Socialistisk Arbejderavis

Nr. 19 – Maj 1986 – side 1

Libyen

Stop deres vanvid

Da Reagans bombefly i sidste måned lod flere tons sprængladninger regne ned over Libyen, satte det for alvor spørgsmålstegn ved, ‘hvor langt vil Ronald Reagan gå?’

Aktionen blev retfærdiggjort som 'selvforsvar' imod libysk ‘terrorisme’. Men ingen terrorist har nogen sinde været årsag til større kvæstelse og død end Reagans bomber. Uskyldige mænd, kvinder og børn blev bogstavelig talt bombet ud af deres senge, da adskillige huse, en klinik og endda den franske ambassade blev ramt.

Kun Thatcher bankede i første omgang Reagan på skulderen og “kunne ikke drømme om at nægte ham tilladelse til at benytte de amerikanske militærbaser i England til afsending af bombeflyene”. De andre NATO-allierede beklagede dybt den morderiske handling, men forhandlingerne i EF førte alligevel til beslutning om sanktioner mod Libyen, hvormed Reagan alligevel får støtte i stedet for modstand.

Bag al den hykleriske snak om Gadaffis ‘terrorisme’ lå forsøget på at få vedtaget bevillingen på 100 millioner dollars til militær støtte til de højreorienterede Contraer i Nicaragua, der i høj grad udøver terrorisme mod befolkningen. Indtil sidste måned var kongressen imod. Men da amerikanske krigsskibe – for 35. gang i de sidste 5 år – sejlede ind i Sirtebugten, betød det en vedtagelse af bevillingen. Selve bombningen af Libyen var næste led i de 'sikre' sejre, der skal skabe grobund for Reagans offensive forsvar af amerikanske multinationale interesser.

Største trussel

Knap ni måneder efter Reagan og Gorbachev indgik aftalen om stop for atomprøvesprængninger, ‘gav Reagan Gorbachev fingeren’ ved alligevel at sprænge en bombe i Nevada. I kølvandet fulgte flere trusler og ‘stillen sig an’. Bl.a. skærpede foranstaltninger mod sovjetiske spioner, de to krigsskibe placeredes kun ca. 10 km fra Sovjets kyst og han opblæste propagandaen om Sovjets indblanding i Nicaragua.

Alene Reagans handlinger den sidste måned udgør en langt større trussel for verdensfreden og menneskeligheden end Gadaffi nogensinde ville kunne opnå.

Angrebet på Libyen viste også den virkelige konsekvens af NATO-medlemsskabet. Troen på, at den amerikanske optrapning af baser rundt omkring i Europa er til vores forsvar, blev afmaskeret. US-baserne og NATO har meget lidt med forsvar at gøre, men tværtimod en hel masse at gøre med opretholdelse af USA’s interesser i store dele af verdensressourcerne.

Anker Jørgensen har fordømt angrebet mod Libyen med store ord. Men i 1979 underskrev den Socialdemokratiske regering i al hemmelighed de såkaldte forstærkningsaftaler, der ligesom i England indebærer, at USA i krise- eller krigssituationer kan benytte og overtage kontrollen på baserne i Karup, Skrydstrup og Aalborg.

Hvem bestemmer, hvornår det er en krisesituation? Måske ligger Danmark mest hensigtsmæssigt for Reagan næste gang?

Socialister må klart tage afstand fra NATO. Så længe, det eksisterer, er millioner af menneskeliv i fare.

Skrot NATO

For International Socialisme

Se også:
SAA 19: Libyen: Hvor langt vil Rambo gå?

Flere artikler fra nr. 19

Flere numre fra 1986

Se flere artikler om emnet:
Libyen

Siden er vist 2027 gange.

Redirect = 0