Socialistisk Arbejderavis
Nr. 18 – Marts 1986 – side 8
Alexandra
Massakre i Sydafrika
Oprøret i Sydafrika er ikke ved at dø, selvom medierne næsten er tavse om situationen. Tværtom. Strejketallet for januar er blandt de største længe.
Midt i februar var byområdet Alexandra i Johannesburg totalt lammet i fire dage af kampe mellem demonstranter og militær og politi, og af omfattende strejker. Lempelsen af undtagelsestilstanden slører dette billede i medierne, men den er uden reel betydning.
Oprøret i Alexandra anslås at have kostet 80 sorte livet. Det er det største antal siden massakren i Sharpeville i 1960 og drabene i Uitenhage for 18 måneder siden, der blev gnisten, som fik oprøret til at bryde ud.
Kampene i Alexandra startede, efter at politiet greb ind overfor en begravelse. Det satte gang i sammenstødene mellem politi og de lokale beboere.
Et øjenvidne fra Alexandra, som den engelske avis Socialist Worker har talt med, siger om kampene:
“De unge begyndte så at sætte ild til de fabrikker, der grænser op til Alexandra. Tre af dem blev brændt ned. Om søndagen var der et direkte sammenstød mellem beboere og politi, og denne gang måtte politiet trække sig tilbage. Om mandagen skød politiet tre drenge på omkring 11 og 14 år.”
Gå hjem!
Dagen efter blev der holdt et massemøde med 60.000 deltagere på et stadion. På et tidspunkt blev stadion omringet af militæret, men de trak sig senere tilbage. Derefter gik massemødet i demonstration til politistationen med krav om at få trukket politiet ud af området og at de arresterede skulle løslades.
Demonstrationen blev stoppet af politiet, og ledelsen af demonstrationen valgte kun at sende en delegation videre til politistationen og resten af demonstrationen tilbage til stadion.
Øjenvidnet fortsætter:
“Mens vi ventede på en tilbagemelding, kom biskop Tutu og prøvede at berolige folk. På det tidspunkt blev vi tvunget til at gå hjem. Vi fik aldrig en rapport fra delegationen, eller hørte, hvad der skete.”
På det tidspunkt var hundredvis døde eller sårede og massevis arresterede – heriblandt lederen af Metalarbejderforbundet, Moses Mayekiso.
Begivenhederne giver et klart billede af den sorte arbejderklasses kampvilje, men også af behovet for et andet politisk lederskab end Tutus og ANC’s.
Mulighederne for at udvikle kampen og lederskabet er tilstede. For som beboeren fra Alexandra siger: “Jeg tror, at folk er gået i arbejde igen på opfordring fra Tutu. Men folk er overhovedet ikke tilfredse.”
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed