Socialistisk Arbejderavis
Nr. 19 – Maj 1986 – side 10
Frankrig 1936
Et håb blev knust
Martin B. Johansen
I begyndelsen af 30’erne var der reaktion på fremmarch i Europa. Fascisterne havde taget magten i Tyskland og Italien. Den økonomiske krise betød massearbejdsløshed og elendige levevilkår for arbejderne.
Men i Frankrig i 1936 kom der et fantastisk opsving i arbejdernes kampe, som gav et kort glimt af mulighederne for at vende situationen. Disse forhåbninger blev samlet om den alliance, som de to arbejderpartier havde dannet med Det radikale Parti. I maj 1936 fik denne “Folkefront” en overvældende sejr i parlamentsvalget.
Folkefronten fødtes ud af arbejderklassens kamp mod fascismen. I februar 1934 iværksatte en række fascistiske grupper et angreb på parlamentet for at tvinge regeringen til at gå af. Demonstrationen udviklede sig til et slagsmål mellem fascister, politi og kommunistiske veteraner fra 1. verdenskrig. 15 blev dræbt og over 2000 såret.
Arbejderklassen svarede hurtigt og effektivt igen. Det reformistiske fagforbund CGT opfordrede til generalstrejke den 12. februar, som det franske kommunistparti PCF tilsluttede sig efter et opgør i partiledelsen. Generalstrejken blev langt mere omfattende end nogen havde forestillet sig. I Paris og provinsbyerne lå alt arbejde stille. Med ét slag var arbejderklassen i offensiven for første gang i 15 år.
Fra “socialfascisme” til folkefront
Den pludselige offensiv tvang PCF til at ændre kurs. Siden 1928 havde Stalin påbudt kommunistpartierne at hænge de socialdemokratiske partier ud som “fascismens venstrefløj” og “kapitalismens sidste værn”. Samarbejde med menige socialdemokrater skulle foregå på et grundlag vendt imod de socialdemokratiske ledere.
Resultatet var katastrofalt. Det tyske kommunistparti bekæmpede socialdemokraterne, som man opfattede som en større fare end nazisterne. Og dermed åbnedes vejen for Hitlers magtovertagelse i 1933.
Men den succesfulde generalstrejke tvang såvel PCF som socialistpartiet, SFIO, til at tage kravet om en enhedsfront mod fascisterne alvorligt. Med generalstrejken oplevede både fabriksarbejderne og og store grupper af offentligt ansatte, at de havde styrke til at kæmpe imod de borgerlige regeringers krisepolitik.
Fra foråret 1934 indledtes en lang række korte, men effektive strejker. Alt i alt var der ved at vokse en enhedsfront frem på gulvplan. En front, som lederne i SFIO og især i PCF måtte tage seriøst for at bevare deres opbakning.
Men den afgørende faktor for PCF’s kursændring i 1934 skyldtes ændringer i Sovjets udenrigspolitik. Med Hitlers magtovertagelse i 1933 fik Stalin travlt med at søge alliancepartnere i Vesteuropa for at undgå at stå isoleret i en krig med Tyskland. Et fascistisk Frankrig ville forstærke det militære pres på Rusland.
Stalins model for Frankrig var derfor, at PCF indgik ind i et bredt samarbejde med det reformistiske SFIO og det mest progressive borgerlige parti, De radikale. Med optagelse af de fransk-russiske forhandlinger om en ikke-angrebspagt fra april 1934 gav Moskva PCF grønt lys for at gå ind i folkefronts-samarbejdet.
Kommunistlederne havde effektivt vendt arbejdernes krav om enhed til deres eget formål. Folkefrontens enhed betød, at arbejderklassen blev bundet til den ene fløj af det franske borgerskab og til den borgerlige statsmagt. Men arbejdernes forventninger om et bedre fremtid var blevet vækket.
Folkefronten ved magten
Folkefronten kom til regeringsmagten efter at have vundet en overbevisende valgsejr i maj 1936. Den nye statsminister, SFIO-lederen Léon Blum, gav senere følgende omrids af folkefrontens forhold til arbejderklassen: “Regeringen startede med at få et slag i ansigtet.”
Slaget kom hverken fra fascisterne eller fra det højreorienterede borgerskab, men fra den franske arbejderklasse, der opfattede folkefrontens valgsejr som et signal til, at kampen for sociale og økonomiske forbedringer var begyndt.
Med højrefløjens valgnederlag og et mindre økonomisk opsving siden maj 1935 følte arbejderklassen sig stærk og selvbevidst nok til at gå i aktion mod lønsænkninger og krisepolitik.
I slutningen af maj eksploderede strejkerne. Først gik arbejderne i de traditionelt stærkt fagorganiserede industrier i strejke. Næsten overalt fulgtes strejkerne af besættelse af virksomhederne, et nyt begreb i den franske klassekamp, men tydeligvis inspireret af fabriksbesættelserne i Norditalien i 1919-20. Efter en uges strejke begyndte mange arbejdsgivere at bøje sig.
Men det betød ikke, at der var ro på arbejdspladserne. Tværtimod eksploderede strejkerne igen i starten af juni, og det i brancher uden tidligere strejkeerfaringer. Stormagasinerne blev besat, ligeledes blev småindustrier og værksteder, og selv bankfolk gik i strejke.
Trotskij ramte ret præcist, da han fra sit eksil i Norge skrev: “Den franske revolution er begyndt.” I alt var omkring seks millioner arbejdere involveret i strejkerne.
PCF havde vundet en enorm indflydelse i arbejderklassen. Partiet var vokset fra 56.000 medlemmer i december 1935 til over 200.000 i sommeren 1936, og partiet havde en stærk organisation på arbejdspladserne.
