Socialistisk Arbejderavis
Nr. 188 – December 2000 – side 7
Marxisme i hverdagen
Partiet og bevægelsen
Flere og flere mennesker verden over har taget kampen op mod systemet af flere forskellige årsager. Spørgsmålet er så om det revolutionære parti dermed mister sin eksistens-berettigelse.
Den antikapitalistiske bevægelse slog for alvor igennem i Seattle, da demonstranter lukkede WTO’s møde, og den har siden været voksende. En af altafgørende styrke i Seattle var bredden hvor med enkeltsagsaktivister, miljøorganisationer, partier og fagforeninger gik sammen mod deres fælles fjende.
Siden har klassekampen været stigende, og der har været nok af aktiviteter at kaste sig over for "freelance-aktivister". Derfor er der mange aktivister, der ikke føler, de vil "sættes i bås".
Organisering og ledelse
Svaret er ganske enkelt, at organisation er nødvendigt, hvis kampen skal have en chance for at sejre. Hvis der ikke havde været en centralt organiseret kerne i Seattle, var demonstrationerne ikke blevet koordinerede og derved ville protesten have været uden resultat.
Dette sås tydeligt nogle uger senere i Washington, da fagbevægelsen valgte at demonstrere separat en uge før den egentlige protestdag. Resultatet blev at Verdens-bankens og IMFs møde blev afholdt som planlagt.
Trotskij
Det er altså nødvendigt med ledelse i kampen. Som Trotskij udtrykte vil “massernes energi spildes, hvis de ikke er under organisatorisk ledelse, som damp, der ikke bliver ledt ind i damptromlen”.
Det revolutionære parti er arbejderklassens hukommelse, og fordi dets medlemmer kollektivt husker på historiens erfaringer, kan partiet give de mest kvalificerede forslag til hvordan den konkrete strejke, bevægelse eller revolution vinder. Og fordi partiet teoretisk såvel som i praksis kan binde de forskellige aspekter i kampen sammen til den overordnede kamp mod kapitalismen, er det også partiet, der kan holde en bred bevægelse samlet i fælles handling.
Lære af klassen
Partiet er dog ikke nødvendigvis altid i en position hvor de kan lede arbejderklassen.
Når arbejderklassen pludselig går i aktion efter en periode med uden meget klassekamp, oplever organiserede socialister tit, at de bliver overhalet af arbejderne hvad angår vilje til handling.
Partiet må altid lære af klassen, hvis det vil beholde sin førerstilling, og som Trotskij også tilføjer, så er det altid dampen, der laver bevægelse og ikke tromlen. Ingen bevægelse eller organisation, der kun hænger løst sammen med nogle paroler kan ikke overleve i længden.
Revolutionen kræver et centralt demokratisk parti, der arbejder som en enhed.
Rødder
“Freelance-aktivisme” kan ganske vist vinde betydnings-fulde sejre, men da kapitalis-men er stærkt organiseret, må vi også være det hvis vi vil sejre endeligt.
Derfor er det af afgørende betydning at enhver “freelance-aktivist” bliver organiseret, så partiet kan slå så dybe rødder i arbejderklassen som muligt.
Bevægelsen gør altså ikke de organiserede partier overflødige, tværtimod er det bevægelsen, der berettiger partiet.
Se også:
SAA 188: Enhedsfront og antikapitalisme
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed