Socialistisk Arbejderavis
Nr. 192 – Maj 2001 – side 6
Miljøet drukner i kapitalismens kloak
Rikke Holm
“De store forventninger til det nye årtusind er nu overskygget af uanede trusler mod menneskehedens fremtid.”
Sådan indledte World Watch Institute i år 2000 deres årlige rapport “Verdens Tilstand”.
Rapporten fra World Watch Institute er ligesom alle de andre miljørapporter, der bliver lavet i disse år, uhyggelig læsning.Den globale opvarmning og ødelæggelsen af klimaet er nu så fremskreden, at TV-stationerne konkurrerer om, hvem der kan lave de bedste små computer-animationer, der viser hvordan Bangladesh og en række andre lande bliver oversvømmet og forsvinder fra landkortet.
De tropiske regnskove bliver hvert år 14 millioner hektar mindre, selvom regnskovene er en af de ting, der ville kunne modvirke drivhuseffekten. De truede dyrearter udgør nu 34% af fiskearterne, 25% af pattedyrene og 11% af fuglene, og der er så stor giftophobning i fødekæden, at store fiskespisende pattedyr som f.eks. isbjørne begynder at miste deres forplantningsevne.
Listen med eksempler på tikkende katastrofer kunne desværre fortsættes i det uendelige, og det skyldes, at disse problemer hverken er opstået tilfældigt eller som en naturlig følge af, at vi er blevet flere mennesker på jorden. De skyldes, at vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor rovdriften på miljøet bæres frem af store pengeinteresser, der betyder langt mere end hensynet til mennesker og miljø. To tredjedele af kapitalismens økonomi udgøres i dag af de store multinationale firmaer, der producerer olie, biler, dæk, veje osv. Derfor er det også denne industriens interesser, der styrer verden i dag.
Kapitalismen skaber miljøproblemer af den simple grund, at al produktion er lagt an på at producere så meget som muligt, så billigt som muligt. Det betyder, at hvis man vil stå sig i konkurrencen med de andre virksomheder, skal man holde produktionsomkostningerne nede, og da miljøforanstaltninger ofte er dyre og ikke giver en øget profit, er der ingen der vil investere i dem.
Konkurrencen driver firmaerne til at fortsætte ødelæggelserne af miljøet, og de nationale regeringer tør ikke opstille stramme love og regler, fordi de også har til opgave at forsvare deres store nationale firmaers konkurrenceevne på markedet.
Det tydeligste eksempel fra Danmark var da man indførte CO2-afgiften; Danmarks største kapitalist, Mærsk McKinney Møller, blev fornærmet over, at han også skulle betale den afgift, som alle andre danskere skulle betale. Med henvisning til ødelagt konkurrenceevne truede han med at flytte produktionen til udlandet... og vupti, så var loven lavet om, så AP Møller koncernen i dag er den eneste i Danmark, der er fritaget fra at betale CO2-afgift.
Markedsøkonomien og firmaernes hellige profitter accepteres som en naturlov af både FN, OECD og de nationale regeringer, og konkurrencen driver både de multinationale firmaer og regeringerne til at handle irrationelt og ikke stoppe den miljøkatastrofe, der i sidste ende også vil ramme dem selv.
Så vanvittigt er det kapitalistiske systems logik, og derfor kan miljøproblemerne umuligt løses indenfor kapitalismens rammer – en kamp for bedre miljø må altså kædes sammen med en kamp mod kapitalismen.
Bush i lommen på olieindustrien:
Erklærer krig mod miljøet
Verdens farligste mand, USA’s præsident George W. Bush, har erklæret miljøet krig – og truer dermed Jordens fremtid.
Bush vil ikke efterleve Kyoto-aftalen, som skal begrænse udslippet af CO2 og andre drivhusgasser.
Han ønsker heller ikke, at der stilles krav til kraftværkerne om at reducere mængden af CO2, som de spyr ud i luften.
Der er tre grunde til, at Bush har gjort sig til skydeskive for miljøaktivister.
USA lider af energikrise og økonomisk afmatning. Derfor ønsker den amerikanske præsident Bush ikke at gøre noget som helst, der skader økonomien. Og kun en uhindret energiproduktion kan afværge krisen. Og sidst, men ikke mindst, vil Kyoto-aftalerne være et indgreb mod Bush-regeringens nærmeste venner i olieindustrien.
Californien må med jævne mellemrum rationere strømmen – en tendens, der kun bliver værre til sommer, hvor de energislugende luftkølingsanlæg snurrer. Resten af USA er også truet af energikrise.
Samtidig er den amerikanske økonomi inde i en begyndende økonomisk afmatning efter 10 års optur. Siden nytår er det amerikanske aktiemarked mere eller mindre kollapset, og der er en bølge af massefyringer.
Den økonomiske afmatning i USA er netop et bevis på, hvor uanvendelig den frie markedsøkonomi er til at sikre et godt miljø.
Men ligeså vigtig er Bush-administrationens venskab med olieindustrien.
George Bush modtog i sin valgkamp store beløb fra oliebranchen, og hans vicepræsident Richard Cheney har været topleder i et af olieselskaberne ligesom handelsminister Don Evans, der har ansvaret for klimaovervågningen. Og George W. Bush har selv en årelang baggrund i et olieselskab i Texas.
Energiminister Spencer Abrahams er en tidligere konservativ senator fra Michigan, og han fremsatte for nogle år siden et lovforslag om at nedlægge det ministerium, han nu skal styre. Årsag?
Delstaterne og energibranchen skal nok klare paragrafferne selv. I sin tid i Senatet udmærkede han sig ved sin kompromisløse modstand over for alternative energikilder som sol og vind. Abrahams modsatte sig forbundsstøtte til udvikling af mere benzinøkonomiske motorer i Detroit.
Bush ønsker på alle planer at begunstige sine venner.
Han har således lovet oliebranchen skattelettelser svarende til syv milliarder dollar over de næste ti år. Det er også meningen at slække restriktionerne på udvinding og transport af olie og naturgas, herunder miljøreglerne. Bush har også givet kraftværker med uddateret teknologi tilladelse til at spytte mere forurening ud i atmosfæren.
Venskabet med olieselskaberne kunne også ses af Bush’ valgbudget op til valget i november.
Ifølge den uafhængige amerikanske tænketank Center for Responsive Politics gav Exxon Mobil Corp 1,2 milliarder dollar til de to amerikanske partier. Bush fik 89 procent af beløbet. BP gav knap 1,3 milliarder dollar. 70 procent gik til Bush. Dertil kommer økonomisk hjælp til lobbygruppen Arctic Power, hvor en af BPs topchefer ifølge New York Times også har en bestyrelsespost.
Og netop lobbygruppen Artic Power har stor betydning. Det er nemlig dem, der har forsøgt at få ophævet fredningen af Arctic National Wildlife Refuge i Alaska, hvor der ligger ukendte reserver af olie- og naturgas.
Og Bush-administrationen vil hellere end gerne give olieselskaberne lov til at bore efter olie i naturreservatet.
Men på det punkt er Bush blevet sendt på retræte.
I starten af april måtte Bush erkende, at hans ønske om at åbne naturreservatet for olieudvinding er urealistisk. Modstanden er simpelthen for stor.
Og det kan ikke udelukkes, at Bush-regeringens nej til Kyoto-aftalen og de andre miljøfjendtlige udspil bliver lunten, der antænder en folkelig protest mod den erhvervsvenlige præsident.
Det er vigtigt, at miljøaktivister og socialister over hele Jorden organiserer demonstrationer og aktioner mod Bush.
Det er afgørende vigtigt, at ATTAC møder Bush med massiv modstand, når han til juni kommer til EU’s topmøde i Gøteborg.
Men for ATTAC i Danmark ligger en anden ligeså væsentlig opgave lige for.
Ligesom Novo Nordisk og Lundbeck har fået smæk på deres retssag om HIV-medicin i Sydafrika, må blikket nu rettes mod danske pensionskasser.
Kommunernes Pensionsforsikring, PFA Pension og Dip har aktier i oliekoncerner som BP, der ønsker at bore efter olie i Alaskas skrøbelige natur.
...og Danmark er ikke en pind bedre
Miljøminister Svend Auken har ikke lagt fingre imellem i sin kritik af Bush-regeringens brud på Kyoto-aftalen om at nedbringe mængden af CO2 og andre drivhusgasser.
Og lytter man til Svend Auken får man indtryk af, at Danmark er et at de lande i verden, der gør mest for at forhindre den menneskeskabte destruktion af Jordkloden.
Auken er da heller ikke den værste. Men hans grønne holdninger går ikke så langt, at han på nogen måde ønsker at genere erhvervslivet.
Trods sin barske kritik af Bush, har Danmark ikke ret meget at prale af, når det gælder udledningen af CO2-gasser.
Danmark ligger som nummer sjok på EU-Kommissionens liste over, hvor langt de fleste af de 15 EU-lande er kommet med at indfri løfterne om at reducere udledningen drivhusgasser.
Miljøminister Svend Auken (S) har på Danmarks vegne lovet at nedbringe udledningen af drivhusgasser – herunder især CO2 – med 21 procent. Men ifølge kommissionen udleder Danmark i øjeblikket 16,8 procent flere drivhusgasser, end vi burde.
Danmark er også blandt de lande, der udleder allermest CO2 pr. indbygger. Her indtager vi en fjerdeplads med 12 tons pr. indbygger. USA topper listen med 20,1 tons pr. indbygger. Auken tør heller ikke stille sig i vejen for den danske svineeksport.
På trods af de enorme mængde gylle og andet affald fra de store svinefabrikker, har Svend Auken ikke haft samme mod til at tale dansk landbrug imod som han har gjort med den amerikanske præsident.
Det kan kun skyldes hensynet til danske eksportindtægter. Aukens ja til flere svinefabrikker kommer samtidig med, at nye tal viser, at det står skidt til med de danske vandløb.
Deltag i Skandinaviens Seattle – Tag med ATTAC til Gøteborg 14-16. juni – Giv Bush fingeren!
For et socialt Europa – gør ikke den offentlige sektor og miljøet til en handelsvare
- Leder: Det mener vi
- Interview: Kampen mod umenneskelige fængslinger af afviste asylansøgere nytter noget
- Udenlandske chauffører har usle vilkår i Danmark
- “Grøn” kapitalisme – kun grøn, når der kan tjenes penge
- Derfor går finansverdenens nålestribede amok i kriminelle aktiviteter
- 1968: Året der forandrede alting
- Mere end en Saudi PR-katastrofe
- To år med Trump har mobiliseret millioner til modstand
- Almindelige menneskers historie: 3. De første store stater og de første klassekampe
Newsfeed