Den 7. juni gik regeringen, arbejdsgiverne og CGT ind i forhandlinger om løsning af konflikten, og samme aften var den såkaldte Matignon-aftale i hus.
Aftalen viste, hvor stærkt presset borgerskabet følte sig. Arbejdsgivere, som kort tid før havde nægtet at forhandle overenskomster, accepterede nu blankt faglig organisering og aktivitet. Aftalen gav også lønforhøjelser på op til 15% samt 40 timers arbejdsuge – i sig selv et sensationelt gennembrud for arbejderne.
Imidlertid overlod aftalen en række detaljer til nærmere tolkning på de enkelte virksomheder. Det betød, at strejkerne fortsatte med uformindsket kraft. Tillige gik en række af de industrier, som deltog i den første strejkebølge, påny ud i strejke.
Borgerskabet var naturligvis rædselsslagent og appellerede til Blum for at få strejkerne standset. Men Blum var selv nødt til at appellere til PCF's leder Thorez, fordi det var PCF, der havde autoritet til at standse konflikten.
Og det var præcis hvad PCF gjorde. Thorez, som blot á‚át år forinden havde talt om “de voksende revolutionære kampe,” formulerede den 11. juni perspektivet for udvikling af strejkerne: “Man skal vide at afslutte en strejke.”
Borgerskabet i offensiven
Thorez’ intervention i strejkerne kom på et tidpunkt, hvor bevægelsen allerede havde toppet, og hans udtalelser var derfor med til at få strejkerne afsluttet. Kun André Ferrat i PCF’s centralkomité gik ind for at udvikle strejkerne til et afgørende slag mod kapitalismen – og han blev hurtigt ekskluderet.
Efter at strejkerne ebbede ud, lagde regeringen i realiteten kursen om – fra at bekæmpe fascismen og begrænse storkapitalen til at bekæmpe arbejderklassen.
Allerede ved formuleringen af Matignon-aftalen fik regeringen fremsat sit perspektiv, idet den erklærede, at faglig aktivitet ikke måtte gå ud over lovens rammer. Hvilket var en faktisk fordømmelse af fabriksbesættelserne.
Det fik arbejdsgiverne til vejre morgenluft ovenpå forsommerens forsmædelige nederlag. Arbejdsgiverforeningen blev omstruktureret og de enkelte arbejdsgivere forpligtede sig til at overholde en fælles, hårdere kurs.
I november 1936 nægtede arbejdsgiverforeningen at indgå nye overenskomster, og forsøgte gennem 1937 hele tiden at gennemføre “før-Matignon-tilstande” og ophæve retten til faglig organisering og aktivitet.
Det sidste slag
Borgerskabets nye offensiv tvang regeringen til at føre en hårdere kurs overfor arbejderklassen.
Resultatet blev en række omfattende strejker fra midten af 1937 til november 1938. Strejkerne var mere politiske og præcise i deres krav end i 1936, og de afspejlede den franske klassekamp som en slags “stillingkrig”.
Igen var det PCF’s vurdering af situationen, som blev afgørende. Thorez betragtede ikke den fortsatte strejkeaktivitet som en mulighed for at mobilisere til et magtopgør med borgerskabet. Tværtimod. Han betragtede arbejdernes kamp som en splittelse af kampen mod fascismen – en splittelse i alliancen mellem PCF og de Radikale.
Det sidste og afgørende slag mellem arbejderklassen og borgerskabet kom i november 1938. Regeringen havde fremlagt et arbejderfjendsk program. 40.000 jernbanearbejdere skullle fyres, og arbejdere, der nægtede at arbejde mere end 40 timer, skulle kunne fyres uden ret til understøttelse eller ferie.
CGT fordømte regeringen og begyndte at organisere en generalstrejke den 30. november. PCF fordømte ligeledes regeringen, men nøjedes med at fremlægge et forslag om dannelse af en national samlingsregering til værn mod krigen og gennemførelsen af folkefrontens økonomiske program fra 1936.
Besættelser ryddet med magt
Den 21. november brød en række strejker og besættelser ud over hele landet. Tre dage efter gik Renault-arbejderne i aktion, og bevægelsen bredte sig til metalbranchen. Men næsten overalt blev besatte virksomheder ryddet med magt, og mange steder svarede arbejdsgiverne igen med lock-out.
Dermed var der lagt op til generalstrejke. Regeringen og arbejdsgiverne havde på forhånd truet med hårde sanktioner, og truslerne virkede. Generalstrejken nåede overhovedet ikke samme omfang som i 1934. Efter strejken iværksatte borgerskabet en sand straffeaktion. Mindst 10.000 blev fyret og over 800 idømtes fængselsstraffe.
Med strejkens nederlag slukkedes samtidig det sidste håb for et revolutionært opsving, der kunne standse Hitlers fremmarch. Den franske arbejderklasse besad en fantastisk spontanitet og kampvilje, men der manglede hele tiden et lederskab, der kunne have ført kampen videre. PCF havde styrken og organisationen til at kunne have udgjort dette lederskab, men partiet betragtede hele tiden den nationale enhed mod Hitler-Tyskland som vigtigere end arbejdernes kamp. Dermed var de i virkeligheden med til at underminere deres egen opbakning.
Den folkefront, som i 1936 begyndte som en tragedie for den franske arbejderklasse, endte som en farce. I september 1939 vedtog regeringen at forbyde PCF, og i januar 1940 besluttede det “anti-fascistiske” flertal fra 1936 at overlade regeringsmagten til et halv-fascistisk regime under Pétain og Laval.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed