Socialistisk Arbejderavis
Nr. 19 – Maj 1986 – side 12
Storkonflikt i Norge slut
LO og DA gød olie på vandene
Øivind Østberg + Knut Øygard
Den største arbejdskonflikt i Norge siden 30’erne, hvor arbejdsgiverne havde lockoutet over 100.000 arbejdere, er afsluttet.
Arbejdsgiverne har givet efter med en 37,5 timers arbejdsuge og er ikke længere så offensive i deres trusler om at formindske den overenskomstmæssige mindsteløn. De norske LO-ledere har beskrevet ovenskomsten som “en historisk sejr”. Den er blevet opfattet på samme måde af de fleste norske arbejdere.
Tåget snak
Men det er imidlertid ikke så klart, hvor meget LO har indrømmet. I første omgang er det eneste, der er blevet sagt, en tåget snak om produktivitet og fleksibilitet som prisen for aftalen om mindstelønnen og den kortere arbejdsuge.
Det var arbejdsgiverne, der provokerede konfrontationen frem. Set i dette lys ville det være tåbeligt at tro, at aftalen er mere end blot et midlertidigt træk fra arbejdsgiverne.
De lagde ultimativt ud, da overenskomstforhandlingerne kom igang med det norske LO. Ved forhandlingerne meddelte arbejdsgiverne, at al forhandling med de enkelte forbund fremover vil foregår igennem LO.
De sagde også, at de ville sænke mindstelønnen. Resultatet af disse krav ville være en betydelig lønnedgang for alle arbejdere.
Disse krav fra arbejdsgiverne kom som en overraskelse for de fleste nordmænd. Siden 1972 har Norge tjent stort på nordsøolien. Som resultat af det har de en af de højeste levestandarder i verden og bruger pro persona mere på sociale ydelser end noget andet land i Europa.
Derfor er det ikke nogen overraskelse, at disse hidtil uhørte angreb på arbejdernes levestandard blev mødt med bitterhed.
Alle meningsmålingerne viste, at 70% af de spurgte var imod arbejdsgivernes udspil.
Arbejdsgiveroffensiven sker på baggrund af det drastiske fald i oliepriserne på verdensmarkedet. Olien udgør 40% af Norges eksportindtjening og en femtedel af statsindtægterne.
Dette fald har reduceret den norske stats indtjening fra olien med 75%. “I denne situation kan vi ikke blive ved at bruge penge, som om intet var sket,” advarede den konservative finansminister, Rolf Presthus.
Men det norske borgerskab har intet svar på de centrale problemer, som økonomien står overfor. Det betyder, at de var splittet på spørgsmålet om overenskomstoffensiven. Arbejdsgiverne i de elektriske og kemiske brancher var modstandere af lockouten.
Embedsmænd indrømmede, at strejkebølgen kostede 41 millioner dollars om dagen. Og da regeringen opbrugte valutareserverne og måtte tage lån på det internationale pengemarked for første gang i seks år, var scenen sat for en bitter kamp.
I denne situation ville man tro, at de norske fagforbundsledere ville gøre alt for at bekæmpe disse angreb. Men sådan skulle det ikke være.
Det norske LO og Socialdemokratiet fordømte arbejdsgiverne som “uansvarlige”. Det socialdemokratiske Arbeider Bladet vendte sig imod lockouten. Men det var ikke nogen opfordring til kamp.
Deres hovedbekymring var, at arbejdsgiverne “truede freden på arbejdsmarkedet”. Vi ønsker blot reele forhandlinger, udråbte de faglige ledere. Der var intet forsøg på at organisere blokader. De blokader, der kom op at stå, var små, og organiserede udenom de faglige ledere.
Strejkebrydere arbejdede åbenlyst ved mange hoteller. Det tvang de faglige ledere til at organisere nogle blokader dér. Der var 200 blokadevagter ved Hotel Sheraton lige udenfor Oslo. Samme dag som aftalen blev indgået, blev strejkebryderne forhindret i at komme på arbejde. Men det var en undtagelse. De stærkeste arbejdergrupper, som byggefagene, organiserede ikke blokader.
Blokader en undtagelse
Det dominerende billede var et billede af passivitet, hvilket karakteriserer en bureaukratisk massestrejke. De faglige ledere organiserer disse strejker, da de er presset af arbejdsgivernes ekstreme krav. Men strejkerne forbliver passive, fordi lederne vil fastholde sikker kontrol over dem, De vil bruge strejkerne til at tvinge arbejdsgiverne til at gøre det, som faglige ledere bedst kan lide – at forhandle.
Men det er ikke altid sådan, at passiviteten fastholdes. Det kan ske, at fagtoppen mister kontrollen.
Desværre var det her tilfældet, at de faglige ledere fastholdt deres greb om strejken. Men hvis offensiven fra de norske arbejdsgivere varigt skal tilbagevises, så skal de tusinde arbejdere, som sidder hjemme, inddrages i aktiviteterne.
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed