Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 190 – Februar 2001 – side 6

Francis Wheen: “Karl Marx – et liv”

Brug Marx i dag

Hans Erik Madsen

“Det er på tide at skære igennem al mytologien og forsøge at genopdage manden Karl Marx.”

Sådan skriver Francis Wheen i sin bog Karl Marx – et liv, som netop er oversat til dansk, og fortsætter:

“Jo mere jeg læste om Marx, des mere aktuel forekom han at være. Vore dages skriftkloge og de politikere, der betragter sig som tænkere, ynder ved enhver given lejlighed at bruge trylleordet ‘globalisering’ – tilsyneladende uden at være klar over, at Marx allerede var på sporet af det fænomen i 1848.

McDonald’s og MTV’s verdensomspændende dominans ville ikke have overrasket ham. At den økonomiske magt ville flytte sig fra Atlanten til Stillehavet – i kraft af de asiatiske tigerøkonomier – forudsagde han mere end hundrede år før Bill Gates blev født.”

Marx er mere end økonomi

Marx’s kapitalismeanalyse og -kritik er unik. Det anerkendes nu også fra uventet kant. I 1997 udnævnte tidsskriftet The New Yorker ham til at være “den næste store tænker,” og lige siden har højre-orienterede økonomer og journalister stået i kø for at hylde Marx.

Men samtidig har de haft travlt med at skille alt hans "kommunistiske sludder" om arbejderklassen og revolution fra. Marx var "kapitalisme-forsker", som de siger. Men Wheens bog giver dem ikke ret. "Selv dette kompliment vurderer ham ikke efter fortjeneste. Karl Marx var filosof, historiker, økonomisprogforsker, litteraturkritiker og oprører."

Wheens bog tager på forfriskende måde fat om alle de myter der omgærer Marx:

“Det tyvende århundredes historie er Marx's testamente. Ikke siden Jesus har en helt ukendt, fattig mand skabt en så verdensomspændende hengivenhed – og aldrig siden er nogen blevet misforstået så katastrofalt.”

F.eks. skriver Wheen, at “Stalin, Mao og Kim Il Sung har læst hans værker på samme måde som moderne kristne læser Det gamle Testamente”. Alt bliver fordrejet og vendt på hovedet og derpå brugt som guddommelig retfærdiggørelse af de mest brutale grusomheder.

Marx og ATTAC

Marx’s teori var og er farlig for den herskende klasse. Marx's kritik af kapitalismens som et menneskefjendsk system – som et system styret af en lille magtelite, som udbytter og undertrykker det store flertal, arbejderklassen, og som er i færd med at ødelægge klodens liv og natur, er stadig rigtig og brand-aktuel.

ATTAC og den nye antikapitalistiske bevægelses kritik ligger helt i tråd med Marx. Marx går blot videre, og peger på et alternativ til kapitalismen, nemlig at arbejderklassen gennem en revolution må tage magten, og opbygge et samfund, hvor det store flertal bestemmer, hvad der skal produceres og hvordan. Dvs. et samfund som helt i tråd med Attac bevægelsens parole tager udgangspunkt i “mennesker fremfor profit”.

Marx skrev at: “Alle hidtidige filosoffer har fortolket verden. Hvad det handler om, er at forandre verden.”

Det gælder stadigvæk for alle der ønsker og tror på, at “en anden verden er mulig”.
Marx og bogen om ham kan blive en fantastisk inspiration for den nye antikapitalistiske bevægelse.

Francis Wheen:
Karl Marx – et liv.
445 s. 369 kr.
Forlag: Rosinante

 

Flere artikler fra nr. 190

Flere numre fra 2001

Se flere artikler om emnet:
Karl Marx

Se flere artikler af forfatter:
Hans Erik Madsen

Siden er vist 2548 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside