USAs ‘Plan Columbia’

Det er ikke kun i Afghanistan, at USA har travlt med at få blod på hænderne. I Columbia har USA også travlt med at varetage sine interesser, men under noget mindre international opmærksomhed.

I Columbia er der socialt oprør mellem på den ene side venstreorienterede guerillahære bl.a. FARC, der kontrollerer 40% af landet, og fag- og studenterforbund, og på den anden side regeringen hjulpet af USA.

Regeringen fører en streng USA-dikteret, nyliberal politik, der betyder konstante angreb på arbejderne i form af privatiseringer, brugerbetaling og nedskæringer. De nyeste angreb inkluderer oprettelsen af 4 ‘eksport frizoner’, hvor fagforeninger er forbudte. Ifølge regeringens egne tal, der ofte er undervurderede, er arbejdsløsheden på 22% og ca. 60% af befolkningen lever i fattigdom.

USA støtter regeringen med penge og direkte militær støtte gennem deres “Plan Columbia”, der – ifølge USA – er en “krig mod narko”. Det ville være mere korrekt at sige, at det er en krig mod den columbianske befolkning, for ‘krigen mod narko’ bruges som dække for at bekæmpe det sociale oprør i landet og på den måde sikre amerikanske virksomheders interesser.

Dødspatruljer

Det gøres bl.a. ved hjælp af højreorienterede dødspatruljer, der er finansieret af den columbianske regering og de store amerikanske multinationale firmaer, der er i landet, fx Coca-Cola og Drummond.

30.000 er døde som resultat af regeringens og dødspatruljernes undertrykkelse. Siden 1987 er 3000 fagforeningsaktivister blevet dræbt, heraf 110 alene i år, og over 700 mennesker er forsvundet i år. Drab og dødstrusler er hverdag for alle, der kæmper mod systemet.

Men modet hos de mange, der kæmper, er utroligt, fx udtrykt ved en 14 måneder gammel besættelse af en fabrik i byen Cali, hvor arbejdere og deres familier har bevæbnet sig for at forsvare sig mod regeringen.

Studenterne i Columbia er står stærkt, som når de fx arrangerer konference for de latinamerikanske studenterorganisationer og desuden knytter bånd til radikale studentergrupper i USA og demonstrerer mod krigen i Afghanistan.

Bush fører i Columbia den samme politik, som USA førte i Latinamerika i 80’erne. Da støttede Bush senior de højreorienterede regimer i El Salvador og Nicaragua. Nogle af de ansvarlige fra den gang, såsom Colin Powell, sidder nu i USA’s regering.

Grunden til USA’s massive imperialisme i Columbia er, at det er et land rigt på olie og mineraler. Rettighederne til disse skal sikres amerikanske selskaber.

USA’s Plan Columbia er et eksempel på USA’s globalisering ud af et geværløb, hvor de, der betaler for de riges privilegier, er en fattig og undertrykt befolkning.

Free Trade Area of the Americas – USA's svar på EU

I april i år mødtes 34 ledere fra de nord- og sydamerikanske lande i Quebec City for at starte oprettelsen af FTAA, Free Trade Area of the Americas.

Forhandlingerne om denne enorme handelsblok, hvis potentielle bruttonationalprodukt er på $11,5 trillioner (!), er sat i gang af USA, der blev presset af de multinationales krav om højere profitter.

En rapport fra The Business Roundtable (en samling af chefer fra de store amerikanske selskaber) siger, at 33% af verdens eksport i 1999 var dækket af handels- og toldaftaler under EU, mens kun 11% var dækket af USA’s aftaler.

Det amerikanske borgerskab er bange for, at EU laver handelsaftaler, der tilgodeser deres egne produkter og opretholder toldsatserne på USA’s og så oven i købet i USA’s egen baghave, Sydamerika.

EU har f.eks. lavet aftaler med Sydamerikas største økonomi Brasilien. Brasiliens modstand mod USA i FTAA forhandlingerne skyldes også, at USA vil have fjernet told på deres egne varer, men vil ikke fjerne told på brasilianske varer.

Imperialisme

USA’s mål er at knytte resten af Amerikas økonomier til sin egen, som fx Mexicos er det gennem NAFTA (North American Free Trade Agreement).

NAFTA er en eksisterende aftale der “kun” giver USA lettere adgang til de canadiske og mexicanske hjemmemarkeder, mens varer fra Mexico stadig er stærkt fortoldet i USA.

I Quebec City blev der vedtaget en “demokrati-klausul”. Det er USA’s værktøj til at holde Cuba uden for forhandlingerne om FTAA. Selvfølgelig er Cuba ikke demokratisk, men der siges ikke noget om Venezuela, hvor præsidenten, Hugo Chavez, har tilranet sig næsten enevældig magt eller om Columbia (se artikel andetsteds på siden).

Det er ikke bare Brasilien og andre landes handelskonflikter med USA, der truer med at ødelægge FTAA. Det samme gør den bølge af sociale protester, der har været over det meste af Sydamerika i protest imod regeringernes nyliberale politik.

I Argentina har der det sidste år været 5-6 generalstrejker og i Bolivia har arbejdere og bønder forhindret regeringen i at privatisere vandforsyningen. Mødet i Quebec gik heller ikke ram forbi: 80.000 demonstrerede mod mødet og mange af regeringsrepræsentanterne måtte interviewes grædende pga. politiets tåregas.