Banner: Socialistisk Arbejderavis

 Forside  |  Bliv medlem  |  Lokalafd.  |  Avisen  |  Kalender  |  Det mener IS/ISU  |  Links 

Bookmark and Share

Socialistisk Arbejderavis

Nr. 197 – Oktober 2001 – side 2

ISS smidt ud af Assens

Poul Erik Kristensen

Da pædagogerne i Assens i starten af oktober pressede Assens kommune til at opsige kontrakten med ISS om driften af fire institutioner, var det ikke kun en enorm sejr for en bedre arbejdsmiljø, men også en sejr som styrker kampen mod privatisering generelt.

Og det er vigtigt. For fremtiden vil byde på stribevis af privatisering, hvis det står til verdenshandelsorganisationen, WTO.

Deres vision er, at børnehaver er som vingummibamser og hjemmehjælpen er som Pampers-bleer. Deres mål er nemlig, at gøre alle tjenesteydelser til en handelsvare.

Det sker til november, hvor toppolitikerne mødes igen. Af angst for ballade sker det denne gange midt ude i den arabiske ørken – nærmere betegnet i Qatar (læs s. 4).

Total sejr

Det er derfor afgørende vigtigt, at ISS er blevet presset i defensiven. Ikke blot i Assens, men også som det er sket på rengøringsområdet, for eksempel i Aalborg.

- Det er en total sejr. Medlemmerne i Assens dansede samba og festede det meste af natten, efter vi fik besked på, at kommunen ville bryde kontrakten med ISS-CarePartner, fortæller Lisbeth Schmidt, formand for BUPL Fyn.

- Efter 1 år og 9 måneder er det heldigvis slut med at bruge børn, pædagoger, forældre og borgere som eksperiment for profitudvikling og forsøg med nye styreformer, siger hun.

- Det viste sig jo, at ISS alene ønskede at skabe profit til aktionærerne.

I følge Lisbeth Schmidt er en af de grundlæggende forskelle på offentlig og privat drift, at den offentlige forvaltning bygger på parlamentarisme og borgernes grundlovssikrede ret til indflydelse på den offentlige virksomhed.

- I takt med markedsgørelsen bliver borgerne sat udenfor de arenaer, hvor beslutningerne træffes.

Vitale “bløde” områder som f.eks. institutioner, skoler og plejehjem bygger på mellem-menneskelige værdier – og ikke på økonomiske overvejelser, mener Lisbeth Schmidt Jespersen.

Nej til udlicitering i BUPL

På BUPL’s kongres i november sidste år vedtog et flertal af de delegerede, stik imod forbundsledelsens anbefaling, et forslag om at kræve alle privatiserede institutioner tilbage i offentligt regi.

Forbundsledelsens argument var, at det er urealistisk. Istedet skulle man arbejde for at sikre personalet de bedst mulige vilkår.

Men efter at pædagoger, medhjælpere og forældre har presset rengøringskoncernen ud af Assens har tonen fra BUPL-toppen fået en anden lyd.

- Jeg er i hvert tilfælde blevet klogere, erkender Bente Sorgenfrey, der er forbundsformand i BUPL.

- Jeg var en af dem, der var skeptisk over kongres-beslutningen om rekommunalisering. Men nu må jeg erkende, at vi har chancen for at stoppe privatiseringer på institutionsområdet.

Billedtekst:
Pædagoger i Assens har presset kommunen til at opsige kontrakten med ISS om driften af fire børneinstitutioner. Det er en vigtig sejr i kampen mod udlicitering.

Flere artikler fra nr. 197

Flere numre fra 2001

Se flere artikler om emnet:
Faglig kamp 2001-2010

Se flere artikler af forfatter:
Poul Erik Kristensen

Siden er vist 1760 gange.

Redirect = 0

modstand.org

Bøger

På forlaget Modstand.org finder du bøger, pjecer og meget andet.

Kontakt os

Tlf: 35 35 76 03
Mail: isu@socialister.dk

Eller brug vores kontaktside