Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 19 – Maj 1986 – side 3

Asbest

Der er lig nok

Jette Dam-Hansen + Anne Kaltoft

Asbestproblematikken er lige aktuel. LO er kommet med en ny rapport om problemet, men ikke med nye svar.

I klassesamarbejdets interesser skal asbest stadig ikke forbydes.

Siden 1898 har det været kendt og dokumenteret, at asbest er sundhedsfarligt – i værste tilfælde endda livsfarligt. Til trods for dette er asbesten endnu ikke fjernet, hverken fra produktionen eller fra arbejdsmiljøet.

LO’s nye rapport

LO har for nylig udsendt en rapport om asbest, som af mange bliver betragtet som et vigtigt og slagkraftigt dokument i kampen mod asbesten. Reelt fortsætter LO sin inkonsekvente linje. Siden 1979 har der været et generelt forbud mod brugen af asbest – en lov som straks blev fulgt op af dispensationer til landets største asbestforbrugende virksomheder, hvilket vil sige, at loven ingen konsekvenser har.

LO’s “radikale” bud på dette problem er et forslag om en tidsforkortelse på to år af dispensationen. Gennem hele dette århundrede er der fremkommet det ene dokument efter det andet, som beviser, at asbesten er så farlig, at selv en minimal påvirkning kan få dødbringende konsekvenser. Der er flere eksempler på, at asbestarbejdernes koner og børn har fået asbestbetingede lungesygdomme, efter kun at have været udsat for den mængde asbeststøv, der bliver hængende i arbejdstøjet.

Det burde derfor være indlysende, at det ikke har nogen relevans at snakke om grænseværdier, da asbest er sundhedsfarligt uanset mængde.

Alt dette ved LO, men alligevel vejer hensynet til produktionen tungere end hensynet til arbejderes liv. LO foreslår ikke, at man nu fuldstændigt fjerner asbest fra produktionen. De stiller i stedet forslag om nedsættelse af grænseværdien, og lægger endvidere, på baggrund af rapporten, op til en diskussion af, hvilke arbejdsområder, der er mest farlige. “Det er for eksempel betydeligt farligere at arbejde med tekstiler af asbest end med asbestholdige bremsebelægninger,” skriver LO i Fagligt Nyhedsbrev.

Dette er en klar afsporing af kampen for et sundt arbejdsmiljø. Diskussionen skal ikke dreje sig om, på hvilke arbejdspladser man kan overleve længst. Diskussionen skal dreje sig om, hvordan man udnytter sin viden og sine beviser bedst i kampen for at sikre miljøet på alle arbejdspladser.

Profit eller sundhed

Men kampen for rene omgivelser, i naturen, på arbejdspladser og i indeklimaet, hænger uløseligt sammen med kampen for socialisme. Så længe kapitalismen hersker, vil hensynet til produktionen og jagten på profit altid komme før hensynet til sundheden.

Derfor kan det ikke undre, at LO, hvis eksistens jo er betinget af kapitalismen, handler som de gør.

LO må nødvendigvis handle inkonsekvent, fordi de vælger at tjene to klasser samtidigt. Det eneste rigtige svar – kravet om et totalt og øjeblikkeligt forbud mod asbest og alle andre sundhedsfarlige produkter – vil aldrig blive fremført af LO.

Billedtekst:
Siden 1898 har det været kendt og dokumenteret, at asbest er sundhedsfarligt. På trods af det har mange virksomheder stadig lov til at bruge asbest i produktionen.

Flere artikler fra nr. 19

Flere numre fra 1986

Se flere artikler af forfatter:
Jette Dam-Hansen
Anne Kaltoft

Siden er vist 1954 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside