten og fyret arbejdere. Dette har blot betydet, at krisen er blevet yderligere forværret. Mindskede investeringer har medført kroniske besværligheder for stål- og byggeindustrien. Større arbejdsløshed mindsker efterspørgselen efter varer. Og så videre. Systemet ser ud til at være fanget i en fælde.
Den nye kolde krig
Kapitalismen har tidligere været istand til at overvinde kriserne gennem økonomiske krak og krige. Når profitraten falder til et lavt niveau, kan en reel bedring kun opnås, når betingelserne for større profit er genetableret. For at opnå dette er kapitalismen nødt til at rense ud og lade de mindst effektive og profitable virksomheder gå ned. Det kræver også, at lønningerne presses i bund og at produktiviteten stiger. Der er ikke plads til verdens samlede produktionsapparat.
Men disse traditionelle krisemediciner duer ikke længere. Verdenskapitalismen har ændret sig afgørende siden 2.verdenskrig. Dels gennem koncentration af kapitalen i monopoler og dels ved de enkelte staters indbyrdes involvering i hinandens økonomier gennem låntagning.
Hvis Mexico, Polen og Brasilien bliver erklæret konkurs, fordi de ikke er i stand til at tilbagebetale afdragene på deres lån, ville de trække 8 af USA's største banker med. Derfor hjælpes disse lande med nye lån hver gang, de kommer ud i afgørende kriser.
Den nye kolde krig er en mulighed, som i hvert fald har en krisedæmpende virkning. I USA under Reagan har oprustningen igen taget fart. Med en årlig stigning på 7% i militærbudgettet er mange store selskaber som Boeing, Lockheed, General Dynamics og Rockwell International blevet reddet fra fald i profitten. Fra 1983 til 84 kom seks millioner flere i arbejde i USA, og for første gang i årevis faldt arbejdsløsheden i dette førende industriland.
Men kun hvis militærudgifterne bliver ligeligt delt mellem de stærkeste stater og øget væsentligt overalt, kan krisen undgås. Et fælles våbenkapløb på krigsniveau er nødvendigt, men usandsynligt.
Med tab af vigtige regioner som Iran og Nicaragua og den mindskede økonomiske dominans på verdensmarkedet, har USA svaret igen ved at spille trumf-es ud. USA har forøget indsatsen i atomrouletten og således tvunget russerne til at følge trop. Og det må russerne nødvendigvis gøre, til trods for de omfattende problemer det betyder for en meget svagere økonomi.
Det ser sort ud for borgerskabet. Der er ingen løsninger. En sidste mulighed er en total smadring af arbejderklassen. Det engelske tidsskrift Economist anslog i 1982, at lønningerne i England skulle sættes ned med 30%, samtidig med at der skulle ske saneringer af store nationale sektorer i industrien, hvis der skulle være tale om en ordentlig kriseløsning.
Arbejderklassens styrke
Men arbejderklassen i de fleste industrielle lande er så velorganiseret og stærk, at ingen herskende klasse har kunnet påtvinge disse fundamentale angreb på løn og levefod, som er nødvendig for at profitraten kan stige igen.
Selv de mest ihærdige forsøg i England og USA på at fravriste arbejderklassen goder som gratis uddannelse, sundhedsvæsnet, understøttelse og folkepension er endt i fiasko.
Arbejderklassen har på verdensplan ikke lidt det afgørende nederlag, som er nødvendigt for at borgerskabet kan gennemføre nogle af sine løsninger. Men skal krisen løses uden at arbejderbefolkningen skal betale, er svaret socialisme. Det er alternativet til kapitalismens vanvid.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed