Socialistisk Arbejderavis
Nr. 187 – November 2000 – side 4
Præsidentvalget i USA
Venstrefløjen fik afgørende betydning
Frank Antonsen + Christina Munk
Præsidentvalget i USA var anderledes i år, end det har været tidligere.
Selvom valget ikke er afholdt ved redaktionens slutning tør vi allerede nu fastslå, at venstrefløjen i USA fik afgørende betydning på valget.
Normalt er der kun to kandidater, en fra hver af de to store partier, Demokrater og Republikanere. Men i år er der både en mod-kandidat til højre og en til venstre.
Antikapitalistisk stemning
Som et udtryk for den anti-kapitalistiske stemning får kandidaten til venstre, Ralph Nader fra De Grønne, tre gange så mange stemmer i de seneste meningsmålinger som kandidaten fra det yderste højre, Pat Buchanan, der er tidligere rådgiver for Nixon. De to hovedkandidater, George W. Bush jr. og Al Gore, er derfor blevet tvunget til at diskutere velfærd.
Som det amerikanske valg-system er skruet sammen, er det kun kandidater med over 15% af stemmerne bag sig, der får lov til at stille op i tv-debatter.
Det betyder, at Nader bliver afskåret fra at få sit budskab ud. Derfor har han selv holdt store møder i flere større industribyer, bl.a. Seattle, hvor han igen og igen har tiltrukket over 10.000 tilhørere.
Hans politik er præget af, at han hele sit liv har været aktivist, og indeholder radikale krav som en mindsteløn på 10 dollars, afskaffelse af anti-fagforeningslove og af dødsstraf, samt højere beskatning af selskaber og rige mennesker. Krav der er stik mod Buchanan, som også prøver at føre sig frem som anti-kapitalist.
Til tv-debatten mellem Bush og Gore, den tredje oktober, var der blevet lovet rekordhøje seertal, men i stedet blev det rekordlave. Folk syntes, der var flere ligheder end forskelle på de to hovedkandidater.
De seneste meningsmålinger viser nærmest dødt løb mellem Bush og Gore, men da der for første gang også findes et reelt alternativ til de to store partier, kan det godt betyde, flere folk vil stemme, hvilket kan gøre meningsmålingerne upålidelige.
Alligevel skal man ikke regne med, at Nader har nogen chance for at vinde, men han kan være med til at sætte en ny dagsorden, også efter valget.
Mange strejker
I de sidste par år, har der været mange strejker i USA, og det har gjort, at stemningen i valgkampen ligger mere til venstre, end den har gjort før.
Hvis der for ti år siden havde været to mod-kandidater til højre og venstre, ville det sikkert have været den højreorienterede der trak flest stemmer.
I dag er det stik modsat. Den stemning vil uden tvivl fortsætte, ligegyldigt om det er Bush eller Gore, der vinder valget.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe