Socialistisk Arbejderavis
Nr. 19 – Maj 1986 – side 3
IS mener
Arbejderklassen er ikke død
Schlüters påskepakke kom igennem uden de store sværdslag. Utilfredsheden var stor, og mange, især offentligt ansatte, var i strejke en halv, en hel eller to dage, men desværre blev det ikke til en koordineret kamp, der kunne have rystet Schlüter.
Der var næsten ingen kontakt på tværs af arbejdspladserne, og det var derfor let for fagbureaukraterne at stoppe strejkerne ligeså hurtigt, som de blev startet.
Tydeligst sås det blandt lærerne. Torsdag aften opfordrer lærerforeningen til strejke. Fredag strejker næsten alle landets lærere. Mandag fortsætter de fleste, men lærerformand Martin Rømer nægter at lave fælles demonstration foran Christiansborg med den storkøbenhavnske tillidsmandsring, og på demonstrationerne mandag står de offentligt ansatte næsten alene. Martin Rømer bruger ikke sin tale til at sige, hvordan kampen skal føres videre, men snakker om et nyt forhandlingssystem for offentligt ansatte – som om det kun er dem, der rammes af påskepakken.
Situationen gentages med omvendt fortegn torsdagen efter, hvor demonstrationerne domineres af LO-arbejdere. Sådanne enkeltstående aktionsdage og demonstrationer kunne hverken fjerne
Farlig leg med ilden
Det var da heller ikke hovedformålet for Martin Rømer og hans kolleger i FTF. De tilhører et særligt socialt lag, fagbureaukratiet, der lever af at lave kompromisser mellem arbejdere og arbejdsgivere. Deres største bekymring er at blive overflødige og miste deres højtbetalte poster.
Derfor må de hele tiden overbevise arbejdsgiverne om, at de har kontrol over arbejderne, samtidig med at de bilder arbejderne ind, at det er dem, der kan skaffe kroner i posen. Når så Schlüter kommer med en påskepakke uden at have forhandlet med lederne af fagforbundene er de nødt til at gøre noget. De starter en “bureaukratisk massestrejke”, der skal vise, at regering og arbejdsgivere ikke kan komme uden om de faglige ledere. Men de ved også, at det er en farlig leg med ilden. Det så vi i påsken 85, hvor det i nogle få dage lykkedes almindelige arbejdere at tage kontrollen og selv begynde at organisere kampen fra neden.
Det skete ikke i år. Fagtoppen viste, at de havde genetableret kontrollen, og at de var i stand til at starte og stoppe bevægelsen på kommando.
Lyspunkter i en sort tid
Enkeltstående aktionsdage ryster ikke Schlüter. Det, der virkelig kan ryste regering og arbejdsgivere er, hvis vi organiserer kampen fra neden, uafhængigt af fagbureaukraterne. Også de mere “progressive” bureaukrater er nemlig parat til at falde strejkende arbejdere i ryggen. Det så vi fornylig ved Renovadan-strejken i Gentofte, hvor Hardy Hansen kaldte skruebrækkerne for “kammerater”.
Arbejderklassen er ikke død. Både før, under og efter påskepakken har der været en del mindre strejker, især mod tempoopskruning, fyringer og almindelig chikane fra arbejdsgiverne. Og flere af disse kampe er netop lyspunkter i en sort tid, fordi de bliver vundet.
Nogle steder høre man argumentet om, at “vi skal holde krudtet tørt til næste overenskomst”. Det er et farligt argument, der oftest bruges som undskyldning for ikke at gøre noget.
Det er med arbejderklassens styrke som med muskler. De bliver stærkere af at blive brugt. Det er svært idag at vinde argumentet om, at det er nødvendigt at kæmpe. Men der vil komme flere kampe. Derfor er det vigtigt, at der opbygges et revolutionært alternativ til fagbureaukratiet, ikke mindst, hvis den næste regering bliver en såkaldte “arbejderregering”.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed